Sygeplejerske søges til at indgå i den kliniske retsmedicin på Retslægelig afdeling, Retsmedicinsk institut, Syddansk Universitet

fuldtid
Sygeplejerske søges til at indgå i den kliniske retsmedicin på Retslægelig afdeling, Retsmedicinsk institut, Syddansk Universitet
  • Syddansk Universitet
  • Campusvej 55, 5230

Retslægelig Afdeling, Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet søger en sygeplejerske med børne/unge erfaring, gerne sundhedsplejerske, til at indgå i afdelingens arbejde med børn og unge udsat for overgreb. Der er tale om en 4-årig fuldtidsstilling. Arbejdstiden vil typisk være i dagtiden, dog vil der på grund af arbejdets art være behov for en vis fleksibilitet. Stillingen ønskes besat 01.01.2026 eller snarest derefter.

Om jobbet
I de seneste fem år har Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet, i et tværsektorielt samarbejde med Københavns politi og Børnehus Hovedstaden, afprøvet en praksis, hvor børn som videoafhøres på mistanke om fysisk vold, systematisk bliver retsmedicinsk undersøgt, hvorved deres skader og fysiske sundhed dokumenteres. Denne intervention har i det seneste års tid ligeledes været afprøvet i Børnehus Midt/Herning og skal nu implementeres nationalt. Der er afsat penge på finansloven til denne udrulning over en 4-årig periode (2026-2029) og vi søger en sygeplejerske, som kommer til at spille en koordinerende rolle i forbindelse med den nationale implementering og derudover indgå i den daglige drift i afdelingen.

Sygeplejerskens arbejdsområde vil blandt andet bestå af support og dokumentation ved de retsmedicinske børneundersøgelser i børnehusene med fokus på kontakten til de undersøgte samt at bidrage til vurderingen af deres sundhed og trivsel. 
Det overordnede formål er at bidrage til større retssikkerhed for børnene samt at skabe bedre betingelser for deres videre liv, ved at der tages ordentligt hånd om deres fysiske og psykiske helbred.
Sygeplejersken vil være ansat til i størstedelen af tiden at assistere til de retsmedicinske undersøgelser af børn og unge samt varetage selvstændige opgaver relateret hertil, men der vil også være mulighed for at deltage i andre opgaver på afdelingen f.eks. undersøgelse af voksne ofre og sigtede samt evt. obduktioner.

Sygeplejersken vil indgå i et tæt samarbejde med teamet omkring den nationale implementering af de systematiske retsmedicinske undersøgelser og vil desuden skulle samarbejde med medarbejdere fra bl.a. Børnehus Syd og Politiet.

Sygeplejersken vil i det daglige arbejde overvejende skulle fungere på Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet i Odense og i Børnehus Syd i Odense og Esbjerg, men til en vis grad også andre steder udenfor Retsmedicinsk Institut, afhængigt af hvor undersøgelserne finder sted. Der vil stilles kontorplads til rådighed på Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet i Odense.

Om afdelingen
På Retslægelig Afdeling, som er en del af Retsmedicinsk Institut på Syddansk Universitet, løser vi opgaver, som rekvireres af politi, domstole m.fl. Vi foretager f.eks. retslægelige obduktioner samt kliniske retsmedicinske undersøgelser, herunder også af børn og unge, for politikredsene på Fyn og i Syd- og Sønderjylland.

Det er væsentligt, at ansøger er til detaljeorientering og kan demonstrere præcision, pålidelighed og en høj grad af uvildighed i arbejdet af hensyn til retssikkerheden, og det rekvirerede arbejde på den Retslægelige Afdeling. Afdelingen er akkrediteret i henhold til DANAK-standarden ISO 17020.

