Studentermedarbejdere til Copenhagen Centre for Health Research in the Humanities (CoRe)

deltid
Studentermedarbejdere til Copenhagen Centre for Health Research in the Humanities (CoRe)
  • KU - HUM - Fakultetet
  • Karen Blixens Vej 4, 2300 Kbh. S
CoRe er et tværvidenskabeligt forskningscenter ved SAXO-instituttet, Københavns Universitet, som beskæftiger sig med kulturanalytisk og historisk sundhedsforskning. Forskerne på CoRe har hovedsageligt faglige rødder i historie, etnologi og antropologi, og anvender etnografiske og historiske metoder til at undersøge hverdagsliv og sociokulturelle praksisser. Forskningscenteret huser både store interdisciplinære forskningsprojekter og mindre individuelle projekter inden for feltet Sundhedshumaniora. På CoRe arbejdes der desuden med brobygning mellem forskellige videnskabelige discipliner samt mellem universitetet og andre samfundsaktører såsom private virksomheder og kommuner. Du kan læse mere om CoRe på http://core.ku.dk/.



Arbejdsopgaver

Som studentermedhjælper bliver du knyttet til centeret samt enten forskningsprojektet Den Sunde Hud: Kulturteoretiske udforskninger af menneskets synlige organ (PI prof. Astrid Jespersen) eller Ensomhedens Æstetik (PI prof. Mikkel Bille)

Projektet Den Sunde Hud undersøger historiske og aktuelle forståelser af hudsundhed og hudpleje med fokus på afgørende sammenhænge mellem videnskabelige, kommercielle og dagligdags-hudplejepraksisser. Gennem etnografisk feltarbejde undersøges hudpraksisser i relation til de dominerende diskurser, medicinske, teknologiske og dagligdagspraksisser, der definerer den kulturelle forståelse af og engagement i hudsundhed.

Projektet Ensomhedens Æstetik undersøger æstetikkens rolle i oplevelsen af og håndteringen af ensomhed i hverdagen. Det følger midaldrende voksne, der bor alene i Storkøbenhavn, for at forstå, hvordan æstetik påvirker deres følelser af ensomhed i hjemmet og i offentlige rum.

Som studentermedhjælp vil dine opgaver primært bestå i at hjælpe med driften af centeret, herunder praktisk hjælp så som oprydning, frugtordning, arrangering af møder, seminarer o. lign., biblioteksarbejde, og kommunikationsopgaver mm. Herudover vil der være transskriberings- og analyseopgaver, samt hjælp til litteratursøgning.



Din profil

Vi søger engagerede og dygtige studerende (evt. på kandidatniveau eller BA-studerende på tredje år) med gode organisatoriske og administrative evner fra etnologi, MACA eller andre kulturanalytiske uddannelser. Har du en interesse for humanistisk sundheds- og aldringsforskning er det en fordel, men ikke et krav. Vi ser gerne, at ansøgere har minimum et år tilbage af deres uddannelse.



Vi tilbyder

Du bliver som studentermedarbejder i CoRe del af et spændende fagligt miljø, hvor der vil være rig mulighed for at deltage i møder, seminarer, læsekredse og andre faglige arrangementer. Så hvis du interesserer dig for humanistisk sundhedsforskning, er jobbet som studentermedarbejder en rigtig god måde at lære forskningsfeltet og forskerne at kende på.



Ansøgning

Send en begrundet ansøgning på max 1 side, hvor du beskriver din faglige baggrund og dine interesser, samt din motivation for at søge denne stilling. I ansøgningen må du gerne angive, hvilket af projekterne du umiddelbart er interesseret i at være tilknyttet, men det er dog ikke et krav. Herudover skal du vedhæfte CV og eksamensudskrift.



Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelsen er på et år med mulighed for forlængelse. Arbejdstimerne vil være 8 timer om ugen. Der kan være varierende arbejdsbelastning, og der vil være fleksibilitet i forhold til eksamensperioder. Ansættelse og aflønning sker som studerende i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-fællesoverenskomsten) samt Organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) § 35. Timelønnen udgør 142,97 kr. (1. november 2025 niveau).



Det er en forudsætning for ansættelse, at du er indskrevet og er aktiv studerende ved en videregående uddannelsesinstitution.



Københavns Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset baggrund til at søge stillingen.



Yderligere oplysninger

Spørgsmål vedrørende stillingen kan henvendes til centerleder Astrid Jespersen (apj@hum.ku.dk).

Ansøgningsfrist er d. 9. marts 2026



Tryk på linket ”Søg stillingen” nederst i opslaget







Log ind