Sadelmagerlærling til Hesteskadronen i Forsvaret

fuldtid
Sadelmagerlærling til Hesteskadronen i Forsvaret
  • Antvorskov Kaserne
  • Charlottedal Allé 4, 4200 Slagelse
Træd ind i en verden af tradition, håndværk og heste i absolut særklasse.
Hos Hesteskadronen bliver du en del af en stolt enhed, hvor kvalitet, disciplin og fællesskab går hånd i hånd. Som sadelmagerlærling får du en unik uddannelse – med både internationale perspektiver og en hverdag tæt på kongehusets ceremonier. Er du klar til at sætte dit præg på et sjældent håndværk?



Om os
Hesteskadronens opgave er at stille beredne eskorter og kommandoer til tjeneste for regenten og regentparret. Vi kan blandt andet ses ved nytårskuren i København, ved jubilæer, fødselsdage og udenlandske statsbesøg, samt togter med Kongeskibet Dannebrog. Eskadronen deltager også i øvrige ceremonielle opgaver i Forsvaret.

Hesteskadronen er kendt som en veldisciplineret enhed, der gennem årene har bevaret sin særlige stolthed, tone og identitet. Hesteskadronen har 75 heste opstaldet på Gardehusarkasernen i Slagelse.

Samarbejde og medbestemmelse er en naturlig del af hverdagen. Vi har en uformel omgangstone og højt serviceniveau.



Om uddannelsen
Uddannelsen som sadelmager i Hesteskadronen strækker sig over 4 år og giver dig en sjælden mulighed for at mestre et klassisk håndværk i en helt særlig ramme. Forløbet er nøje tilrettelagt af erfarne uddannelsesvejledere med fokus på, at du opnår en stærk faglig profil og bliver certificeret sadelmager.

Undervejs bliver du en aktiv del af hverdagen i Hesteskadronen, hvor du arbejder med alt fra fremstilling og tilpasning til vedligeholdelse af sadler og sadeltøj. Du kommer til at arbejde både med det daglige udstyr og det ceremonielle udstyr til hoftjeneste, hvor kravene til kvalitet og finish er i absolut top.

Uddannelsen indeholder også relevante faglige kurser i både Danmark og udlandet, særligt i England, hvor du får indsigt i nogle af de stolteste traditioner inden for faget og udvikler dine kompetencer på internationalt niveau.

Derudover vil du blive involveret i en bred vifte af opgaver, som giver dig en alsidig og praktisk hverdag, hvor ingen dage er ens, og hvor du løbende udvikler dine evner som håndværker.



Om dig

Du har afsluttet 9. klasse og er klar til at tage næste skridt mod en uddannelse, hvor både hænder og hoved kommer i spil. Du har kørekort til minimum kategori B og kan begå dig på engelsk – både mundtligt og skriftligt, da dele af din uddannelse foregår i England.

Du har erfaring med heste og trives i deres selskab. Det er en fordel, hvis du kender til Forsvaret og den særlige tone og kultur, men det vigtigste er, at du er nysgerrig og klar til at lære.

Måske har du allerede en håndværksmæssig baggrund, det ser vi som et stort plus. Som person er du udadvendt, fleksibel og selvstændig. Du tager ansvar for dit arbejde, har øje for detaljen og sætter en ære i at levere kvalitet, hver gang og til tiden.

Du har et naturligt servicegen og motiveres af at være en del af et stærkt fællesskab, hvor alle bidrager til, at opgaverne bliver løst professionelt og med stolthed.



Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for rengøringsassistenter, sanitører, specialarbejdere og visse erhvervsuddannede m.fl. i staten mv. (3F).

For dig under 25 år bliver din startløn udregnet på baggrund af eventuel tidligere uddannelse og erfaring, men vil minimum udgøre 11.945,18 kr. måned. Er du fyldt 25 år udgør din løn 23.533,00 kr. pr. måned. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes, og opretholde sikkerhedsgodkendelsen, under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.



Kontakt og ansøgning

Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, er du velkommen til at sadelmager Kathrine Bøg Holm på telefon 5174 7512.

Har du spørgsmål om ansættelse eller vilkår, kan du tage fat i HR-konsulent Silke Cicilia Rasmussen fra Personelkommandoen på telefon 2043 1029.

Ansøgningsfrist: 27. april 2026 samtaler forventes at blive afholdt i uge 20 2026.

Ansættelsesdato: Efter aftale

Vi beder dig søge stillingen via linket ”Søg den ledige stilling” og vedhæfte ansøgning, CV, eksamensbevis (udskrift af eksamensblad), grundforløbsbevis samt anden relevant dokumentation. Hvis det ikke er muligt at scanne og vedhæfte dokumenterne i PDF-format, kan du medbringe dem til samtalen.



Gardehusarregimentet

Gardehusarregimentet er et moderne kamptropsregiment, med kerneopgave at forsvare kongeriget Danmark, bidrage til international sikkerhed og fred samt støtte det øvrige samfund.

Gardehusarkasernen i Slagelse huser både I Panserinfanteribataljon, der består af fast personel i den stående reaktionsstyrke kombineret med værnepligtige, og V Uddannelsesbataljon der primært uddanner værnepligtige med henblik på at støtte til nationale operationer.

Sidstnævnte rummer blandt andet regimentets historiske Hesteskadron (HESK), som primært uddanner værnepligtige og varetager en række ceremonielle opgaver for kongehuset.

Som husar bliver du en del af et kamptropsregiment med høje krav – og høje ambitioner. Du får muligheden for at gøre en forskel i både Danmark og ude i verden, hvor vi deltager i internationale missioner og samarbejder med vores allierede.

Samtidig har du som husar mulighed for at indgå i regimentets særlige ceremonielle tjeneste – herunder eskorter og æreskommando for Hans Majestæt Kongen og kongehuset. Det er en unik opgave, hvor tradition, disciplin og professionalisme forenes.

At være husar i dag er noget særligt. Du er ikke bare soldat – du er frontløber i et forsvar i forandring. Klar til indsats. Klar til fremtiden.

#Fordi noget er værd at kæmpe for (link: https://forsvaret.dk/da/om-os/vardigrundlag/?

Vil du vide mere om Gardehusarregimentet og få et indblik i dagligdagen – kan du følge os på regimentets Facebook-side: Gardehusarregimentet.

Log ind