Provstisekretær til alsidig, sjov og udfordrende hverdag
En fuldtidsstilling som provstisekretær er ledig til besættelse snarest muligt. Halvdelen af stillingen er knyttet specifikt til provstisekretæropgaver i Amagerbro Provsti, mens hovedopgaven for den anden halvdel omhandler strategisk økonomi samt provstiopgaver for både Amagerbro Provsti og Holmens og Østerbro Provsti.
Amagerbro Provsti
Provstisekretæren er ansat af provstiudvalget, der sammen med provsten, står i spidsen for det samlede provstis håndtering af alle økonomiske, bygningsmæssige og administrative opgaver indenfor den kirkelige lovgivning. Provstiudvalg og provst har som primær opgave at skabe gode rammer for kirkelivet i hele provstiet og bruger pengene målrettet og innovativt på at gøre folkekirken relevant for flest mulige.
I sekretariatet deler du hverdag med tre gode kollegaer, hvor den ene provstisekretær er ansat i Amagerbro, mens de to andre er ansat i Holmens og Østerbro. Provstiets sekretærer har en række fælles arbejdsopgaver. Dertil kommer, at arbejdsopgavernes fordeling fremgår af sekretærernes arbejdsbeskrivelser. De to provster er leder for hhv. det ene og andet provstisekretariat, men du ansættes af Amagerbro Provstiudvalg.
Der skal påregnes geografisk fleksibilitet i forhold til at arbejde i to provstier.
Arbejdssted: Provstierne arbejder på at finde fælles kontor. Indtil da vil der være fast kontorplads i Holmens og Østerbro Provsti.
Provstisekretæropgaver
Jobbets ene halvdel som provstisekretær hviler på en god blanding af jura, økonomi, tilsyn, rådgivning og sparring. Det er ikke en floskel, når blæksprutte-metaforen tages i brug, for arbejdet er vitterligt alsidigt og grunder sig i et stærkt fokus på værdibårne opgaver i et samarbejde med mange forskellige aktører. Det er provstisekretærenes opgave at støtte provsterne i det daglige arbejde ved at skabe kontinuitet, overblik og samtidig have øje for detaljen. Sekretærerne bistår provstiudvalg, rådgiver og vejleder provstiernes menighedsråd.
Samarbejdet med Københavns Stift, Kirkeministeriet og andre offentlige myndigheder er tillige en vigtig og uomgængelig del af arbejdet. Du vil være i kontakt med mange forskellige mennesker i forbindelse med sagsbehandling, sagsfremstilling og rådgivning. Vores nye provstisekretær skal derfor trives med at have en bred og mangfoldig berøringsflade.
Arbejdet med økonomiske tal og analyser, kvalificeret budgetlægning og regnskabsførelse, herunder også budget og regnskab for Provstiudvalgets kasse (PUK), fordeles internt ud fra sekretærernes arbejdsbeskrivelser.
Strategisk økonomi
Jobbets anden halvdel skal varetages af en provstisekretær, der hovedsageligt kan arbejde strategisk med økonomi og sikre en tydelig kobling mellem økonomiske prioriteringer og visioner, indsatsområder og langsigtet udvikling. Stillingen kræver overblik, analytisk sans og evne til at omsætte tal og budgetter til strategiske beslutningsgrundlag.
Strategisk økonomi hos os handler om at bruge økonomien som et aktivt redskab til at fremme folkekirkens relevans. Det indebærer en struktureret tilgang til budgetlægning og opfølgning i tæt samarbejde med provstiudvalg og med det kirkelige budgetudvalg i København. Økonomien skal afspejle den retning, vi ønsker at understøtte folkekirken med – både lokalt og på provstiniveau.
Der skal være fokus på prioritering og fælles løsninger på tværs af provstiet – såsom deling af personaleressourcer, fælles indkøb, administrative funktioner samt fælles projekter og arrangementer. Opgaverne omfatter blandt andet at arbejde med økonomien i et flerårigt perspektiv, herunder forventet udvikling i ligningsmidler, vedligeholdelsesplaner for kirker og øvrige bygninger samt personaleudvikling og eventuelle ændringer i stillingsstrukturer.
Provstisekretæren skal understøtte arbejdet med og implementeringen af normbudgettering. Anvendelse af ProvstiSkyen som budgetredskab er et ansvarsområde, og stillingen forudsætter evne til at analysere lønomkostninger, udgifter til bygningsdrift, udviklingen i frie midler og reserver med henblik på at identificere fleksibilitet og bindinger i økonomien.
Samlet set søger vi en provstisekretær, der kan bruge økonomien som et strategisk redskab til at understøtte kirkens liv og udvikling – med overblik, faglighed og blik for helheden.
Vi tilbyder:
· Gode rammer og arbejdsforhold i et velfungerende samarbejde med provster, sekretærer, provstiudvalg og menighedsråd
· Godt kollegaskab i en ikke-kedelig hverdag
· En spændende og alsidig arbejdsuge med stor fleksibilitet og indflydelse på eget arbejde
· Et udfordrende og selvstændigt arbejde med betydningsfulde arbejdsopgaver
· Alsidige samarbejdsrelationer og kontaktflader
· Indflydelse på arbejdstilrettelæggelse med plads til idéer og medtænkning
· Oplæring og uddannelse. Du vil være del af et velfungerende netværk af kollegaer i Københavns Stift. Du vil også få en vejledersekretær fra et af de andre provstier.
Vi forventer:
Vi ser dig som en ansvarsfuld person med overblik og udpræget sans for samarbejde, på kryds og tværs af fag. Dine nærmeste kollegaer får glæde af din sans for struktur og systematik men også af at sparre og udvikle sammen med dig. Du skal evne at have mange bolde i luften på én gang og samtidig skabe kontinuitet. Det falder dig let at ændre i arbejdsgangen, om nødvendigt.
Arbejdsmæssigt tilfører du:
· Selvstændig og analytisk arbejdsevne samt lyst til at sparre med provster og kollegaer om provstiets kirkelige og fælles anliggender
· Fortrolighed med økonomimodeller
· Solidt kendskab til regnskabsførelse, talforståelse, journalisering samt erfaring inden for offentlig administration eller anden relevant uddannelsesbaggrund (kontor, administration eller akademisk uddannelse)
· Sprogligt flair mundtligt og skriftligt
· Solide IT-kundskaber herunder excel, og har du kendskab til F2 er det en fordel
Løn og ansættelsesvilkår:
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten indgået mellem HK/Stat og Finansministeriet med forventet indplacering i løngruppe 3, sats III (hovedstad). Der ydes 15% i pensionsbidrag. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk Der kan forhandles tillæg efter kvalifikationer og uddannelse.
Der er 3 måneders prøvetid.
Ansøgningsfrist er den 13. april 2026. Vi vil se på de indkomne ansøgninger løbende.
Ansøgning med CV, relevante bilag og referencer sendes elektronisk til Amagerbros Provstiudvalg: amagerbro.provsti@km.dk, att: Provst Michael Krogstrup Nissen.
Vi forventer at holde samtaler den 17. april (uge 16).
Kontakt:
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte provst Michael Krogstrup Nissen tlf. 5117 4727 eller mkni@km.dk. Kompetenceprofil for provstisekretærer kan rekvireres hos provsten.
Læs mere om Amagerbro provsti: https://provsti.dk/amagerbro
Holmens og Østerbro Provsti: www.holmensogøsterbroprovsti.dk og https://provsti.dk/holmens-oesterbro