fuldtid
Teamleder til komplekse jernbaneundersøgelser
Vil du have ansvar for forundersøgelser af store infrastrukturprojekter og bidrage til den grønne omstilling? Og kan du bevare overblikket i en hverdag, hvor fremdrift i komplekse projekter, stakeholder management og motivation af medarbejdere skal gå op i en højere enhed? - så skal du kigge nærmere her.
Banedanmark er en af Statens største styrelser, som hver dag sikrer, at Danmarks jernbane udvikles, driftes og vedligeholdes.
På hovedkontoret ved Dybbølsbro i København sidder sektionen Anlægsudvikling, hvis fornemmeste opgave er at oversætte idéoplæg og kommissorier til konkrete beslutningsoplæg, der giver politikerne grundlag for at træffe beslutninger om udformningen af fremtidens jernbane.
Du bliver en del af en ledergruppe bestående af sektionschefen og i alt fire teamledere fordelt på tre projektteams og et politisk supportteam, som alle arbejder tæt sammen om at løse sektionens opgaver. Hvert team består af mellem 7 og 10 medarbejdere.
Vi søger en teamleder til et af de tre projektteams.
“I vores ledergruppe er det vigtigt at vi har det sjovt sammen og bruger tid på sparring i hverdagen. Vi løser en fælles opgave, og alle byder ind med gode løsninger, ligesom vi støtter hinanden på tværs af teams" - Sektionschef Dina Juell-Sundbye
Opgaver i krydsfeltet mellem ledelse, projektledelse og politisk betjening
I rollen som teamleder får du et centralt ansvar for både teamets leverancer og medarbejdernes faglige udvikling og trivsel. Du motiveres af at skabe resultater gennem andre og samtidig være tæt på den tekniske faglighed, så du sikrer, at projekterne leveres til tiden, i høj kvalitet og inden for de økonomiske rammer.
Du får en central rolle i et komplekst netværk, hvor teamets resultater afhænger af gode relationer til både interne og eksterne partnere. Derfor er det vigtigt, at du formår at opbygge tillidsfulde relationer og navigere sikkert i interessenthåndtering på tværs af organisationer.
I hverdagen har du ansvaret for at planlægge og prioritere teamets opgaver, samtidig med at du yder faglig sparring og sikrer kvaliteten i leverancerne. Du skaber struktur, overblik og fremdrift – også når opgaverne er mange og komplekse.
Projekterne er kendetegnet ved en stor politisk bevågenhed. Du skal derfor kunne arbejde i en kontekst, hvor fremdrift og resultater løbende følges tæt af både direktion, ministerium, kommuner og interesseorganisationer. Det kræver, at du har et sikkert overblik, kan træffe beslutninger og fastholde fokus på at nå målene inden for de aftalte rammer.
Teamleder der kan sikre nærværende ledelse og samarbejde på tværs
Vi søger en person med solid projektledererfaring og evne til at gennemføre opgaver til tiden og inden for rammerne. Har du samtidig erfaring med personaleledelse, er det en klar fordel. Du har en relevant uddannelsesbaggrund f.eks. som ingeniør eller inden for kommunikation, samfundsvidenskab eller den politiske verden – og du trives i krydsfeltet mellem faglighed, samarbejde og strategi.
Du motiveres af at forstå kompleksiteten i projekterne og har interesse i at dykke ned i den tekniske faglighed. Du stiller nysgerrige og kvalificerede spørgsmål og tager ansvar for leverancerne – for du ved, at overblik og indsigt er afgørende for at skabe resultater.
Du medvirker til at fremme samarbejdet på tværs af sektionen og organisationen. I en matrixstruktur, hvor medarbejdere arbejder på tværs af projekter og teams, formår du at skabe klarhed, retning og sammenhæng, også når ansvarsfladerne er komplekse.
Som leder evner du at navigere i alle retninger både opad, nedad og på tværs. Du sikrer fremdrift og rettidig omhu gennem tydelig prioritering, løbende opfølgning og strukturerede arbejdsformer som tavlestyring samt tæt dialog med både projekter og teamlederkolleger. På den måde er du med til at sikre, at leverancerne afleveres til tiden og i høj kvalitet uden unødige forsinkelser.
Erfaring fra eller forståelse for politisk styrede organisationer er en fordel og vil styrke din evne til at navigere i en hverdag, hvor beslutninger og fremdrift ofte sker i et samspil mellem mange interessenter.
Din nye afdeling er fyldt med gode kolleger og spændende projekter
Du bliver en del af sektionen Anlægsudvikling, som ligger i Banedanmarks planlægningsområde. Sektionen har ca. 50 medarbejdere. Udover projektledere, som udgør ca. halvdelen af medarbejderstaben, rummer sektionen mange andre fagligheder.
Tilsammen bidrager alle til at levere solide beslutningsgrundlag for vores projekter og hjælper i øvrigt på tværs af organisationen med andre opgaver. Vi har fokus på trivsel og kompetenceudvikling, og det er vigtigt for os, at alle har lyst til at sikre den daglige trivsel og er medvirkende til at højne det faglige niveau. Udover det faglige har vi fokus på at sikre et godt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden og har let til grin og smil.
Vi lægger vægt på god ledelse. For at sikre den konstante udvikling af ledelseskompetencerne i Banedanmark gennemfører vi løbende udviklingsforløb, hvor du vil møde ledere fra andre områder. Der er her mulighed for at netværke og erfaringsudveksle og sikre et godt fællesskab omkring god ledelsespraksis.
Banedanmark kan desuden tilbyde fitnessrum, gode kantineforhold, mulighed for at arbejde hjemmefra i perioder, hvor opgaverne tillader det.
Vores kontor ligger 2 minutter fra Dybbølsbro station. Hvis du i stedet ønsker at tage bil eller cykle på arbejde i stedet for er der også gode mulighed for at parkere i tørvejr.
Løn
Som akademiker ansættes du som chefkonsulent med personaleansvar efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC.
For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/STAT, Danmark. Stillingen er placeret i løngruppe 4.
For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer samt at der tilkommer pension i henhold til overenskomsten.
Information og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Oliver Graner Sæbye på tlf. 21 38 52 27.
For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stillingen” og følger instruktionerne. Vi planlægger med at afholde samtaler i uge 17
Vi ser frem til at høre fra dig.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.