Sales Manager

fuldtid
Sales Manager
  • Beirholms Væverier A/S
  • Nordager 20, 6000 Kolding
Kan du bidrage til bæredygtig vækst og udvikling af kunder på de tysktalende markeder? Er du teamplayer? Kan du skabe langvarige kunderelationer og værdi for både kunder og Beirholms Væverier? Så er det dig, vi leder efter.

Beirholms Væverier, med base i Kolding, ønsker at ekspandere yderligere på det tyske marked, og vi søger derfor en ambitiøs Sales Manager, som vil videreudvikle sig i en moderne virksomhed, der opererer på et spændende, internationalt marked i hastig vækst og forandring. Du kommer til at indgå i et markedsteam, hvor du får en dybtgående indføring i branchen, vores koncepter og vores tekstilprodukter. Derefter bliver du i samspil med salgsteamet og vores øvrige organisation en vigtig nøgle til udvikling af vores kunders forretning og herigennem vores egen.

Kundeudvikling med ambitioner

Som Sales Manager får du til opgave at finde og udvikle nye kunder samt udnytte potentialet i din eksisterende kundeplatform. Du sælger ved at forstå kundens forretning og derfra identificere, hvordan potentialet i vores produkter og koncepter bedst sættes i spil for at øge kundens profitabilitet. Der er ikke kun tale om produktsalg men om salg, der optimerer kundens lønsomhed.

Du skal udvikle kunderelationer til tætte partnerskaber. Din hverdag består af interaktion med egne kunder, udvikling af tekstilløsninger og tæt samarbejde på tværs af salgsteamet og i organisationen. Du vil sammen med kolleger blive budgetansvarlig og målt på at skabe vækst i teamets kundekreds, så det er afgørende, at du har ambitioner og kan levere en vedholdende langsigtet salgsindsats.

Beirholms Væverier arbejder til stadighed med digitalisering; herunder CRM-systemer samt effektiv og forretningsunderstøttende IT, som vil præge og være en stor del af dit daglige salgsarbejde.

Kommerciel profil med flair for at udvikle partnerskaber

Du har erfaring med salg og evner at strukturere indsatsen, så du favner både opsøgende salgsaktivitet og udvikling af den eksisterende kundeplatform. Du er nysgerrig af natur, har et højt drive og kan hurtigt sætte dig ind i en kompleks forretning. Du begejstres af at få ordrer men også at lukke langsigtede samarbejdsaftaler. Du er udadvendt og kan begå dig i forskellige kulturer og på forskellige organisatoriske niveauer. Jobbet kræver intens tilstedeværelse hos vores kunder, og du vil derfor have mulighed for og lyst til at rejse 50-60 dage om året. Din teoretiske baggrund er formentlig HA, markedsføringsøkonom, HD(A) eller lign. Du mestrer tysk og engelsk på forhandlingsniveau i såvel skrift som tale.

Din hverdag hos os

Vi tilbyder et spændende, varierende og ansvarsfuldt job i en international virksomhed, der agerer i en branche, som er under hastig forandring i form af digitalisering og automatisering, og du kommer til at bidrage til at gøre vores branche mere bæredygtig med vores innovative tekstilløsninger.

Vi arbejder med "on the job training", og sammen med den øvrige salgsgruppe vil dine kompetencer inden for tekstiler, vaskeridrift, SPIN-salgstræning mm. løbende udvikles.

Din lønpakke forhandles på et attraktivt niveau.

Rekrutteringsprocessen

Vi afholder 1. samtale onsdag den 3. december 2025 i Kolding. Vi benytter personvurdering, som Pernille Frisch fra HumanAct forestår. Denne vil foregå i perioden d. 10.-16. december 2025 i Århus. En eventuel 2. samtale vil foregå i Kolding onsdag den 17. december.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning og CV senest d. 27. november.

Log ind