Studentermedhjælper til Ledelsessekretariatet i By- og Kulturforvaltningen

deltid
Studentermedhjælper til Ledelsessekretariatet i By- og Kulturforvaltningen
  • Odense Kommune
  • Nørregade 36, 5000 Odense C
Elsker du at lege med sproget og formidle de gode fortællinger? Er du god til at kommunikere til forskellige målgrupper på både interne og eksterne platforme? Og har du mod på alsidige understøttende opgaver? Kan du svare "ja" til de spørgsmål, så er du måske vores nye studentermedhjælper i By- og Kulturforvaltningen.

Dine opgaver
Vi søger en ny studentermedhjælper, som sammen med os kan være med til at løse både små og store kommunikations- og koordineringsopgaver og samtidig være klar til at gribe mange forskellige ad hoc-opgaver.

Du skal blandt andet være frisk på at:
  • redigere, udarbejde og opdatere indhold på intranet og hjemmeside
  • koordinere, understøtte og skrive taler og oplæg til rådmanden
  • planlægge og koordinere introduktionskurser for nye medarbejdere i forvaltningen
  • assistere med praktiske opgaver som f.eks. at printe materialer eller gå ærinder i byen
  • producere content til Facebook, LinkedIn og Instagram – gerne rettet mod en ung målgruppe
  • opsætte grafisk arbejde og spørgeskemaundersøgelser
  • læse korrektur og udarbejde forskellige tekstproduktioner.
Om dig og dine kvalifikationer
Vi forventer ikke, at du kan alt, når du begynder, men at du er åben og har lyst til at lære nyt og indgå i et professionelt arbejdsfællesskab.

Vi forestiller os, at du er:
  • i gang med en relevant kommunikationsrettet, humanistisk eller samfundsfaglig uddannelse på bachelorniveau
  • en god formidler, der skriver levende til målgruppen og har en god forståelse for visuel kommunikation
  • empatisk og evner at samarbejde med mange forskellige mennesker på tværs af faglighed
  • god til at skifte mellem mange forskellige opgaver
  • systematisk, effektiv og ikke bange for at tage fat der, hvor der er brug for en ekstra hånd.
Du bliver en del af Ledelsessekretariatet, som understøtter forvaltningens udvalg, ledere og medarbejdere med kommunikativ rådgivning, samarbejde med pressen og strategisk projekt- og procesunderstøttelse.

I Ledelsessekretariatet er vi 19 medarbejdere, som arbejder rigtig godt sammen og går seriøst til opgaverne. Samtidig holder vi meget af at bruge tid sammen med hinanden. Vi mødes altid rundt om frokostbordet, når kalenderen tillader det.  Men vi hygger os også efter fyraften med sommerfester, spisning, julefrokoster osv.

Som studentermedhjælper vil du referere til funktionslederen i Kommunikation og have et tæt samarbejde med de øvrige kollegaer i Ledelsessekretariatet.

Om os
I By- og Kulturforvaltningen arbejder vi med alt fra byudvikling, kulturelle begivenheder, drift af kommunens ejendomme til lokalplaner og erhvervsudvikling. Vi er derfor mange forskellige slags ansatte. Bibliotekarer, rengøringsassistenter, ingeniører og byggesagsbehandlere arbejder sammen om at skabe de bedste rammer for byen og understøtte en bæredygtig fremtid for Odense.

Med vores brede opgaveportefølje spiller vi i By- og Kulturforvaltningen en helt central rolle i Odenses udvikling. Vores fælles vision i forvaltningen er, at vi sammen skaber en by, man ikke vil gå glip af. By- og Kulturforvaltningen har nemlig en mission om at skabe smukke, attraktive og mangfoldige rammer for livet i Odense, og det gør vi ved at understøtte det levede liv i byen, og skubbe til virkelyst, vækst og vilkår, når vi udvikler byen.

Hvad kan vi tilbyde dig?
En arbejdsuge på 15 timer på en arbejdsplads med mange forskellige opgaver, der vil give et erfaringsgrundlag, som efter endt uddannelse kan bruges bredt i mange forskellige funktioner.

Du starter den 1. april 2026 eller efter nærmere aftale.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Niklas Bøgh Bonnemose på e-mail nikbb@odense.dk eller på 24 62 63 98 eller kommunikationskonsulent Dorte Eskesen på e-mail dbhr@odense.dk eller 21 12 34 08.

Det praktiske
Der er ansøgningsfrist den 18. februar 2026 og vi forventer at holde samtaler den 26. februar 2026.

For at komme i betragtning til stillingen, er det et krav, at du er studerende og indskrevet på en videregående uddannelse.


 

Log ind