Røntgen og Skanning, Afsnit 7 – Aarhus Universitetshospital søger radiografer

fuldtid
Røntgen og Skanning, Afsnit 7 – Aarhus Universitetshospital søger radiografer
  • Region Midtjylland
  • Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N

Vil du arbejde i et afsnit med høj faglighed og stærkt kollegaskab?
Vi søger nye kollegaer pr. 1. maj 2026 eller snarest derefter. Studerende, der afslutter i juni 2026, er også velkomne til at søge.

Vi har i Afsnit 7 forskellige arbejdsprofiler – nogle arbejder fast omkring én undersøgelsesmodalitet, og andre arbejder på tværs af flere. Du har mulighed for at afgive ønsker til din arbejdsprofil ved en eventuel ansættelsessamtale. 
Lige nu ønsker vi særligt flere kollegaer til CT, Mamma, Intervention og vagter.

Se funktionsbeskrivelsen for radiografer her.

En kort beskrivelse af afsnittets forskellige modaliteter og undersøgelsestyper ses her:

Om CT
Patienterne er typisk kræftpakkepatienter eller cancerkontrolpatienter samt patienter med akutte og kroniske sygdomme i lever, mave og tarm. Vi laver desuden RFA/MWA-behandlinger af tumorer samt CT-vejledte biopsier.

Om ultralyd
Vi ser en del patienter fra egen læge med primært benigne problemstillinger i abdomen, men ellers byder dagen på patienter i cancerudrednings- og kontrolforløb, hvor vi udfører et stort antal biopsier samt drænanlæggelser. Der er desuden udgående ultralydsopgaver på bl.a. Intensiv og Operationsgangen.

Om Interventionen
I Interventionen har vi primært fokus på abdominale undersøgelser og behandlinger – højtspecialiserede såsom RFA/MWA, PTC, TIPS, prostataemboliseringer samt kemo- og blødningsemboliseringer, i tæt samarbejde med anæstesien. Selvom procedurerne er komplekse, er der gode muligheder som interventionsuerfaren radiograf for at træde ind i dette spændende team.

Om DR/gennemlysning
På DR-stuen ser vi primært thoraxpatienter samt et mindre antal knogleundersøgelser fra samarbejdsafdelinger. På vores gennemlysningsstue laver vi tyndtarmspassager, oesophagusundersøgelser, kolangiografi, sondekontroller/anlæggelser og Port-a-Cath-kontroller.

Om MR
Vi MR-skanner patienter i cancerudrednings- og kontrolforløb, bl.a. MR-mammografi, kræftsygdom i columna, abdomen og pelvis. Vi udreder og kontrollerer derudover patienter, både børn og voksne, med kompleks sygdom i lever og galdeveje samt tyndtarm.

Om den kliniske mammografi
Vi ser patienter fra et meget stort optageområde til udredning for mammacancer, kontrol i cancerforløb, præoperative markeringer samt kvinder med genetisk risiko for udvikling af mammacancer.

Vagter i afsnit 7
I Afsnit 7 arbejder de vagtbærende ansatte ca. en weekend på et 12 ugers rul. CT-aftenvagter har man i gennemsnit ca. en af pr. uge (flere ønsker at samle aftenvagterne i enkelte uger, hvilket er muligt). Vi bruger Ønskeplan. Afsnit 7 er helt lukket mellem kl. 22.30-07.30, fraset ved frivilligt indkald af interventionsradiografer til akutte blødningspatienter.

Hvem er vi
Lokalt i Afsnit 7 er vi 65 radiografer og røntgensygeplejersker samt 30 speciallæger i radiologi. Vi er bosiddende i den sydlige del af AUH i nye bygninger. 
Afsnit 7 varetager hovedsageligt undersøgelser og behandling af både indlagte og ambulante patienter fra Kræftafdelingen, praktiserende læger, Blodsygdomme, Brystklinikken, Mave- og Tarmkirurgi, Lever- samt Mave- og Tarmsygdomme. Afsnit 7 er centrum for en stor del af MDT-konferencerne i de komplekse patientforløb. Nogle af konferencerne går på tværs af landet.

Afsnit 7 råder over

  • Et gennemlysningsrum
  • Et DR-rum + et udefotoapparat
  • Fire CT-skannere
  • To interventionsstuer, beliggende på operationsgangen
  • To MR-skannere
  • Fire ultralydsrum
  • Mammografiafsnit inkl. stereotaksi (fire stuer)
  • To screeningsenheder, én i Aarhus C og én i Horsens

Røntgen og Skanning er en fælles radiologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, delt i fire afsnit med hver sin afsnitsledelse, der refererer til én afdelingsledelse. Afsnitsledelsen i Afsnit 7 består af en overradiograf og to ledende overlæger. Vi er ca. 400 ansatte i hele Røntgen og Skanning AUH og har en veletableret radiologisk forskningsenhed AURA tilknyttet. Forskning - AUH til fagpersoner

Vil du vide mere?
Vil du vide mere om os og stillingen, eller komme forbi til en kop kaffe og se afsnittet, så kontakt overradiograf Christine Houman Nyrup på chrinyru@rm.dk. Ellers må du også gerne kontakte afdelingens tillidsrepræsentant, radiograf Dinna Skov Harder, på dinhar@rm.dk. 
Ansøgning indeholdende autorisations-ID, oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal sendes til os inden ansøgningsfristens udløb 23. marts 2026.

Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 14.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.  

 

 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Log ind