Supervisorer til Publikumsservice i DR Koncerthuset

fuldtid
Supervisorer til Publikumsservice i DR Koncerthuset
  • DANMARKS RADIO DR-Byen
  • Emil Holms Kanal 20, 2300 København S
DR Koncerthuset er et levende hus med omkring 400 arrangementer og 350.000 gæster om året. Her mødes klassiske koncertgæster, tv-produktioner, rytmiske koncerter og events – og det stiller høje krav til både planlægning, drift og værtskab.

En markant del af vores gæsteoplevelse tegnes af vores område ”Publikumsservice”, hvor både serviceringen af vores gæster og sikkerheden er forankret. Her søger vi nu to fuldtidssupervisorer, der sammen med teamleder og det øvrige supervisorteam skal sikre, at både medarbejdere og gæster oplever et professionelt, trygt og imødekommende koncerthus – hver dag.

Som supervisor har du det operationelle ansvar for gulvet og driften på dagen. Du leder det timelønnede team under arrangementer og koncerter og sikrer, at både service, sikkerhed og afvikling spiller – fra dørene åbner, til sidste gæst er ude. Du er beslutningstager i driftssituationen, ansvarlig for at teamet leverer, og den, der skaber ro, retning og kvalitet, når tempoet er højt.

Stillingerne er fuld tid, og indeholder ca. 60-70 % af din arbejdstid er på gulvet sammen med gæsterne ved koncerter og arrangementer., de fleste som supervisor på gulvet. Arbejdstiden følger aktivitetsniveauet i huset, og i travle perioder vil der være flere timer, som afspadseres i roligere perioder.

Vi søger to forskellige profiler med hver sit primære fokus – og med tæt samarbejde i hverdagen.

Supervisor – planlægning, løn og administration

Er du typen, der elsker struktur, overblik og systemer der spiller?
Så er det måske dig, der skal være den, der får hverdagen til at hænge sammen.

Du får, udover dine vagter på gulvet, ansvaret for planlægning og løn for vores timelønnede medarbejdere og bliver en central spiller i at sikre, at driften fungerer effektivt og bæredygtigt.

Dine opgaver:

  • Vagtplanlægning og bemanding
  • Lønafregning og deltagelse ved implementering af nyt lønsystem
  • Administrative opgaver omkring drift og planlægning
  • Optimering af ressourceforbrug
  • Tæt samarbejde med teamleder og øvrige supervisorteam


Du trives med ansvar, detaljer og deadlines – og motiveres af at skabe struktur i en hverdag med mange bevægelige dele.



Supervisor – medarbejdere, træning og værtsskab

Har du naturlig autoritet, stærk situationsfornemmelse og lyst til at arbejde med mennesker i praksis?
Så er det måske dig, vi søger til at styrke vores værtskab og medarbejderteam.

Udover dine vagter på gulvet, får du en central rolle i at udvikle, støtte og følge op på vores timelønnede medarbejdere og skal være en synlig og tydelig supervisor i driften.

Dine opgaver:

  • Oplæring og træning af medarbejdere
  • Løbende feedback, trivsel og fastholdelse
  • Udvikling af processer, værtskab og servicekultur
  • Opfølgning på fejlmeldinger og forbedringsforslag
  • Tydelig ledelse i driftssituationer
  • Tæt samarbejde med teamleder og øvrige supervisorteam


Mange af opgaverne løses i forbindelse med koncerter og arrangementer, hvor du er tæt på både medarbejdere og gæster.

Vi leder efter en profil med energi, drive og gennemslagskraft – som kan sætte retning og skabe respekt på en ordentlig og professionel måde.



Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring fra service-, kultur- eller oplevelsesbranchen
  • Gerne har en uddannelsesbaggrund som f.eks. service- og oplevelsesøkonom
  • Har gode IT-kompetencer og er fortrolig med at arbejde i forskellige systemer (fx Outlook, planlægningsværktøjer m.m.)
  • Tager ansvar og arbejder selvstændigt
  • Gerne har erfaring med udvikling eller implementering af værtsskabspraksis og træningsplaner
  • Har overblik og kan bevare roen når tempoet er højt
  • Er tydelig i din kommunikation og god til mennesker
  • Trives i et miljø med stor forskellighed i både gæster og kolleger


Vores medarbejdergruppe spænder bredt i alder og erfaring, og vi ser diversitet som en styrke. Det vigtigste er, at du kan navigere naturligt i et team med mange forskellige personligheder og skabe en god og professionel kultur omkring dig.



Vi tilbyder

En hverdag i et af Danmarks mest levende koncerthuset, hvor ikke to dage er ens. Du får stor indflydelse på din egen hverdag og bliver en del af et team, hvor samarbejde, ansvar og arbejdsglæde vægtes højt.

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med 3F København
Arbejdssted: DR Koncerthuset, DR Byen.

Tiltrædelse: Hurtigst muligt, men vi venter gerne på den rigtige
Ansøgningsfrist: 27. marts 2026

Spørgsmål kan rettes til teamleder Charlotte Hulkvist på cmh@dr.dk.

DR ønsker at afspejle samfundet og opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, baggrund og erfaring.

Log ind