Socialpædagog til socialpsykiatrisk bosted

fuldtid
Socialpædagog til socialpsykiatrisk bosted
  • Vallensbæk Kommune
  • Gymnasievej 19, 2625 Vallensbæk
Kløverengen søger fire socialpædagoger. Tre af vores dygtige kollegaer går på barsel, og samtidig har en kollega valgt at søge nye udfordringer. Derfor søger vi nu fire socialpædagoger, der har lyst til at blive en del af Kløverengen.

Vi søger to barselsvikarer med mulighed for forlængelse og to faste socialpædagoger.

Vi leder efter en socialpædagog eller måske en, der er på vej til at blive det. En, der ved at mennesker ikke er deres diagnose, men som ser adfærd som et menneskes forsøg på at fortælle noget. En, der kan stå roligt, når affekten larmer, og livet opleves svært, smertefuldt eller uoverskueligt. En, der forstår, at modstand ofte er et udtryk for utryghed, også når forandringen egentlig er positiv.

Samtidig ved vi også godt, at ingen kan det hele fra dag ét.

Så hvis du kan mærke, at arbejdet med mennesker i udsatte positioner giver mening for dig, og du har mod på faglig udvikling, så vil vi rigtig gerne høre fra dig. Hos os bliver du ikke kastet ud på dybt vand alene. Vi klæder dig på og udvikler os sammen.

Om Kløverengen

Kløverengen er et midlertidigt botilbud med 41 pladser efter servicelovens §§ 107 og 108, hvoraf én er en afklaringsplads. Vi arbejder med borgere med psykosociale problemstillinger og psykiatriske diagnoser, og vi starter altid der, hvor det giver mest mening for borgeren.

Vores kerneopgave er at støtte borgerne i at bevæge sig mod et mere selvstændigt liv med mindst mulig støtte og størst mulig deltagelse i samfundet. Det betyder, at vi hver dag arbejder for at skabe udvikling i borgernes liv.

Vi står på en fælles faglighed

Hele personalegruppen er i gang med uddannelse i KRAP, og vi står foran implementeringen af KRAP som fælles metode. Målet er at styrke vores fælles sprog og skabe en endnu tydeligere faglig retning.

Vi arbejder allerede med mentaliserende tilgang, metakognitive principper, den motiverende samtale samt systematisk og meningsfuld dokumentation.

Hos os er faglighed ikke noget, vi kun taler om. Det er noget, vi investerer i!

Din rolle

Du bliver kontaktperson for cirka fem beboere sammen med en kollega. Sammen arbejder I med at skabe progression og udvikling i borgernes liv.

Dine opgaver vil blandt andet være at:
• Udarbejde og følge op på udviklingsplaner
• Arbejde struktureret med borgernes progression og selvstændighed
• Dokumentere fagligt og meningsfuldt
• Gennemføre motiverende og støttende samtaler
• Indgå i tæt tværfagligt samarbejde

Du skal kunne sætte grænser uden at miste relationen, bevare roen i komplekse situationer og være nysgerrig på det, der ligger bag adfærden.

Hvem er du?

• Du er uddannet socialpædagog eller pædagogisk assistent. Du kan have erfaring fra det specialiserede område, psykiatrien eller socialpsykiatrien, men du kan også være nyere i feltet. Det vigtigste er, at du er nysgerrig, motiveret for at lære og har lyst til at udvikle din faglighed.
• Du arbejder relationelt og er optaget af at forstå mennesket bag adfærden.
• Du kan stå roligt og professionelt, også når følelserne fylder, og situationer bliver komplekse.
• Du kan balancere mellem struktur, anerkendelse, krav, omsorg og tydelighed i relationen til borgerne.
• Du har mod på udvikling og lyst til at være en del af et sted, hvor vi løfter fagligheden sammen.

Vi tilbyder

• Grunduddannelse i KRAP-metoden
• Supervision med ekstern supervisor
• Grunduddannelse i den motiverende samtale
• Fast faglig sparring og refleksion
• Et arbejdsmiljø med høj trivsel og psykologisk tryghed

Du får en ledelse, der er tydelig, tilgængelig og fagligt engageret.

Hos os står du ikke alene. Vi er en stor og alsidig kollegagruppe, der tager både hinanden og opgaven alvorligt, og vi er altid klar til at hjælpe hinanden.

Praktisk

Stillingerne er på 37 timer ugentligt. Arbejdstiden ligger mellem kl. 7 og 23, og der arbejdes hver 3. weekend. Løn efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist er den 12.04.2026. Samtaler vil blive afholdt løbende frem til udgangen af april.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte leder Rikke Strøyer på 20 98 31 30 eller områdeleder Thomas Bauer Negendahl på 29 16 99 57.

Hvis du kan mærke, at det her kunne være noget for dig, så send din ansøgning og CV via linket.


Log ind