Projektleder for LEAF – grønne laboratorier på Aarhus Universitet

fuldtid
Projektleder for LEAF – grønne laboratorier på Aarhus Universitet
  • Aarhus Universitet
  • Nordre Ringgade 1, 8000 Aarhus C

Vil du være med til at omsætte Aarhus Universitets klimaambitioner til konkret handling i laboratorierne og gøre grønne arbejdsgange til en naturlig del af forskning og undervisning? Har du både forståelse for laboratoriemiljøer og lyst til at drive en tværgående indsats på AU?

Så er du måske Aarhus Universitets nye projektleder for LEAF.

Om stillingen

Aarhus Universitet er i gang med at implementere LEAF (Laboratory Efficiency Assessment Framework) som et centralt element i Klimahandleplan 2026. Målet er at reducere energiforbrug og ressourceanvendelse i laboratorierne – uden at gå på kompromis med kvalitet eller sikkerhed. LEAF-piloten på Health har allerede certificeret de første fem laboratorier, og næste skridt er at skalere indsatsen til flere laboratorier på fakulteterne Health, Nat og Tech.

Som projektleder for LEAF får du det daglige ansvar for AU’s LEAF-program. Du:
  • videreudvikler og skalerer modellen på baggrund af erfaringerne fra piloten.
  • designer og driver organisering, årshjul og audit-setup på AU-niveau.
  • går forrest i praksis ved selv at gennemføre de første audits.
  • opbygger og leder et korps af frikøbte auditører på Health, Nat og Tech.
  • fungerer som bindeled mellem laboratoriemiljøer, fakultetsledelser og det centrale klimaprogram.
Derudover får du en central rolle i at udvikle og opbygge en driftsorganisation for LEAF, så det bæres videre som en integreret del af AU’s laboratoriedrift.

Stillingen er forankret centralt i Analyse og Politik i Universitetsledelsens Stab, hvor du får funktionschefen for Analyse og Politik som nærmeste leder og programlederen for AU’s klimaindsats som tæt sparringspartner. Du kommer til at arbejde på tværs af hele universitetet – med særligt fokus på de laboratorietunge fagmiljøer.

Dine opgaver

Dine vigtigste opgaver bliver at:

Opbygge og drive AU’s LEAF-program

  • tilpasse LEAF-konceptet til AU’s organisering, forskellige laboratorietyper (våde, tørre og dyrestalde) og eksisterende indsatser
  • udvikle organiseringsmodel, årshjul, processer samt stå for projektledelsen af indsatsen
  • sikre, at forskningsgrupperne har adgang til de udviklede skabeloner og vejledninger for certificering, de skal bruge i deres lokale arbejde
  • sikre, at LEAF tænkes sammen med øvrige indsatser i Klimahandleplan 2026.


Gennemføre og skalere certificeringsforløb

  • bygge videre på erfaringerne fra LEAF-piloten på Health og støtte de næste laboratorier i at komme godt i gang med LEAF
  • gennemføre audits og opfølgninger i laboratorierne – med bronze som udgangspunkt og mulighed for sølv/guld, hvor der er lokale ambitioner
  • medvirke til at planlægge og etablere et konkret setup for LEAF på Nat og Tech
  • sikre, at tildeling af LEAF-certifikater bliver synlig i organisationen.


Etablere og drive et auditørkorps

  • medvirke til at udpege og frikøbe interne auditører på Health, Nat og Tech
  • planlægge og gennemføre træning, videndeling og løbende sparring med auditørkorpset
  • sikre, at auditørerne har de værktøjer og den viden, de skal bruge i deres lokale arbejde.


Understøtte ledelse og organisation

  • levere løbende status og beslutningsgrundlag til relevante ledelsesfora (fx Universitetsledelsen og fakultetsledelser)
  • dokumentere og formidle resultater – fx i form af CO₂-reduktioner, energibesparelser, økonomiske gevinster og fremdrift i certificeringerne
  • koordinere med centrale aktører som Indkøb, AU Bygninger og AU ReUse, hvor deres indsatser understøtter LEAF-arbejdet.


Din profil

Vi forventer, at du kan se dig selv i det meste af nedenstående:
  • Du har erfaring med at lede projekter i en større organisation – gerne på tværs af enheder.
  • Du har en lang videregående uddannelse, fx inden for sundhedsvidenskab, naturvidenskab eller teknisk videnskab.
  • Du har erfaring fra eksperimentelle forsknings- eller laboratoriemiljøer og kender den praktiske hverdag i et laboratorium, og du har samtidig en god forståelse for universitetsverdenen.
  • Du er motiveret for at arbejde med bæredygtighed, grøn omstilling, miljø- eller energieffektivisering i forsknings- og uddannelsesmiljøer.
  • Du trives med at arbejde både strategisk og praktisk:
    • du kan være med til at udvikle koncepter, processer, skabeloner og vejledninger
    • og du har lyst til selv at stå i laboratorierne og gennemføre audits og opfølgninger.
  • Du er god til at opbygge relationer og netværk – også på tværs af fagligheder og organisatoriske skel.
  • Du er tryg ved at arbejde med data og dokumentation og kan omsætte tal til meningsfulde budskaber i ledelsesrapportering.
  • Du kommunikerer klart, ordentligt og respektfuldt – både på dansk og engelsk, skriftligt og mundtligt.


Personlige kompetencer

Som person er du selvstændig og kan drive et projekt fremad, samtidig med at du trives i tæt sparring med programleder for klimaindsatsen samt centrale samarbejdspartnere.

Du har respekt for hverdagen i laboratorierne og forstår de praktiske og sikkerhedsmæssige rammer, der skal arbejdes inden for. Du er tryg ved at bevæge dig i både faglige miljøer og administrative rum og er tydelig, ordentlig og tillidsskabende i din kommunikation – både i samarbejdet med teknisk personale, forskere, administrative kolleger og ledelse.

Samtidig motiveres du af at skabe konkrete forbedringer – som mindre spild, smartere arbejdsgange og dokumenterbare klimaeffekter – i tæt samspil med dem, der bruger laboratorierne til hverdag.

Vi tilbyder

  • En central rolle i at realisere Aarhus Universitets klimahandleplan og reducere klimaaftrykket fra laboratorierne.
  • Et job med stor selvstændighed og ansvar, hvor du får mulighed for at præge både indhold og organisering af LEAF-programmet.
  • Tæt samarbejde med dedikerede kolleger på tværs af fakulteter, administration og teknisk drift.
  • En hverdag præget af høj faglighed og meningsfulde opgaver i en organisation med et stærkt samfundsengagement.
  • At blive en del af et velfungerende og fagligt stærkt team i Analyse og Politik med et godt fagligt og socialt sammenhold.


Ansættelsesvilkår

Stillingen er på fuld tid og er en fast stilling, der ønskes besat senest 1. april 2026 eller snarest muligt.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst med Finansministeriet. Arbejdssted er Analyse og Politik, Universitetsledelsens Stab, Aarhus Universitet.

Ansøgning

Send din ansøgning, CV og relevante bilag via Aarhus Universitets rekrutteringssystem senest 22. januar 2026. Vi afholder første samtale i uge 6 og en evt. anden samtale i uge 8.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionschef Maria Juhler Maibom på telefon 9352 1245, eller programleder Ann Kjersgaard Nohrs på telefon 9352 1435.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
 


Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk


Log ind