Er du interesseret i psykoterapi, miljøterapi og tværfaglig behandling for patienter med psykoselidelse? Ønsker du tid til fordybelse, tid til dine opgaver og gode udviklingsmuligheder? Så er det måske dig vi søger.
Vi søger en psykolog, der vil være med til at styrke den psykologfaglige behandlingsindsats på vores rehabiliteringsafsnit på Psykiatrisk Center Ballerup, Herlev og Gentofte Hospital. Om afsnittet Døgnafsnit for rehabilitering behandler mennesker på 18 år og derover med en psykisk lidelse inden for psykosespektret, oftest skizofreni, og som har brug for længerevarende intensiv støtte og behandling til at komme sig og få et selvstændigt og meningsfuldt liv. Vi er det eneste afsnit i Region Hovedstaden, som varetager rehabilitering af denne art og har derfor gode rammer til opgaven. Patienterne indskrives til et forløb på 9 mdr., heraf 6 mdr. i døgnafsnit efterfulgt af 3 mdr. i daghospital. Vi har 12 pladser i døgnafsnittet og 13 pladser i daghospitalet. Vi deler fysiske rammer med landsfunktionen for døvepsykiatri, som har 4 sengepladser og et ambulatorium.
Vi er en stabil kollegagruppe med stor erfaring, høj faglighed og et godt kollegialt arbejdsmiljø. Personalet i afsnittet består af afsnitsledende specialpsykolog, oversygeplejerske, assisterende afsnitsleder, speciallæge, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, ergoterapeut, fysioterapeut, socialrådgiver og lægesekretær.
Om behandlingen På tværs af fagligheder arbejder vi med de problemstillinger, som kan stå i vejen for patientens recovery og mestring, ud fra tesen om, at patientens muligheder for deltagelse og handling ikke kun er et mål, men et middel til rehabilitering og øget livskvalitet.
Vores miljøterapi er kognitiv-adfærdsterapeutisk. Vi er også inspirerede af praksisteori og terapeutiske fællesfaktorer, herunder relationen til patienten, den terapeutiske alliance og en åben og nysgerrig tilgang. Vi planlægger behandlingen med afsæt i den enkelte patients ønsker, så patienten hjælpes til at kunne mestre egen hverdag. Vi bestræber os på at skabe et inkluderende miljø, hvor der er nærvær og vilje til, at patientens recovery kommer i fokus. Behandlingen består af miljøterapi, gruppeterapi, individuelle samtaler, hjælp til sociale problemstillinger fra socialrådgiver, aktiviteter og træning, psykoedukation og medicinsk behandling.
Som en del af behandlingen på afdelingen tilbyder vi fx:
- KAT-gruppe for psykose og gruppen ”Spørgsmål til livet”, hvor der er en fri ramme og plads til eksistentielle emner
- fysio- og ergoterapeutisk behandling, individuelt og i gruppe, fx kropsgruppe, livsstilsgruppe med madlavning og tilpassede motionstilbud
- individuelle samtaler med psykolog, kontaktperson og læge
- netværksmøder, hvor samarbejdspartnere og pårørende inviteres med
Vi har et tæt samarbejde med pårørende, de øvrige sengeafsnit, ambulatorierne og kommunerne, og sætter en ære i at nå hele vejen rundt om patienten.
Din hverdag og opgaver Som afsnitspsykolog vil du sammen med afsnitsledende specialpsykolog blive medansvarlig for den psykologiske behandling i afsnittet. Du bliver en synlig og tilgængelig ressource for patienter og medarbejdere i dagligdagen med det formål at styrke det psykologfaglige aspekt af behandlingen. Du bidrager med faglig sparring til det tværfaglige personale og sikrer sammenhæng i miljøterapien, som de forskellige medarbejdergrupper på afsnittet indgår i.
Vi samles ved behandlingskonferencer, netværksmøder, fælles undervisning og supervision.
Afsnittet har været ramt af nedsat kapacitet i en periode, men kører nu igen. Sammen med afsnitsledende specialpsykolog og det øvrige personale, bliver du ansvarlig for nogle af grupperne på afsnittet, fx KAT-gruppe ved psykose. Vi er i gang med at udvikle og tilpasse behandlingen til vores målgruppe og rammer - og du indgår i dette udviklingsarbejde.
Derudover afholder du individuelle terapiforløb med patienter, afhængigt af behov. På afsnittet har vi stor fleksibilitet i tilrettelæggelsen af de individuelle samtaler, både i forhold til antal, indhold og terapeutisk metode. Vores patienter tilhører en ofte udsat gruppe med komplekse problemstillinger, hvorfor tilpasningen af behandlingen til den enkelte patient er afgørende.
På sigt har vi planer om at afsnittet skal være forskningsaktivt. Vi planlægger at vurdere effekten af vores nuværende behandling og senere at implementere nyere behandlinger. Du får mulighed for at deltage i dette arbejde.
Hvis du har interesse for udredning af kognitive vanskeligheder ved neuropsykologisk testning, kan dette finde sted efter nærmere aftale.
Vi sikrer oplæring i dine opgaver og løbende sparring ved afsnitsledende specialpsykolog samt mulighed for monofaglig supervision. Medarbejderne i afsnittet deltager derudover i intern undervisning og tværfaglig gruppesupervision.
Et stærkt psykologfagligt miljø Psykiatrisk Center Ballerup er et stort center med omkring 850 medarbejdere, og du bliver en del af en psykologgruppe på ca. 75 psykologer. Du har mulighed for kollegial kontakt med psykologerne på de andre afsnit og kan deltage i faggruppemøder og andre faglige aktiviteter for psykologgruppen på Psykiatrisk Center Ballerup. Hvis du har gennemført praksisuddannelse (tidligere autorisation), er det muligt, at du kan supervisere på andre sengeafsnit eller ambulatorie på centeret.
Kvalifikationer - Vi søger en psykolog med god indfølingsevne, som er nærværende og evner at møde patienterne med en åben og nysgerrig tilgang og en terapeutisk holdning.
- Du har mod på at arbejde med en kompleks patientgruppe og være med til at udvikle behandlingen på afsnittet.
- Du er uddannet psykolog (cand.psych.), gerne med praksisuddannelse (tidligere autorisation), men det er ikke et krav.
- Psykiatrisk erfaring og interesse for arbejdet i et døgnafsnit, herunder miljøterapi og den daglige sparring med plejepersonalet.
- Erfaring med samtaleterapi.
- Gode samarbejdsevner og lyst til at indgå i tværfagligt samarbejde med speciallæge, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeut, fysioterapeut, socialrådgivere og lægesekretær.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos:
- Afsnitsledende specialpsykolog Høgni Miné på tlf: 21 69 07 04
- Oversygeplejerske Bettina Bach Offendal, på tlf: 20 16 42 83
- Chefpsykolog, Psykiatrisk Center Ballerup, Kirsten Grage på tlf: 20 49 44 89
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er på 37 timer ugl. med tiltrædelse den 1. maj 2026 eller efter aftale.
Du refererer til afdelingsledelsen.
Du ansættes i henhold til overenskomst for akademikere ansat i regioner m.v.
Ansøgningsprocedure Du søger stillingen ved at uploade ansøgning, CV og relevante uddannelsesdokumenter via linket her på siden senest
den 15. marts 2026.
Vi regner med at afholde samtaler i uge 12.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Læs mere om Psykiatrisk Center Ballerup her