Kardiologisk Afdeling søger en speciallæge med stærke kliniske kompetencer indenfor akut hjertesvigt.
Ansøger skal efter ansættelse indgå i afdelingens hjertesvigteam. Det forventes at ansøger på ansættelsestidspunktet har gode kliniske kompetencer indenfor akut hjertesvigt, herunder har stiftet bekendtskab med alle grene af hjertesvigtsbehandlingen inklusiv den højt specialiserede behandling med assist device og hjertetransplantation. Dette, da det forventes at ansøger skal være med i processen omkring mulige hjemtag af avancerede funktioner indenfor hjertesvigtområdet. Det vil indebære at der i perioder vil skulle lægges arbejdstid sammen med hjertesvigtteamet på Rigshospitalet.
Afdelingen tilbyder regionens borgere specialiseret behandling indenfor hjertesvigtområdet. Det betyder at der er et tæt samarbejde med de andre sygehuse i regionen samt med de omkringliggende hospitaler med centerfunktion.
Således fokuseres på de tre støtter vores organisation er bygget på; høje kliniske standarder, en stabil organisation samt et fokus på udvikling ved hjælp af forskning.
Om Afdelingen:
Kardiologiske Afdeling på Sjællands Universitetshospital har igennem de seneste år været igennem en større udvikling. Afdelingen er karakteriseret ved, at den i henhold til specialeplanen varetager højt specialiserede funktioner, regionsfunktioner samt funktioner på lige fod med de andre kardiologiske afdelinger i Region Sjælland. Det betyder, at afdelingens optageområde og ekspertiseområde skal dække alle borgere i regionen. Det betyder også, at der samtidig påhviler afdelingen et større ansvar for at sikre sammenhængskraften mellem de omkringliggende regioners centerkompetencer og den generelle kardiologi i Region Sjælland, således, at vi sikrer den nødvendige kontinuitet i det samlede patientforløb. Afdelingen har med afsæt her i over en årrække konsolideret sig som en organisation, der lægger stor vægt på et produkt med høj faglig kvalitet.
Afdelingen har 2 monitorerede døgnafsnit med tilsammen 48 senge, 8 deldøgns senge, samt 12 monitorerede dagpladser i Kardiologisk Laboratorium. Ambulatoriet i Roskilde har både almene kardiologiske funktioner samt specialiserede kardiologiske funktioner, som udredning af patienter til hjerteklapkirurgi, kontrol og udredning af endokarditis, voksne med medfødte hjertesygdomme, familie-udredning af arvelige hjertesygdomme, pacemakerkontrol, arytmi- og elektrofysiologisk ambulatorium, CT-KAG, hjerte-MR og kompleks iskæmi samt synkopeudredning i samarbejde med Neurologisk Afdeling.
Afdelingen råder i Roskilde over et moderne kardiologisk laboratorium med 5 kateterisationsrum til udførelse af KAG, elektiv PCI, pacemaker- og ICD-implantation samt elektrofysiologi og radiofrekvensablation.
Afdelingens lægestab og vagtbemanding:
Speciallæger har periodisk udefunktion i Nykøbing Falster i dagtiden. Overlæger, speciallæger og H-læger i bagvagt deltager i 12 skiftet rådighedsvagt fra bolig. Der er 5 skiftet PCI vagt og 5 skiftet arytmi vagt betjent af speciallæger samt kardiologisk tilstedeværelsesvagt for reservelæger i Roskilde.
Forskning:
Afdelingen er forskningsaktiv og har udover et lærestols-professorat i kardiologi, tilknyttet Ph.d. studerende, Post.doc sygeplejerske og en velfungerende forskningsenhed med flere projektsygeplejersker ansat. For at kunne drive den faglige udvikling indenfor kardiologien, har der været et stadig stigende fokus på forskning. Der er en bevidsthed om, at denne udvikling skal drives af ildsjæle, og at disse skal have hjælp af dertil indrettede støttefunktioner. Det betyder, at afdelingen over en periode på få år har mere end fordoblet den videnskabelige produktion, og er en aktiv samarbejdspartner både nationalt og internationalt.
Løn- og ansættelsesvilkår:
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Regionsforeningen og Foreningen af Speciallæger.
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 30.
Tiltrædelse per d. 1. september eller snarest derefter.
Startløn
Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i den relevante overenskomst. Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.
Se startlønnen på regionens hjemmeside
Om Sjællands Universitetshospital
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.
Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her