Teamleder til Ledelse & Økonomi i Ankestyrelsen i København - Team Ledelse

fuldtid
Teamleder til Ledelse & Økonomi i Ankestyrelsen i København - Team Ledelse
  • Ankestyrelsen
  • Teglholmsgade 3, 2450 København SV
Har du mod på faglig ledelse og blik for, hvordan ledelsesinformation og data kan sætte retning i en stor, politisk styret organisation? Har du erfaring med at arbejde tæt på direktion og departement – og lyst til at lede et stærkt fagligt team?

Så søger Ankestyrelsen en teamleder til Team Ledelse i stabskontoret Ledelse og Økonomi.

Hvem er vi?

I Ankestyrelsen afgør vi borgernes sager – godt og vel 50.000 om året. De handler blandt andet om børn, beskæftigelse, arbejdsskader og personer med handicap. Vi laver også undersøgelser og analyser.

Vi arbejder målrettet på at nedbringe vores sagsbehandlingstider og levere afgørelser af høj kvalitet, som understøtter retssikkerheden for borgerne. Det gør vi bl.a. ved løbende at implementere og justere modeller for effektiv sagsproduktion, brug af nye teknologier og ved at understøtte den lokale ledelse i vores juridiske kontorer. Derudover har vi en central opgave i at producere viden, så den kan bruges til at højne kvaliteten af den juridiske sagsbehandling i bl.a. kommunerne.

Som teamleder for Team Ledelse får du en central rolle i at gennemføre den dagsorden.

Ledelse og Økonomi

Du bliver en del af et stabskontor – Ledelse og Økonomi – der arbejder tæt sammen med direktionen, styrelsens chefer og vores departement. Vi arbejder med direktionsbetjening, lovhøringer og folketingsbesvarelser, ledelsesinformation, projektstyring, mål- og resultatstyring, sagsstatistik, økonomi, presse og kommunikation.

Team Ledelse

Du bliver ansvarlig for den faglige ledelse af et team på fire akademiske medarbejdere. Teamets opgaver er blandt andet:

  • Udvikling og drift af interne styringsredskaber til Ankestyrelsens sagsproduktion - herunder sagsprognoser og mål for huset. Her er det et centralt mål for os, at vi udvikler os og løbende finder nye måder, hvorpå sagsbehandlingstiden kan nedbringes uden at give køb på kvaliteten af vores afgørelser
  • Intern og ekstern sagsstatistik og ledelsesinformation
  • Større faglige, politiske og strategiske projekter og opgaver, fx Ankestyrelsens statistikbank; Talportalen, der samler og visualiserer udvikling, omgørelser og stadfæstelser i vores mange afgørelser
  • Ledelsesinformation til Ankestyrelsens direktion og chefer
  • Bidrag med data om Ankestyrelsens sagsbehandling, fx til folketingsspørgsmål, pressehenvendelser og i den løbende dialog med departementer, kommuner og øvrige interessenter.
Din profil

Vi forventer, at du har en samfundsfaglig akademisk uddannelse, fx cand.polit., cand.oecon eller cand.scient.pol., og betydelig erfaring fra kommunale, regionale og/eller statslige organisationer.

Dine vigtigste kompetencer er, at du:

  • har talent for faglig ledelse af fagligt dygtige og engagerede medarbejdere
  • trives og tager ansvar i et travlt miljø med mange deadlines
  • har strategisk tæft, og er god til at samarbejde på tværs af organisationer, kontorer og fagligheder
  • har mod på at lede både nedad og opad og eksempelvis sparre med både direktion og Ankestyrelsens chefgruppe om bl.a. sagsproduktion
  • har udpræget politisk og organisatorisk forståelse fra politisk ledede organisationer
  • finder udviklingsmuligheder, bl.a. ved brug af nye digitale teknologier, og trives også med den daglige drift
  • er en dygtig kommunikator i både skrift og tale.
Vi tilbyder

  • en central position tæt på direktion og politiske beslutningsprocesser
  • mulighed for at sætte tydeligt præg på Ankestyrelsens styring og ledelsesinformation
  • at du bliver en del af kontorets ledelsesgruppe, der består af to øvrige teamledere, en souschef og en kontorchef
  • en ledelse, der har tillid til din faglighed og dømmekraft, og som prioriterer din udvikling
  • gode kolleger, der lægger vægt på at have det rart sammen - også når vi har travlt.
Er du vores nye teamleder?

Så glæder os til at modtage din ansøgning senest d. 15. marts 2026.
Vedhæft CV og eksamensbevis fra både bachelor- og kandidatuddannelse – samt eventuelle andre relevante dokumenter.

Det praktiske

Vi forventer at holde samtaler i uge 12 og andensamtaler i uge 13.

Der vil være en case forud for første samtale.

Du ansættes som chefkonsulent efter overenskomsten for akademikere i staten.
Ansættelsesområdet er Social- og Boligministeriet med tilhørende institutioner.

Dit arbejdssted er på Ankestyrelsens lokation i København, Teglholmsgade 3, 2450 København.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Morten Starch Lauritsen på 40 77 74 10 eller souschef Anna Olejasz Lyneborg på 61 89 76 39.
Du søger stillingen via linket på siden.



Ankestyrelsen værdsætter mangfoldighed og ser forskellighed som en styrke. Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge – uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund.

Log ind