Studieadjunkt med forankring i fagets praksis til Arkitektskolen Aarhus

deltid
Studieadjunkt med forankring i fagets praksis til Arkitektskolen Aarhus
  • Arkitektskolen Aarhus
  • Exners Plads 7, 8000 Aarhus C

Vil du være med til at uddanne og udvikle fremtidens arkitekter, der tager ansvar for kommende landskaber, byer og bygninger i en tid præget af forandring og økologisk krise? Hvor de studerende udvikler forestillingsevnen som en drivkraft for en smuk og ansvarlig arkitektur?


Har du lyst til at arbejde i stærke, flerstemmige fællesskaber, hvor undervisning, forskning og praksis mødes? Hvor samarbejde på tværs af fagligheder, generationer og perspektiver er afgørende for at skabe arkitektur, der er bæredygtig, inkluderende og forankret i virkeligheden?


Så læs meget gerne med herunder.


Arkitektskolen Aarhus opslår et studieadjunktur. Der er tale om en deltidsstilling med fokus på undervisning på bacheloruddannelsens første studieår.


Arkitektskolen Aarhus uddanner arkitekter på højeste niveau og er en af Europas mest ansete arkitektskoler. Skolens fundament har rod i en skandinavisk arkitekturtradition. Igennem kritisk refleksion og en eksperimenterende praksis, hvor udforskning af materialer, metoder, håndværk og teknologier står helt centralt, ønsker vi at bidrage aktivt til udviklingen af arkitekturens felt og til samfundet som helhed.


Vi søger dygtige arkitekter med erfaring fra både undervisning og praksis, der kan bidrage til at udvikle uddannelsen med udgangspunkt i pædagogik og didaktik inden for skolens overordnede målsætninger.


Ansøgere til stillingen forventes at deltage i videreudviklingen af arkitektuddannelsen og sikre det begrebslige, arkitektfaglige og metodiske grundlag. Dette grundlag sikrer skolens studerende en robust og fagligt ambitiøs start på uddannelsen og er forudsætningen for, at Arkitektskolen Aarhus også i fremtiden kan uddanne stærke kandidater.


Vi ønsker stillingen besat fra den 1. september 2026 eller hurtigst muligt derefter.

 

Stillingen

Studieadjunkturet er en tidsbegrænset undervisningsstilling på deltid med arbejdssted på Arkitektskolen Aarhus og indbefatter:

  • Ugentlig undervisning på bacheloruddannelsens første studieår
  • Udvikling af undervisning, herunder introduktionsøvelser, atelierundervisning og kurser i samarbejde med kolleger
  • Deltagelse i generelle opgaver til gavn for skolen som helhed, herunder bedømmelser, optag af nye studerende samt andre udviklingsprojekter på institutionsniveau

Ansættelsen er tidsbegrænset til fire år med mulighed for forlængelse.  

Som udgangspunkt er stillingen 18,5 timer pr. uge (50 % af fuldtidsstilling), men der er mulighed for at aftale det endelige timetal nærmere i ansættelsesprocessen. I forbindelse med ansættelsen kan studieadjunkten kvalificere sig til bedømmelse som studielektor.

Løn og ansættelsesvilkår efter AC-fællesoverenskomsten.

 

Dine kvalifikationer

Arkitektskolen Aarhus søger en visionær kollega med erfaring og høj faglighed. Vi vægter gode pædagogiske evner og forankring i fagets praksis, samt evne og lyst til at formidle og samarbejde.

Det forventes ligeledes, at ansøgere har sproglige forudsætninger for at kunne varetage undervisning på dansk og kan formulere sig klart inden for fagområdet på dansk og engelsk i både skrift og tale.

Ansøgere forventes derudover at kunne dokumentere:

  • Kandidatgrad fra en anerkendt arkitektuddannelse
  • Undervisningserfaring inden for fagområdet
  • Minimum tre års erfaring fra arkitektpraksis og/eller relevant uddannelsesinstitution

 

Hvad vi tilbyder

På Arkitektskolen Aarhus tilbyder vi et kreativt og innovativt forsknings- og undervisningsmiljø, baseret på et vidensgrundlag, som er funderet i den kunstneriske tradition.

Som ansat på Arkitektskolen Aarhus vil du komme til at indgå i mange kollegiale sammenhænge, både i større og mindre grupper. Vi tror på, at vi med gensidig anerkendelse og fokus på samarbejde kan skabe de bedste rammer for en attraktiv og levende arbejdsplads. Vi vægter den faglige trivsel højt og arbejder målrettet for dette både for medarbejdere og studerende. Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold.


Yderligere information

Spørgsmål om stillingen kan rettes til studielederne for Bacheloruddannelsen:

  • Claudia Carbone
  • Rune Christian Bach
  • Anders Kruse Aagaard

 

Ansøgningsfrist og ansættelsesprocedure

Ansøgningsfristen er mandag den 25. maj 2026, hvor ansøgningen skal være modtaget digitalt via vores rekrutteringssystem Varbi.

Sammen med din ansøgning skal du uploade:

  • Kopi af bevis for beståede eksaminer på kandidatniveau
  • CV
  • Portfolio med udvalgte eksempler på din professionelle praksis (max 20 MB)

I forbindelse med samtalen kan der blive indhentet referencer på den kandidat, som vi forventer at tilbyde ansættelse til.

Bemærk venligst, at stillingen bliver slået op og vil blive besat i overensstemmelse med Bekendtgørelse om stillingsstruktur for kunstnerisk og videnskabeligt personale ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen Aarhus samt Designskolen Kolding.


Shortlisting

Arkitektskolen Aarhus benytter sig af shortlisting. Shortlisting betyder, at kun de ansøgere, der ud fra en samlet vurdering bedst matcher skolens behov, sendes videre til en faglig bedømmelse. Sorteringen sker i henhold til stillingsopslagets formelle og faglige krav til ansøgerne. Alle ansøgere vil blive informeret om, hvorvidt deres ansøgning er blevet shortlistet til bedømmelse.

Derefter vil et bedømmelsesudvalg gennemgå de udvalgte ansøgere i relation til den specifikke stilling.

 

 

Vores ambition

De globale forandringer, verden står midt i, kræver handling. På Arkitektskolen Aarhus uddanner og udvikler vi arkitekter, der tager ansvar for fremtidens landskaber, byer og bygninger.

Vi arbejder for en arkitektur, der er både smuk og ansvarlig – hvor æstetik og etik går hånd i hånd. Med forestillingsevnen som drivkraft styrker vi håbet, gentænker arkitekturens praksis og forbinder tid og sted gennem transformation.

I stærke, flerstemmige fællesskaber samarbejder vi på tværs af fagligheder for at udforske arkitekturens spændvidde og uddanne arkitekter, der tager vare på klimaet, naturen og mennesket – og som bidrager aktivt til samfundets udvikling.


Fælles om en smuk og ansvarlig arkitektur

 

Læs mere om skolen på aarch.dk 

Log ind