Vil du spille en nøglerolle i driften og videreudviklingen af Min Sundhedsplatform – en af Region Østdanmarks vigtigste digitale indgange for patienter og pårørende? Min Sundhedsplatform giver brugerne overblik over deres behandlingsforløb, adgang til centrale oplysninger og mulighed for digital kommunikation med sundhedsvæsenet via web og app. Vi søger en teknisk stærk profil, der kan bidrage til en stabil, sikker og brugervenlig platform og samtidig understøtte den strategiske udvikling. Om Min Sundhedsplatform Min Sundhedsplatform understøtter ambitionen om flere digitale sundhedstilbud i Østdanmark og anvendes dagligt af patienter og pårørende som digital indgang til hospitalsvæsenet. Her kan brugerne via web eller mobilapp bl.a.:
- følge deres behandlingsforløb
- kommunikere med sundhedspersonale
- tilgå aftaler, prøvesvar og øvrige oplysninger
Om os Stillingen er forankret i sektionen Patienten i Hjemmet, som består af tre teams og er en del af enheden Patientjournal og Implementering. Vi arbejder for en værdiskabende og sikker anvendelse af Sundhedsplatformen og anden IT, der understøtter kliniske arbejdsgange og politiske dagsordener. Vi lægger vægt på samarbejde, videndeling og et stærkt kollegialt fællesskab i hverdagen.
Din kerneopgave Som teknisk specialist bliver du en central del af arbejdet med Min Sundhedsplatform – en løsning, som tusindvis af patienter og pårørende er afhængige af i deres hverdag. Dit ansvar er at sikre, at platformen fungerer stabilt og sikkert, samtidig med at du bidrager aktivt til at videreudvikle funktionalitet, brugeroplevelse og teknisk fundament på både web og app.
Du arbejder tæt på løsningen hele vejen rundt: fra drift og teknisk udvikling til brugergrænseflader og samarbejde med både faglige miljøer og leverandører. Rollen kræver overblik, teknisk dybde og lysten til løbende forbedringer i et komplekst og samfundsvigtigt setup.
Er du til teknisk udvikling og drift? Vi søger en teknisk funderet profil, der trives i krydsfeltet mellem drift, udvikling og strategisk videreudvikling, og som:
- har både blik for og kompetencer til at sikre løbende modernisering og videreudvikling af Min Sundhedsplatform i takt med den digitale udvikling
- arbejder analytisk, struktureret og er stærk til at dokumentere processer og løsninger
- er proaktiv, kvalitetsbevidst og løsningsorienteret
- kan arbejde selvstændigt og skabe fremdrift
- trives i samarbejde og indgår naturligt i tværfaglige teams
- har gode kommunikative færdigheder på både dansk og engelsk
Det er en fordel, hvis du: - har erfaring med eller solid forståelse for Sundhedsplatformen / Min Sundhedsplatform
- har erfaring med agilt arbejde og fælles kodebaser
Du vil få en nøglerolle i at holde Min Sundhedsplatform kørende – i dag og i morgen.
Dine primære opgaver vil bl.a. være
- frontend-udvikling samt vedligeholdelse af iOS- og Android-apps
- tekniske bidrag inden for arkitektur, integrationer og automatisering
- fokus på brugeroplevelse og forbedring af funktionalitet og tilgængelighed’
- Design og tilpasning af brugerflader i Min Sundhedsplatform
- Analyse af brugerbehov og brugerrejser ved hjælp af fx flowcharts og user flows
- Bidrag til løbende forbedringer af brugervenlighed og funktionalitet
Du skal samarbejde tæt med interne tekniske miljøer, brugere og eksterne leverandører og bidrage til dokumentation, teknisk rådgivning samt standardisering af arbejdsgange i en agil kontekst.
Du skal derfor også have praktisk erfaring fra professionelle sammenhænge med flere af følgende teknologier og værktøjer: HTML, CSS og JavaScript, Git/GitHub, Kotlin og Swift samt udviklingsmiljøer som Xcode, Android Studio og Visual Studio Code.
Vi tænker du derudover har forståelse for webudvikling, herunder samspillet mellem klient og server, og gerne erfaring med Microsoft-servermiljøer og Figma.
Du vil komme til at indgå i et tværfagligt samarbejde, hvor dialog og videndeling er afgørende.
Vi tilbyder Hos os får du et job med stor betydning for patienter og pårørende og mulighed for at præge udviklingen af en central sundhedsplatform. Vi arbejder med et stærkt fagligt og kollegialt miljø med høj grad af sparring og vi har fokus på trivsel, kvalitet og udvikling og derudover er der gode muligheder for faglig og personlig udvikling
Kunne du være interesseret? Ræk ud til sektionschef John Mark Burnett på tlf. 2133 6829 eller mail john.mark.burnett@regionh.dk eller til Scrum master Yalenthi Maheswaran på tlf. 2010 7998 eller mail
yalenthi.maheswaran@regionh.dk hvis du har spørgsmål.
Ansættelsesforhold: Arbejdstiden er 37 timer pr. uge, og arbejdsstedet er primært på Borgervænget 5 i København Ø. Forventet opstart 1. juni 2026
Vi udfører opgaverne der, hvor det giver mest værdi. Derfor vil du sammen med kollegerne have et fast arbejdssted men også have mulighed for at arbejde hjemmefra. Løn og ansættelsesvilkår tager udgangspunkt i gældende overenskomst med mulighed for forhandling.
Send din ansøgning, CV samt uddannelsesbeviser online via linket her på siden senest
23. april. Samtaler forventes at blive afholdt i uge 18.
Vi glæder os til at få dig med på holdet!
Om CIMT - din nye arbejdsplads Som Danmarks største offentlige sundhedsteknologiske virksomhed med et årligt budget på 1,8 mia. kr. og godt 1.000 medarbejdere repræsenterer og hylder vi en stor mangfoldighed.
Vores mission er at være hospitalernes partner. Hos os handler digitalisering om liv. Derfor er kravene til os store. Ikke mindst dem, vi sætter for os selv. Mange af vores leverancer præsteres på tværs af faglige og organisatoriske skel, og i et stærkt økosystem leverer vi bl.a. løsninger til de nye supersygehuse, robotteknologi til kirurgi, fuldautomatiserede laboratoriesystemer samt diagnostik, der i stigende grad baseres på kunstig intelligens.
Bliv klogere på
hverdagen i CIMT – og se hvad vi brænder for, og hvad vi leverer.