Vi er ca. 40 medarbejdere på Retsmedicinsk Institut, som omfatter læger, retskemikere, laboranter, bioanalytikere, retsmedicinske teknikere, antropologer, sekretærer og serviceassistenter. Læs mere om instituttet på https://www.sdu.dk/da/om-sdu/institutter-centre/retsmedicinsk-institut

Primære arbejdsopgaver
•    Koordinering af retsmedicinske undersøgelser med Børnehuset, Center for Voldtægtsofre, Socialpædiatrisk Ambulatorium, Odense Universitetshospital, Politiet og Retsmedicinsk Institut
•    Skabe kontakt med børn og unge, der skal undersøges, samt assistere retsmedicinerne ved retsmedicinske undersøgelser af børn og unge i Børnehuset, på Center for Voldtægtsofre eller andre afdelinger på Odense Universitetshospital
•    Dokumentere og indsamle data fra retsmedicinske undersøgelser
•    At udføre administrative og praktiske opgaver i forbindelse med udviklingsprojekter
•    At koordinere og deltage i tværsektorielle sagssamråd i Børnehusene
•    At vejlede politiet om hvilke relevante oplysninger, der skal indhentes om behandlingsforløb og undersøgelser forud for den retsmedicinske undersøgelse (udreder-rolle)
•    Koordinerende rolle i forhold til evt. underretninger til de sociale myndigheder
•    Assistere til øvrige personundersøgelser (og evt. obduktioner) på Retsmedicinsk Institut
 

Kvalifikationer
•    Uddannet sygeplejerske/sundhedsplejerske med erfaring med børn især i alderen 4-14 år
•    Erfaring med forskningsprojekter og/eller projektledelse, men ikke et krav
•    Gode relationelle kompetencer i forhold til især børn men også voksne
•    Et fagligt højt engagement
•    Erfaring med tværfagligt – og gerne tværsektorielt samarbejde
•    Har lyst til og gerne erfaring i, at arbejde objektivt, struktureret og detaljeret
•    Har godt overblik samt kan planlægge og arbejde selvstændigt
•    Erfaring med at arbejde med mennesker i sårbare situationer
•    Gode formidlingsevner
•    Taler og skriver flydende engelsk
•    Som person har du gode samarbejdsevner, er imødekommende og evner at bidrage til et godt arbejdsmiljø
•    Indhentelse af en tilfredsstillende straffeattest og en børneattest er en forudsætning for ansættelse i stillingen
 

Vi tilbyder

•    En 4-årig tidsbegrænset, vagtfri stilling med en 37 timers arbejdsuge med mulighed for forlængelse
•    En spændende stilling, hvor du vil spille en vigtig rolle i den nationale implementering af retsmedicinske undersøgelser af børn ved mistanke om vold i nære relationer, og herved bidrage til udvikling af en bedre tværsektoriel praksis til gavn for børn og unge der har været ofre for vold
•    En stilling, hvor du indgår i et tæt samarbejde med interne og eksterne kollegaer og samarbejdspartnere, herunder landets Børnehuse, Politikredse og Retsmedicinske Institutter 
•    En afdeling med dygtige og engagerede kollegaer, der brænder for det retsmedicinske speciale
•    Mulighed for deltagelse i konferencer og videreuddannelse
•    Psykologisk støtte
•    Fleksibilitet, herunder mulighed for hjemmearbejdsdage

Løn og ansættelsesforhold

Stillingen besættes efter gældende overenskomst for Sygeplejersker i Staten med mulighed for at forhandle kvalifikationstillæg.

Spørgsmål og ansøgning

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Speciallæge i Retsmedicin Mette Schou på telefon 65504971 eller Retsmedicinsk Institut 65503000.

Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.

Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF format.

Følgebrev og CV må max. fylde 5 Mb. 

Vejledning i forbindelse med ansøgning findes her.

Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist: 31. december 2025

Ansøgere, der indbydes til samtale, vil blive bedt om at medbringe en nyudstedt straffeattest, der kan bestilles på borger.dk.

Om SDU
Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.

Log ind