Sagsbehandler til etablissement ved Slesvigske Fodregiment

fuldtid
Sagsbehandler til etablissement ved Slesvigske Fodregiment
  • Haderslev Kaserne
  • Louisevej 2, 6100 Haderslev
Har du interesse for projektledelse og logistik, og vil du være med til at styrke etablissementsområdet i et regiment under forandring ved at sætte dagsordenen - også selvom der indledningsvis vil være mange flere spørgsmål end svar?

Har du overblik, går du foran som det gode eksempel, og ser du muligheder frem for begrænsninger – så søg denne stilling!

Om os

Staben ved Slesvigske Fodregiment understøtter den daglige drift og udvikling af enhederne i Haderslev Garnison – både i den normale hverdag og under særlige beredskabssituationer. Staben arbejder blandt andet med ledelse, personel, operationer, logistik, uddannelse og planlægning.

Fra 1. januar 2026 fik regimentet et større ansvar for uddannelse af soldater og enheder som led i Hærens nye organisering. Derfor udvider regimentet flere områder i staben, herunder logistik- og uddannelsesområdet.

Du bliver en del af Logistiksektionen, som arbejder med planlægning, koordinering og støtte til regimentets aktiviteter og faciliteter. Sektionen består af både militære og civile medarbejdere med forskellige faglige specialer inden for logistik, økonomi, sikkerhed og forsyning.

Om stillingen

Som sagsbehandler inden for etablissement og faciliteter bliver du ansvarlig for at koordinere og følge op på opgaver, der vedrører regimentets bygninger, faciliteter og fysiske rammer. Du får en central rolle i at sikre, at de nødvendige faciliteter er til rådighed og understøtter regimentets aktiviteter – både nu og i takt med, at organisationen udvikler sig.

Du arbejder med den overordnede planlægning og prioritering af behov inden for drift, vedligeholdelse samt bygge- og anlægsprojekter. Her bidrager du blandt andet til at beskrive behov, koordinere løsninger og vurdere økonomiske og praktiske konsekvenser i samarbejde med relevante fagområder og samarbejdspartnere.

En vigtig del af jobbet er at skabe overblik og sikre sammenhæng mellem brugernes behov, de tilgængelige ressourcer og de løsninger, der bliver gennemført. Du vil derfor have løbende kontakt med både interne og eksterne samarbejdspartnere samt deltage i møder og arbejdsgrupper på tværs af organisationen.

Stillingen kræver, at du kan arbejde selvstændigt, holde styr på mange forskellige opgaver samtidig og trives i en hverdag, hvor ikke alle løsninger er givet på forhånd.

Om dig

Vi forestiller os, at du en for stillingen relevant uddannelse samt at du har god forståelse for projektledelse, herunder planlægning og styring at både større og mindre projekter.

Du har gerne kendskab til tekniske installationer inden for el, VVS, energi eller sikkerhedssystemer og derudover er det en fordel, hvis du har indsigt i lovgivning og standarder inden for byggeregler, arbejdsmiljø og miljøkrav.

Du har fagligheden i fokus, er selvledende, besidder initiativ, og har en god helhedsforståelse i forhold til regimentets øvrige opgaver.

Arbejdstempoet i staben kan i perioder være højt, hvilket kræver, at alle bidrager. Derfor er det også vigtigt, at du, ud over at være en god ”faglig klippe”, også kan træde i karakter og deltage i løsningen af både kendte og ukendte opgaver.

Vi forventer, at opgaver løses på lavest mulige niveau, derfor skal du være i stand til at kunne håndtere en høj grad af beslutningskompetence.

Ansættelsesvilkår

Bemærk at stillingen er slået op både civilt og militært.

Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Haderslev

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte stabschefen MJ Frank Lyth på telefon 4132 0451. Alternativ CH S4 på telefon 5089 7694.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Julie Cramer-Palmquist på telefon 3266 5848.

Ansøgningsfristen er den 10. juni 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf i Haderslev eller online. Stillingen er til besættelse den 1. august 2026 eller snarest derefter.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Slesvigske Fodregiment

1. januar 2019 blev XIII Lette Infanteribataljon opstillet ved Slesvigske Fodregiment på Haderslev Kaserne. Bataljonen er operativt underlagt og under kommando af 2. Brigade, og den har Slesvigske Fodregiment som sit stamregiment.

XIII består for tiden af en bataljonsstab, Stabskompagniet (SRS), 1. og 2. Lette Infanterikompagni (SRS) samt 4. Uddannelseskompagni (HBU/HRU), hvor alle enheder er godt bemandet.

Bataljonen er let bevæbnet og udrustet, og den støttes af mindre taktiske køretøjer. XIII er særligt velegnet til afsiddet kamp i lukket, uoverskueligt og uvejsomt terræn i dagslys og i mørke og i det fulde spektrum af opgaver. XIII trænes i særligt krævende operationer, hvor den kan indsættes til lands, til vands og gennem luftmobile indsættelser, og hvor den bl.a. skal kunne samarbejde med specialoperationsstyrker. Bataljonens opgaver og funktionsvilkår stiller derfor høje krav til de fysiske og de grundlæggende militære kompetencer og færdigheder.

Slesvigske Fodregiment har et tæt samarbejde med Haderslev Kommune.

Haderslev Kommune kan tilbyde tilflytterservice via kontakt til boligforeninger i Haderslev og omegn - Læs mere på: www.boihaderslev.dk eller kontakt Haderslev Kommunes bosætningskonsulent Cathrine Mølgaard Andersen tlf.: 24660312

Jobmatch er et tilbud til medflyttende partner, hvor et CV kan sendes til lokale virksomheder i nærområdet for et muligt job, kontakt FPS Partner Eva Thomsen, FPS-EET@mil.dk.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk.

Log ind