Fælles stilling mellem Danmarks Basketball Forbund, DGI Basketball og BørneBasketFondenDansk basketball søger en uddannelsesansvarlig til en 37-timers stilling, der forankres i DBBF og deles strategisk mellem DBBF, DGI Basketball og BørneBasketFonden. Sammen løfter vi udviklingen af hele uddannelsesområdet – fra børnebasket til senior, fra udvikling til talent.
Stillingen er formelt placeret i DBBF, som også er arbejdsgiver. Arbejdssted vil, afhængigt af den rette kandidat, være enten i Brøndby eller Aarhus.
En nøgleposition i udviklingen af dansk basketballStillingen er central i arbejdet med at styrke kvaliteten og sammenhængen i dansk basketballs uddannelsesområde. Vi ønsker, at skabe tydelige udviklingsspor for trænere, dommere og ledere med uddannelser der afspejler moderne læring, stærk idrætsdidaktik og basketballfaglighed på højt niveau.
Der er tale om en rolle med stor udviklingskraft. Du skal være med til at sætte retning, skabe sammenhæng og løfte kvaliteten i hele uddannelseskæden – i tæt samspil med de tre organisationer og basketballmiljøet i Danmark.
I forbindelse med barselsperioder i organisationerne i 2026 er der behov for at sikre kontinuitet i driften og foreningskontakten, samtidig med at uddannelsesområdet styrkes. Stillingen etableres derfor med en overgangsfase, hvor foreningsrettede konsulentopgaver vil fylde i opgaveporteføljen. Overgangsfasen vil give en god forståelse af basketball i Danmark og vores tre organisationer, og dermed fungere som fundament for det permanente arbejde på uddannelsesområdet.
Dine opgaverSom uddannelsesansvarlig får du det faglige og strategiske ansvar for udviklingen af uddannelsesområdet i dansk basketball. Opgaverne omfatter blandt andet:
- Styrkelse af uddannelsestilbuddet, så endnu flere ledere, dommere og trænere møder og deltager på vores uddannelser
- Udvikling af læringsdesign, undervisningsmaterialer og nye formater, herunder blended learning og e-læring
- Sikre rød tråd mellem uddannelse, ATK, turneringsstruktur og kompetencekrav
- Sparre med undervisere om værdien og udbyttet af uddannelser til de danske basketballforeninger
- Strategisk udvikling i samarbejde med de frivillige udvalg og de faglige kompetencer i DBBF, DGI og BBF
- Arbejde i koordineret samspil om markedsføring, kursusdrift og deltagerhåndtering
Hvem er du?Vi ved, at alle ikke kan alt, men vi er ambitiøse i vores forventninger til dig, som vores kommende kollega. Du skal have solid basketballfaglighed og stærk interesse for læring, didaktik og kompetenceudvikling. Du motiveres af at udvikle mennesker og miljøer, og du har blik for, hvordan uddannelse kan skabe retning og kvalitet i en hel idræt.
Dit kendskab til læringsteori og undervisningsformer er stort, særligt inden for idræt, og du kan med det faglige afsæt omsætte teori til praktiske uddannelsesforløb.
Du stortrives med mange samarbejdsflader, og du formår med åbenhed for forskellige idrætsfaglige perspektiver at samle aktører om fælles løsninger.
Vi tilbyderDu bliver en del af et stærkt og ambitiøst samarbejde mellem DBBF, DGI Basketball og BørneBasketFonden i et højt idrætsfagligt miljø med engagerede kolleger og samarbejdspartnere over hele landet.
Stillingen rummer stor selvstændighed, høj faglig indflydelse og en bred kontaktflade i basketballmiljøet. Du får mulighed for at sætte et tydeligt aftryk på udviklingen af dansk basketball og fremtidens uddannelser.
Som medarbejder i DBBF tilbyder vi desuden:
- Mulighed for gratis træning i Idrættens Hus i Brøndby
- 5 fribilletter til alle danske A-landsholdskampe
- Deltagelse i relevante internationale konferencer og netværk i FIBA-regi
- Fleksible arbejdsrammer og mulighed for arbejdssted i Brøndby eller Aarhus
- En kultur præget af tillid, korte beslutningsveje og høj grad af ansvar
AnsættelsesforholdFuldtidsstilling med ansættelse i Danmarks Basketball Forbund.
Arbejdssted: Brøndby eller Aarhus.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter kvalifikationer.
Spørgsmål og det praktiskeSpørgsmål vedr. stillingen rettes til Thomas Johansen (Udviklingschef i DBBF) på tlf. 31186793 eller Emil Tarp (Idrætsansvarlig for DGI Basketball) på tlf. 20302894.
Du ansøger stillingen ved at indsende dit CV og en ansøgning til os gennem rekrutteringsplatformen. Ansøgningsfristen er d. 31. marts kl. 23.59
Samtaler forventes afholdt i uge 15 2026, onsdag den 8. april i Aarhus og torsdag den 9. april i Brøndby.
Forventet tiltrædelse: 1. juni 2026