Hvem er vi?
Vi er Den Frie Rådgivning - en frivillig social forening, som tilbyder gratis og uvildig rådgivning til mennesker i udsatte positioner. Vi arbejder med alvorlige emner, men vi gør det med varme, humor og et stærkt fællesskab. Det er vigtigt for os at vores nye holdkammerat kan se styrken i mangfoldighed og kan arbejde respektfuldt og trygt med mennesker i forskellige livssituationer. Vi er et lille sekretariat med høj faglighed og tæt samarbejde, og vi lægger vægt på at vi hjælper hinanden og løfter opgaverne i fællesskab.
I vores økonomi- og gældsrådgivning, PROP, møder vi mennesker med mange forskellige baggrunde og livsvilkår. Vi arbejder helhedsorienteret og forebyggende, og en del af arbejdet vil bestå i at bidrage til forebyggelse af børnefattigdom og at styrke handlemulighederne for mennesker, som har mistet overblikket over deres økonomi.
Hvad skal du lave?
Kort sagt: understøtte den frivillige indsats og bidrage til driften Konkret betyder det, at du skal:
• Understøtte den daglige koordinering af PROP
• Bidrage til rekruttering, oplæring og understøttelse af vores frivillige
• Bidrage til at planlægge, koordinere og evaluere oplæg og informationsaktiviteter
• Holde økonomisk forebyggende oplæg
• Løse løbende ad hoc-opgaver i en hverdag, hvor det nogle gange går ret stærkt
• Forvente et arbejde, hvor arbejdstiderne kan være omskiftelige fordi der til tider vil være aftenarbejde
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
• Er god til at skabe relationer til både brugere, frivillige og samarbejdspartnere
• Har erfaring med frivilligt arbejde og kender til vilkårene i civilsamfundet
• Har en baggrund, som betyder at du både vil være i stand til at formidle komplekse økonomiske problemstillinger på hverdagsdansk, men også er i stand til at yde rådgivning om budgetlægning, gældssanering, SKAT mm.
• Er et menneske som godt kan lide at være opsøgende og skabe netværk og relationer
• Taler og skriver dansk, da meget af arbejdet handler om at kommunikere med bl.a. offentlige myndigheder. Er du så heldig at du også taler andre sprog, så er det kun en fordel
Men mest af alt, så er du:
• Idérig, kreativ og handlekraftig – du får ting til at ske
• En person der brænder for at gøre en forskel for andre mennesker og forstår at formidling er en vigtig del af det
• Dig selv – med alt hvad det indebærer af humor, engagement og nysgerrighed
Hvad får du hos os?
• En mangfoldig arbejdsplads med både lønnede medarbejdere og frivillige, hvor alle taler og skriver dansk, men hvor vi samlet set taler 28 forskellige sprog og i løbet af et år yder rådgivning til mennesker med rødder i mere end 60 forskellige lande
• Et fleksibelt og uformelt arbejdsmiljø, hvor vi prioriterer det at spise frokost sammen og grine sammen, lige så meget som vi prioriterer at være grundige og overholde aftaler
• Vi er en NGO i vækst, og du vil derfor få stor indsigt i forandringsprocesser, intern kommunikation og i samarbejde på tværs af flere offentlige og private aktører
• Vi tilbyder helligdagsbyt, markerer jul, ramadan og andre store højtider, og så snakker vi rigtig meget om mad
Praktisk info
• Arbejdstid: 20 – 25 timer om ugen
• Ansøgningsfrist: 29. maj
• Startdato: Hurtigst muligt, og senest til august
• Proces: Vi holder løbende samtaler
Periode: Ansættelsen vil være til 2028 med mulighed for forlængelse, forudsat der kommer midler til forlængelse af projektet.
Send din ansøgning og CV til sekretariatsleder Kirstine Busk Folkmann på kirstine@dfr.dk.
Har du spørgsmål kan du kontakte Kirstine på tlf.: 2466 5734 (Mandag til torsdag kl. 9.30 – 14.00).