Har du mod på ledelse og erfaring med uddannelsespolitik? Center for Forberedende tilbud, Erhvervs- og Voksenuddannelser i Børne- og Undervisningsministeries departement søger en teamleder med personaleansvar med ansvaret for 6-8 medarbejdere. Din rolle bliver at samle, lede og udvikle dygtige og ambitiøse medarbejdere og bidrage til politikudviklingen og ministerbetjeningen på området. Om arbejdsopgaverne Som vores nye teamleder med personaleansvar får du sammen med kontorchefen på området ansvaret for opgaver vedrørende det forberedende område (bl.a. kommunal ungeindsats, FGU, STU) samt voksen- og efteruddannelsesområdet. Der må forventes løbende justeringer af opgaveporteføljen afhængig af omfang og tyngde af øvrige implementerings- og politikområder.
Du får selvstændigt personaleansvar for 6-8 medarbejdere og herudover ansvar for:
- at bidrage til ministerbetjening og politikudvikling af de konkrete områder,
- at have overblik over udviklingen og udfordringerne på dit område,
- løbende udvikling af centrets opgaveløsning, samt
- at sikre et stærkt samarbejde internt på ministerområdet og eksternt med sektoren og andre ministerier.
Om dig Vi søger en engageret og ambitiøs leder, der kan drive både fagområdet og medarbejderne fremad. Vi lægger herudover vægt på, at afdelingens samlede chefgruppe kan supplere hinanden fagligt, og du skal derfor være klar på at samarbejde på flere niveauer og i forskellige sammenhænge.
Vi ser gerne, at du:
- Har en relevant akademisk uddannelse fx cand.jur, cand.scient.pol., cand. polit. eller anden samfundsvidenskabelig uddannelse.
- Har erfaring fra en statslig arbejdsplads eller en anden politisk styret organisation og har politisk tæft og personlige gennemslagskraft.
- Er lydhør og har evne til at indgå i dialog med mange forskellige interessenter på forskellige organisatoriske niveauer.
- Er god til at sætte retning og prioriterer løbende feedback og tydelig kommunikation til medarbejdere.
- Har overblik og evne til at prioritere blandt opgaver i en travl hverdag.
- Har gode kommunikative evner såvel mundtligt som skriftligt.
- Kan være med til at sikre et konstruktivt, tværgående samarbejde med andre afdelinger og styrelser i ministeriet og andre ministerier.
Kendskab uddannelsesområdet er en fordel, men ikke et krav.
Om Center for Forberedende tilbud, Erhvervs- og Voksenuddannelser Center for Forberedende tilbud, Erhvervs- og Voksenuddannelser er placeret i Børne- og Undervisningsministeriets departement. Centerets opgaver spænder over opgaver med politikudvikling og politisk betjening af minister og Folketing samt trepartsdrøftelser med arbejdsmarkedets parter inden for erhvervs- og voksenuddannelsesområdet samt det forberedende område.
Vores nuværende hovedopgaver er at sikre en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne i Danmark, skabe gode rammer for den forberedende grunduddannelse (FGU), øge anvendelse af voksen- og efteruddannelse samt udvikle et nyt landskab af ungdomsuddannelser og almene voksenuddannelsestilbud i lyset af etableringen af den nye gymnasiale ungdomsuddannelse (epx). Det indebærer lige nu blandt andet en række opgaver med forberedelse, implementering og opfølgning på politiske aftaler, herunder trepartsaftaler inden for ansvarsområdet.
Vi er 17 medarbejdere i Center for Forberedende tilbud, Erhvervs- og Voksenuddannelser.
Løn- og ansættelsesvilkår Du bliver ansat som chefkonsulent med personaleledelse efter AC-overenskomstens bilag 4a indgået mellem staten og Akademikerorganisationerne. Der er mulighed for at forhandle et kvalifikationstillæg afhængig af kvalifikationer.
Ansættelsen er med tiltrædelse 1. august 2025 eller snarest muligt.
Arbejds- og tjenestestedet er indtil videre Frederiksholms Kanal 25, 1220 København K.
Vil du vide mere? Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Katrine Tarp (25442738) eller afdelingschef Marie Juel Bech Nielsen (33925255)
Du kan læse mere om Børne- og Undervisningsministeriet på
www.uvm.dk.
Sådan søger du Send din ansøgning, cv og eksamensbevis senest den 15. juni 2025. Du søger stillingen ved at klikke på boksen ”søg stillingen” i højre side.
Vi forventer at holde samtaler i uge 25 og 26. Der kan forekomme test som en del af rekrutteringsprocessen.