Er du nyuddannet eller erfaren pædagog, der brændende ønsker at arbejde i en vuggestue, hvor hjertet er på rette sted, hvor du finder et godt arbejdsmiljø, stærke traditioner og høj grad af imødekommenhed for nye indspark? Så er Børnevænget måske din næste arbejdsplads.
Vores sted Du finder os på det yderste Østerbro. Vi bor i ét plan, har adgang til store dejlige legepladser og grønne områder lige uden for døren, hvor vi finder mange muligheder for læringsaktiviteter med børnene. Vi er tæt på både metro og S-tog (Ryparken og Svanemøllen), så det er hurtigt at komme til og fra arbejde – også hvis du bor uden for København.
Hvem vi er Børnevænget er en 0-6-års institution med en vuggestue- og en børnehaveafdeling. Vi går op i, at det er godt at være barn hos os – både ved at have fokus på den nære, trygge hverdag, rutiner og børnenes individuelle udvikling.
Børnevænget har de senere år været på en pædagogisk rejse for at udvikle vores kvalitet. Vi er i disse år i gang med fuldt ud at implementere nye tiltag, som du også vil blive inviteret til at deltage i. De nye tiltag handler bl.a. om, at vi er i gang med at implementere en struktur, hvor vi over en to-årig periode arbejder med de faglige temaer fra den styrkede læreplan. Vores planlægning følger et pædagogisk årshjul, der også tilbyder idéer og inspiration til den konkrete planlægning og udførelse. Hvis du har lyst til at byde ind, er der stadig masser af rum til at få indflydelse og medskabelse på denne rejse. Herudover er vores fokus, at vi som voksne skal være mere aktive deltagere i børnenes leg, og at vi er opmærksomme på at inddrage børnene i alle hverdagsrutiner.
Vi er pt. bosiddende i andre lokaler end vore egne, nemlig i Nyborggade 23, tæt ved Svanemøllen Station, da Børnevængets bygninger er under renovering. Vi vil flytte tilbage til Børnevængets bygninger på Borgervænget i maj 2026.
Vi tilbyder en institution, hvor vi - giver plads til at du som ny kan være med til at sætte sit præg på at udvikle den faglige kvalitet til gavn for børnene
- har dygtige og engagerede kolleger, der glæder sig til at byde dig velkommen
- har aktive og engagerede forældre
- gerne hjælper hinanden på tværs af stuer og afdelinger ved behov
- samarbejder om fælles projekter på tværs af afdelingen/huset, følger prioriteringer og traditioner
- har værdier, som går ud på, at vi ikke arbejder ud fra 'vi plejer', men med 'ja-hatten' på, hvor der er rum til at afprøve nye ideer, hvor vi løbende evaluerer
Om stillingerne Vi leder efter to uddannede pædagoger, der gennem nærvær og engagement kan bidrage til at understøtte børns læring, trivsel, udvikling og dannelse, så de kan tage vare på eget liv og blive ansvarsfulde og aktive deltagere i livets fællesskaber. Vi favner børn fra 0-6 år i en integreret institution med vuggestue og børnehave. Vuggestuen består pt af to stuer: Jordbærstuen og Firkløverstuen og børnehaven af tre stuer: Solsikkerne, Mælkebøtterne og Græsrødderne. Vi er pt. 12 medarbejdere. Vores arbejdstid ligger primært i tidsrummet kl. 07-17.00, men afholder aftenmøder ca. en gang månedligt. Børnevænget er en del af Indre By/Østerbro Klynge D og J, der består af i alt fem enheder med én fælles ledelse.
Ansættelsesvilkår Stillingerne er på fuld tid med tiltrædelse den 1. februar 2026 eller snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information Hvis du har spørgsmål til stillingerne, kan du kontakte Birgitte Olsen på 20 60 72 00.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest onsdag den 21. januar 2026 Vi holder samtaler løbende.