Strategisk leder af Udviklingsafdelingen i Fredericia Kommune

fuldtid
Strategisk leder af Udviklingsafdelingen i Fredericia Kommune
  • Fredericia Kommune
  • Gothersgade 20, 7000 Fredericia

Kan du sætte retning, styrke tværgående samarbejde og udvikle organisationens kapacitet på tværs, så Fredericia Kommune omstiller sig til fremtidens muligheder?

I Fredericia står vi midt i en vigtig omstilling. Vi er i gang med at udvikle fagligheden og samarbejdet med borgere og virksomheder på nye måder – med afsæt i vores lokale styrker, Vision 2033, nationale reformer og vores egne høje ambitioner. Det er en transformationstid, der kalder på skarpe prioriteringer og mod til at tænke anderledes, så vi fortsat kan levere løsninger, der gør en reel forskel for vores borgere og virksomheder. 

I den omstilling spiller Udviklingsafdelingen en helt central rolle. Vi søger nu en udviklingsorienteret og strategisk stærk leder til Fredericia Kommunes Udviklingsafdeling, bestående af 16 dedikerede medarbejdere. Du får en central rolle i at udvikle afdelingen sammen med medarbejdere og positionere den opad, nedad og udad i organisationen. Du skal sikre, at vi lykkes med de tværgående processer, projekter, prioriteringer og forandringsopgaver, der driver kommunen fremad.

Om stillingen
Som leder af Udviklingsafdelingen bliver du en del af Staben for Politik og Udvikling, som omfatter Byrådssekretariatet & Kommunikation, Fællessekretariatet og Udviklingsafdelingen. Du og din enhed understøtter fagdirektører og fagchefer på områderne Unge, Voksen og Senior, Teknik, Klima og Kultur samt Familie, Børn og Læring – og er med til at skabe løsninger, der gør konkret forskel for borgere, medarbejdere og organisationen.

Udviklingsafdelingen skaber sammenhængende løsninger på strategisk vigtige problemstillinger ved at forbinde mennesker, viden og processer på tværs af Fredericia Kommune. Vi driver organisatorisk og politisk prioriterede projekter, udarbejder sagsfremstillinger og understøtter fagområderne i tværgående indsatser. 
Som del af dette arbejder vi med en bred vifte af AC-faglige opgaver – lige fra dataindsamling, -bearbejdning og analyser til udvikling af strategier, proces- og projektledelse, kortlægningsopgaver og omsætning af viden til konkrete løsninger, der kan implementeres i driften og en lang række andre opgaver.

Du bliver ansvarlig for at sætte retning og rammer, styrke afdelingens faglige fundament, understøtte direktionens prioriteringer og sikre, at afdelingen spiller en stærk rolle i kommunens samlede udviklingsarbejde.

Som leder bliver du ansvarlig for at
  • sætte retning og rammer for afdelingens arbejde – og skabe klarhed og sikkerhed i opgaveløsningen
  • styrke det organisatoriske fundament, bl.a. via udvikling af opgave- og teamstruktur
  • understøtte kapacitetsopbygning in-house: fælles metoder, kvalitet og læring på tværs 
  • understøtte direktionens retning og ønsker og omsætte det til tydelige prioriteringer
  • kvalificere politiske dagsordener og sagsfremstillinger i tæt samarbejde med Byrådssekretariatet og Fællessekretariatet
  • prioritere og balancere porteføljen – med blik for tempo, timing, effekter og ressourcer
  • positionere afdelingen som en stærk samarbejdspartner opad, nedad og udad i organisationen
  • arbejde kommunikativt og strategisk, så både medarbejdere og beslutningstagere får klare budskaber og solide analyser.

Dine primære opgaver
Som leder får du ansvar for en fagligt stærk konsulentgruppe, der i det daglige arbejder med høj grad af selvledelse. Du skaber retning og fremdrift i de tværgående processer og formår at bringe klarhed, når opgaverne er uklare, komplekse eller politisk følsomme.

En væsentlig del af rollen er at kunne prioritere, kvalificere og strukturere opgaver, hvor du ikke selv er opgavestiller. Det kræver, at du kan afkode behov og forventninger hos både fagområder, direktion og politiske aktører – og omsætte dem til tydelige rammer, realistiske planer og klare prioriteringer for både afdelingen og organisationen.

Du har samtidig et stærkt tværgående perspektiv og blik for, hvad der rører sig i og omkring den kommunale sektor. Du kan afkode politiske, strategiske og organisatoriske tendenser og spotter muligheder i omverdenen – fra udviklingsagendaer og lovgivning til samarbejdsflader og nye faglige strømninger – og du formår at omsætte dem til initiativer, der styrker Fredericia Kommunes udvikling og opgaveløsning.

