Studentermedhjælper til understøttelse af EU-produktregulering om miljømæssig bæredygtighed

deltid
Studentermedhjælper til understøttelse af EU-produktregulering om miljømæssig bæredygtighed
  • Energiadministration
  • c/o Energistyrelsen, Niels Bohrs Vej 8D, 6700 Esbjerg
Ønsker du en studierelevant stilling, og interesserer du dig for EU-regulering og den grøn omstilling, er du måske vores nye studentermedhjælper.

Om jobbet Vi søger en engageret studentermedhjælper, som har mod på at arbejde med EU-produktregulering, både selvstændigt og tværfagligt. Konkret drejer det sig om EU’s regulering om miljømæssig bæredygtighed (ecodesign) og energimærkning af energirelaterede produkter.

Opgaverne vil bl.a. omfatte

  • Besvarelse af henvendelser om EU-lovgivning fra danske markedsaktører
  • Udarbejdelse af vejledende materiale, herunder vejledninger og hjemmesidemateriale
  • Facilitering af mødeaktiviteter med offentlige og private samarbejdspartnere
  • Understøtte EU-forhandlinger af nye tekniske produktkrav
Vi tilbyder en spændende hverdag i en politisk styret organisation med høj faglighed. I dagligdagen bliver du en del af en enhed med dygtige og engagerede kolleger, hvor vi i et uformelt miljø arbejder med faglig sparring og kvalitet i opgaveløsningen.

Om dig Vi forestiller os, at du er i gang med en relevant samfundsvidenskabelig, juridisk eller teknisk videregående uddannelse og at du har, som minimum, 2 år tilbage af din uddannelse.

Vi forventer, at du:

  • formulerer dig klart og præcist i skrift og tale
  • er åben og nysgerrig på både de juridiske og tekniske aspekter inden for produktregulering
  • er struktureret, omhyggelig og organiseret
  • har gode samarbejdsevner og en servicemindet tilgang
  • har et udadvendt og positivt humør
Om os I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vi ser klimaforandringerne som den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor nye løsninger og en sikker forsyning tænkes sammen.

Produktteamet i Energistyrelsen er en del af enheden Industri og Erhverv og arbejder i krydsfeltet mellem national regulering og EU-regulering. Vi bidrager aktivt til udviklingen af nye produktkrav gennem deltagelse i EU-forhandlinger og teknisk reguleringsarbejde.

Vi er et mindre, fagligt stærkt team, hvor du får indblik i, hvordan regulering omsættes til konkrete krav med betydelige effekter for både danske virksomheder, forbrugere og det indre marked i EU.

Arbejdet er i høj grad internationalt. Foruden deltagelse i EU-samarbejde med Europa-Kommissionen og øvrige medlemslande, deltager vi i samarbejder under bl.a. Nordisk Ministerråd og Det Internationale Energiagentur (IEA), hvor vi er med til at udvikle og påvirke rammerne for fremtidens produkter.

Produktregulering er et globalt arbejdsfelt, og i teamet arbejder vi med problemstillinger, der rækker langt ud over Danmarks grænser.

Løn- og ansættelsesvilkår Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer om ugen, der kan tilrettelægges med fleksibilitet i forhold til undervisning og eksamen. Ansættelse ønskes snarest muligt efter ansøgningsfristen.

Ansættelse og aflønning sker i henhold til Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) samt organisationsaftale for kontorfunktionærer i statens tjeneste (HK).
Ansættelsesområdet er Energi- Forsynings- og Klimaministeriet med tilhørende institutioner.

Energistyrelsen ønsker at fremme ligestilling og alle kvalificerede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn eller alder opfordres til at søge stillingen.

Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til Anna Thestrup tlf. 33 92 75 97.

Sådan ansøger du Benyt funktionen "Søg stillingen" på stillingsopslaget. Din motiverede ansøgning med CV og evt. bilag skal være indtastet senest den 7. april 2026.

Kandidater, der inviteres til samtale, bliver kontaktet kort herefter.




Log ind