Sosu‑assistent søges til fast aftenvagtsstilling på Krogstenshave Plejehjem Forestil dig et job, hvor du hver dag gør en reel forskel for mennesker, der har brug for din faglighed, dit nærvær og din omsorg. Et sted, hvor du bliver beboernes støtte, deres forlængede arm og en vigtig del af den livskvalitet, vi sammen skaber for hver enkelt.
Samtidig bliver du en del af et arbejdsfællesskab med høj faglighed, plads til udvikling og – som både Arbejdstilsynet og Ældretilsynet har bemærket – en kultur præget af stærk tillid, god trivsel og et tydeligt fælles fokus.
Hvis det lyder som et sted for dig, så glæder vi os til at høre fra dig.
Velkommen til Plejehjemmet Krogstenshave Krogstenshave er et plejehjem med 163 beboere fordelt på seks afdelinger. Vi arbejder ud fra visionen om, at Krogstenshave er stedet, hvor livet leves – med beboerne i centrum.
Vi har tilknyttet kvalitetssygeplejersker, farmakonomer og en professionsbachelor i sundhed og ernæring, som understøtter vores hverdag med høj faglighed og kvalitet i plejen.
Hos os går hjerte, faglighed og fællesskab hånd i hånd, og vi skaber hver dag et trygt og meningsfuldt hjem for vores beboere. Både Arbejdstilsynet og Ældretilsynet har i deres besøg fremhævet, at man tydeligt kan se og mærke et sundt arbejdsmiljø, en kultur med høj tillid til både ledelse og kollegaer og en stærk følelse af, at alle går i samme retning.
Vores motto er: "Vi er sammen om Krogstenshave."
Du bliver en del af afdeling 47.1 Her møder du et stærkt og engageret fællesskab. Vi er et team af forskellige faggrupper, hvor mange medarbejdere har været på afdelingen i mange år – side om side med nyere, dygtige kollegaer. Vores kultur er præget af sammenhold, høj faglighed, åbenhed og udvikling.
I 47.1 er der en høj psykologisk tryghed. Vi lytter til hinanden, deler viden og står sammen om den retning vi vælger, både fagligt og kollegialt. Som team prioriterer vi den fælles trivsel højt, og vores arbejdsmiljø er kendetegnet ved sammenhold, gensidig respekt og en humor, der bringer smil og grin hurtigt frem i hverdagen.
De sidste otte måneder har vi været en del af et spændende udviklingsforløb sammen med Demensrejseholdet. Forløbet har styrket vores faglige bevidsthed og skabt et fælles sprog omkring demenssygdomme, personcentreret omsorg og det fællesskab, vi skaber hver dag – både for beboerne og for hinanden.
Hvem er du? - Uddannet social- og sundhedsassistent
- Trives i tæt samarbejde med beboere og pårørende
- Vil bidrage til både det faglige og kollegiale fællesskab
- Arbejder selvstændigt og med ansvar, men sætter pris på sparring
Dine opgaver - Daglig omsorg, helhedspleje og sundhedsfaglig opfølgning
- Triagering og udførelse af sygeplejefaglige opgaver
- Forløbsansvar for udvalgte beboere
- Tværfagligt samarbejde med terapeuter, kolleger og læger
- Deltagelse i stuegang og opfølgning på behandlingsplaner
- Dokumentation i Cura
- Aktiv deltagelse i kvalitetsudviklingen på Krogstenshave
Hvad tilbyder vi? Når du starter hos os, får du et grundigt introduktionsforløb med tæt opfølgning. Du bliver fagligt understøttet og klædt godt på til dine opgaver.
Vi er en arbejdsplads, der holder, hvad vi lover – med fokus på ordentlighed, trivsel og et stærkt kollegialt fællesskab.
- En fast stilling i aftenvagt 5-2, med arbejde hver onsdag og torsdag, samt lige weekender
- Du bliver en del af en afdeling i udvikling med høj faglighed og kollegialt fællesskab
- Et hus med fokus på tryghed, mangfoldighed og arbejdsglæde
- En hverdag, hvor din faglighed bliver set, brugt og anerkendt
Interesseret? Har du spørgsmål eller ønsker du at besøge os til en kop kaffe og en rundvisning, så kontakt:
Afdelingsleder Marina Ziegler Afdeling 47.1
Tlf.: 25 40 53 18 Ansøgningsfrist: 22. marts 2026
Ansættelse: 1. maj eller efter aftale