Du understøtter dine medarbejdere med at perspektivere, afklare dilemmaer og identificere nye muligheder i opgaverne, og du bidrager til at kvalitetssikre politiske og strategiske oplæg, så beslutningstagere får et solidt helhedsperspektiv og tydelige anbefalinger.

Som leder fungerer du også som sparrings- og samarbejdspartner både for dine medarbejdere og for ledere og chefer andre steder i organisationen. Du vægter psykologisk tryghed, åben faglig dialog, inddragelse og et stærkt kollegialt fællesskab højt. Du arbejder aktivt for at koble kompetencer og skabe læring på tværs – både i afdelingen og i samarbejdet med resten af kommunen. Det gør du ved at styrke fælles metoder og tilgange og ved at opbygge et solidt fundament for den samlede tværgående opgaveløsning.

Din profil
Du er en relationelt stærk og nysgerrig leder med tydelig ledelsesfaglig ballast. Du lytter mindst lige så godt, som du taler, og du skaber ro, retning og fremdrift – også når mange interesser er i spil. 

Vi forestiller os, at du:

  • har solid indsigt og ledelseserfaring fra den offentlige sektor – meget gerne kommunal – evt. kombineret med erfaring fra konsulentbranchen. 
  • leder selvledende medarbejdere med robusthed, nærvær og tydelige rammer. 
  •  kommunikerer klart, skaber tillid og står for ordentlighed, integritet og en tydelig ledelsesrolle. 
  • formår at stille de rigtige spørgsmål, sætte retning og rykke medarbejdere og processer. 
  • har en stærk værktøjskasse inden for procesledelse, projektledelse, facilitering og porteføljestyring.
  • kan rammesætte opgaver i dialog med opgavestillere – uden selv at være faglig specialist på alle områder. T
  • tænker strategisk og arbejder mål- og effektorienteret.
  • navigerer sikkert i politiske spændingsfelter og kan lede opad, nedad og udad – også i krydspres med flere interessenter og modsatrettede hensyn. 
  • bidrager med engagement, mod og nye perspektiver. 

Vi søger ikke en specialist i ét fagområde – men en leder med bred ledelsesfaglig tyngde, der kan samle, udvikle og udnytte afdelingens samlede kompetencer.

Vi tilbyder
Vi tilbyder en stilling med stor betydning og høj synlighed i organisationen – og hvor du får mulighed for at præge både retning, kultur og samarbejde på tværs.

I Politik og Udvikling bliver du en del af et tæt og tillidsfuldt lederteam, hvor samarbejde, sparring og fælles retning er bærende elementer. Samtidig bliver du en vigtig del af et stærkt lederfællesskab på tværs af de to stabe – Politik & Udvikling samt HR, IT & Økonomi – hvor vi arbejder sammen om helheder, prioriteringer og gode processer.

Du træder ind i en kultur præget af uformel omgangstone, humor og gensidig respekt, hvor åbenhed og et godt kollegaskab betyder noget. Vi har et tydeligt fokus på at lykkes sammen – som ledere, som stabe og som samlet organisation – og du bliver en del af et fagligt stærkt og engageret miljø med solid ledelsesmæssig opbakning.

Vil du vide mere
Kontakt stabschef for Politik og Udvikling Lisbeth Sjørup, 2582 0443 
Leder af Byrådssekretariatet og Kommunikation, Kristine Toullec, 2224 4972.

Løn- og ansættelsesforhold
I henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Ved ansættelse vil der blive indhentet referencer og bedt om en straffeattest. 

Ansættelsen er betinget af, at der kan indhentes en tilfredsstillende straffeattest.

Fredericia Kommune er en tobaksfri arbejdsplads.

Tiltrædelse senest 1. juni 2026.

Sådan søger du
Send en kort motivation, et overskueligt CV samt relevante eksamensbeviser og relevante bilag.

Derudover ønsker vi at se en casebeskrivelse på max 1½ A4-side ELLER en kort video på max 2 minutter, hvor du beskriver en ledelsesopgave, hvor du har arbejdet med at skabe en (kultur)forandring i en organisation, afdeling eller et team.

I din beskrivelse vil vi gerne høre om:
  • Hvilken opgaven stod du overfor?
  • Dine ledelsesvalg: Hvordan greb du opgaven an, og hvorfor?
  • Processen og samarbejdet: Hvordan arbejdede du med involvering, retning og forankring?
  • Virkningen: Hvilken værdi skabte indsatsen for medarbejdere, organisationen eller andre?
  • Eventuelt det nytænkende eller innovative: Hvad gjorde din tilgang særlig eller anderledes?

Fredericia Kommune benytter et elektronisk rekrutteringssystem. Send din ansøgning online - benyt browseren Chrome/Edge. Læs mere om onlineansøgning på www.fredericia.dk

Ansættelsessamtaler
Vi afholder første samtale den 22. april og anden samtale den 28. april 2026.

Ansøgningsfrist
14. april 2026.

Log ind