Har du blik for struktur og lyst til at skabe forudsigelige rammer for en dreng på 11 år? Så kan du blive en vigtig støtte i hans hverdag.
Om opgaven
Du bliver en fast støtte for en 11-årig dreng, som er nysgerrig, energisk og glad for fordybelse. Han interesserer sig blandt andet for musik, kodning og digitale universer og deler gerne sine interesser, når relationen er tryg.
Han er diagnosticeret med infantil autisme og ADHD samt nedsat visuo-spatial forståelse og hukommelse. Han kommunikerer godt og fremstår umiddelbart velfungerende, men har brug for tydelig struktur og genkendelige rammer for at trives. Når kravene bliver uklare eller for mange, kan han reagere udadreagerende i hjemmet. Han er desuden lydfølsom og har brug for støtte til enkelte hverdagsting som at komme i gang, holde overblik og afslutte aktiviteter.
Din opgave er at planlægge og gennemføre aktiviteter sammen med ham med afsæt i hans interesser og tempo. Du skal kunne skabe ro, forudsigelighed og en tydelig ramme omkring samværet. Det handler om at balancere struktur og fleksibilitet, så han oplever mestring og positive samspil.
Om dig
Du kan være uddannet pædagog, lærer eller have anden relevant faglig baggrund. Har du erfaring med autisme og ADHD, er det en fordel.
Du arbejder struktureret og kan sætte tydelige rammer uden at øge konfliktniveauet. Du kan guide roligt i overgange og støtte op om små hverdagssituationer, hvor overblik og igangsætning kan være svært. Samtidig kan du indgå i en 1:1-relation og tage afsæt i barnets interesser som vej ind i samarbejdet.
Arbejdstid
Stillingen er på 6 timer om måneden.
Timerne ligger som to weekendvagter á 3 timer i formiddagstimerne.
Vi tilbyder
Du bliver en del af en familieejet virksomhed med en masse engagerede medarbejdere. Du har en fast rådgiver, som du altid kan få sparring hos. Udenfor kontorets åbningstid er der altid en bemandet vagttelefon, så du er aldrig alene. Løn og pension i henhold til Landsoverenskomst indgået mellem FOA og Dansk Erhverv. Du er dækket af DUOS’ ansvars- og arbejdsskadeforsikring og sundhedsforsikring er en del af din pensionsordning. Vi tilbyder en bred variation af kurser, og du modtager relevant introduktion og løbende opkvalificering som medarbejder hos DUOS. Og så kan du slet ikke undgå at udvikle dig både personligt og fagligt, når du arbejder med mennesker hos os i DUOS.
Vil du være vores nye kollega?
Så send en ansøgning via linket. Du skal have en profil på mit.duos.dk og være logget ind for at søge. Vi holder samtaler løbende, send derfor gerne din ansøgning med det samme. Tiltrædelse snarest muligt. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Trine Ankær Johansen på 3634 4990. Du kan altid finde svar på generelle spørgsmål her: FAQ
Vi er mennesker, der hjælper mennesker
I DUOS hjælper vi mennesker i hverdagen, støtter dem i svære situationer og bidrager til deres trivsel og livskvalitet. Som en af Danmarks største og ældste velfærdsleverandører stræber vi efter at være til stede der, hvor behovet er. Vi kender betydningen af den rette empati og den rette faglige viden, og vi ved, at det er afgørende at sikre det rette match mellem medarbejder og borger, hvis vores ydelser skal have værdi.
Kom og vær med på DUOS-holdet. Og gør en vigtig forskel for et andet menneske.
Læs mere om DUOS på www.duos.dk