Vi søger tre timelønnede medicinstuderende på kandidatuddannelsen med interesse for retspatologi til ansættelse på Retspatologisk Afdeling med start 01.06.2026 eller snarest derefter.
Om os Retsmedicinsk Institut skaber ny viden og erkendelse inden for retsmedicinen. Vi forsker, underviser og udfører retsmedicinske undersøgelser for samfundet. På instituttet er der ca. 200 professionelle medarbejdere, der understøtter retsvæsenet og andre myndigheder, med opgaver inden for retsgenetik, retskemi og retspatologi. Vi er en vigtig garant for retssikkerheden i Danmark.
Jobbet Arbejdsopgaverne består i at assistere og være behjælpelig med opgaver før, under og efter obduktioner. Der indgår håndtering af instrumenter og væv samt dokumentation ved optagelse af fotos. Arbejdet kræver fuld omklædning samt nøje overholdelse af procedurer og sikkerhedsbestemmelser. Der vil være opgaver i forbindelse med administrativ support, som består i sagsjournalisering, arkiveringsopgaver, oprydning samt ad. Hoc opgaver i afdelingen
Jobbet er alsidigt og udfordrende. Du skal fungere i et team med de øvrige faggrupper på afdelingen, læger og obduktionsteknikere og sekretærer. Desuden er det vigtigt, at du har et tæt samarbejde med de øvrige studerende, så alle hverdage med brug for en obduktionsassistent på arbejde, kan dækkes ind.
Jobbet kræver interesse for retspatologi, patologi og anatomi, vilje til akkuratesse i forbindelse med udførelsen af de ovennævnte opgaver samt evnen til at supportere flere ad gangen. Forudgående interesse for faget, fx ved at have skrevet studieopgaver eller været forskningsaktiv i afdelingen, vil blive tillagt vægt, men er ikke et krav.
Det daglige arbejde på Retspatologisk Afdelingen omfatter aldersvurderinger, personundersøgelser, restlægelige ligsyn og obduktioner samt findestedsundersøgelser. Størstedelen af opgaverne er rekvireret af politiet. Arbejdet fordrer stor diskretion og respekt for undersøgte/afdøde. Derfor er det især vigtigt, at du er: ansvarsfuld, pligtopfyldende, selvstændig, psykisk robust og etisk velovervejet.
Arbejdets karakter indebærer høje følelsesmæssige krav, som kan give anledning til psykisk belastning, der er derfor obligatorisk supervision ved ekstern psykolog. Derudover er der mulighed for debriefing og individuelle samtaler ligeledes ved ekstern psykolog.
Vi forventer, at du:
- Er medicinstuderende på kandidatuddannelsen
- Skal kunne tage 3 vagter pr. md. samt dække ind ved sygdom, også i eksamens- og ferieperioder
- Skal kunne være på holdet i minimum 1 år
Ansættelsesforhold Løn- og ansættelsesvilkår sker på individuelle kontrakter med ansættelsesforhold på niveau med præparatfremstillere på SUL overenskomst, dvs. en timeløn på 215,93 kr. (april 2025 niveau).
Stillingen er gennemsnitlig 10 timer ugentligt.
For at blive ansat er det en forudsætning, at du er indskrevet på kandidatdelen af medicinstudiet ved Københavns Universitet. Du kan læse mere om afdelingen på retsmedicin.ku.dk. Hvis du har spørgsmål til stillingerne, kan du kontakte:
christina.jacobsen@sund.ku.dk Ansøgning og krav Send ansøgning bilagt CV samt dokumentation for uddannelse (indskrivningsbekræftelse) og eventuelle udtalelser elektronisk via
Jobportalen (Klik på linket "SØG STILLINGEN"), så den er universitetet i hænde
senest 24. marts 2026.
Ansøgere, der indbydes til samtale, vil blive bedt om at medbringe en nyudstedt straffeattest, der kan bestilles på borger.dk.
Det anbefales, at du bliver vaccineret mod hepatitis. Retsmedicinsk Institut afholder udgiften til vaccinen.
Ansættelsessamtaler forventes gennemført i uge 18. Ansættelsesstart juni 2026 for at sikre optimal oplæring af den enkelte i arbejdsopgaverne.
Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Københavns Universitet giver sine knap 10.000 medarbejdere muligheder for at udnytte deres talent fuldt ud i et ambitiøst, uformelt miljø. Vi sikrer traditionsrige og moderne rammer om uddannelser og fri forskning på højt internationalt niveau. Vi søger svar og løsninger på fælles problemer og gør ny viden tilgængelig og nyttig for andre.