Skab ro og leg for fantasifuld dreng i Farum

deltid
Skab ro og leg for fantasifuld dreng i Farum
  • DUOS A/S
  • 3520 Farum

Har du lyst til at lege med – og sans for, hvornår tempoet skal ned? Så kan du få en vigtig rolle for en fantasifuld og kærlig dreng på 9 år.

Om opgaven
Drengen bor i Farum med sine forældre og to yngre søskende. Han er diagnosticeret med infantil autisme og ADHD og har brug for dig, der kan møde ham med tydelighed, nærvær og ro. Du bliver en tryg voksen, som kan aflaste familien og skabe meningsfulde stunder for drengen i hans hverdag.

Han har en livlig fantasi og stor interesse for tog, biler og skibe. Han leger gerne på gulvet og i sit eget tempo – og selvom iPad og spil fylder meget, nyder han også ture ud af huset, fx med toget eller i svømmehallen. Du skal invitere ham med i leg og aktiviteter på en nænsom måde, hvor du skaber forudsigelighed og formår at aflede frem for at stille krav – især når han er træt.

Det er vigtigt, at du har lyst til at være aktivt deltagende – både i hans leg med biler og tog, og i det at se iPad sammen i de stunder, hvor energien er lav. Familien lægger vægt på, at du er til stede med ham og trives i at tage initiativ til leg og samvær på hans præmisser.

Vær opmærksom på, at der er hund i hjemmet.

Om dig
Du er uddannet pædagog eller har erfaring med børn med særlige behov. Du har kendskab til autisme og/eller ADHD, og du har arbejdet med struktur og forudsigelighed i praksis. Du er nysgerrig på relationen og trives med at være den rolige og tydelige voksne i samværet med ét barn ad gangen.

Arbejdstid

  • Hverdag: Én fast vagt om ugen, onsdag ca. kl. 14.00–17.00
    – Familien er fleksibel både med ugedag og tidspunkt
    – På sigt kan der tilføjes yderligere én hverdagsvagt á 3 timer, så du arbejder to hverdage om ugen
  • Weekend: Hver anden weekend, én vagt á 6 timer
    – I dagtimerne, tidspunkt aftales med familien

Vi tilbyder 

Du bliver en del af en familieejet virksomhed med en masse engagerede medarbejdere. Du har en fast rådgiver, som du altid kan få sparring hos. Udenfor kontorets åbningstid er der altid en bemandet vagttelefon, så du er aldrig alene. Løn og pension i henhold til Landsoverenskomst indgået mellem FOA og Dansk Erhverv. Du er dækket af DUOS’ ansvars- og arbejdsskadeforsikring og sundhedsforsikring er en del af din pensionsordning. Vi tilbyder en bred variation af kurser, og du modtager relevant introduktion og løbende opkvalificering som medarbejder hos DUOS. Og så kan du slet ikke undgå at udvikle dig både personligt og fagligt, når du arbejder med mennesker hos os i DUOS. 

Vil du være vores nye kollega?

Så send en ansøgning via linket. Du skal have en profil på mit.duos.dk og være logget ind for at søge. Vi holder samtaler løbende, send derfor gerne din ansøgning med det samme. Tiltrædelse snarest muligt. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Trine Ankær Johansen på 3634 4990. Du kan altid finde svar på generelle spørgsmål her: FAQ

Vi er mennesker, der hjælper mennesker 

I DUOS hjælper vi mennesker i hverdagen, støtter dem i svære situationer og bidrager til deres trivsel og livskvalitet. Som en af Danmarks største og ældste velfærdsleverandører stræber vi efter at være til stede der, hvor behovet er. Vi kender betydningen af den rette empati og den rette faglige viden, og vi ved, at det er afgørende at sikre det rette match mellem medarbejder og borger, hvis vores ydelser skal have værdi.

Kom og vær med på DUOS-holdet. Og gør en vigtig forskel for et andet menneske.

Læs mere om DUOS på www.duos.dk


Job ID: 178090

Log ind