Kan du lede tværgående samarbejde, sikre anskaffelser og implementering af sensorer og systemer samt sikre dataflows? Vi søger en programchef med solid erfaring fra Forsvaret, til understøttelse af Forsvarets evne til at foretage 24/7 overvågning af Kongerigets nærområde.
Om os Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder - hemmeligt og åbent - for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at benytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden, og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister, og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Om stillingen Som chef for Situational Awareness (SA) Programmet får du ansvaret for FE’s implementering af politiske delaftaler under forsvarsforliget, herunder at anskaffe og implementere nye kapaciteter, sensorer og IT-systemer. Investeringerne skal tilsikre, at Forsvaret får de bedst mulige forudsætninger for at beskytte og forsvare Kongeriget. Der er tale om et omfattende program med snitflader til såvel nationale som internationale samarbejdspartnere.
Du bliver leder af et program, der skal udvide FE’s mulighed for at understøtte Forsvaret med rettidige efterretninger, og sikre rettidige og fyldestgørende leverancer, mens du som strategisk leder skal sætte retningen for udvikling og automatisering af FE’s rapportering og varsling til Forsvaret.
Vi forventer, at du som programchef kan tænke strategisk i forhold til den langsigtede udvikling af SA-området, men samtidigt fokusere på konkret opgaveløsning og leverancer.
Dine ansvarsområder som chef bliver bl.a:
- Sikre fremdrift i programmets projekter og leverancer til Forsvaret
- Overordnet ledelse af programmet
- Tværgående ledelse af underlagte projekter og tilknyttede konsulenter
- Tværgående koordination internt i FE og med Forsvarsministeriets departement, Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
- Økonomi- og budgetstyring for programmet
- Afrapportering i forhold til programmets aktiviteter og leverancer
Du vil desuden indgå i ledelsesgruppen for Sektoren for Støtte til Forsvaret, hvor du skal bidrage til ledelse og udvikling af opgaveløsningen i den samlede sektor.
Det bemærkes, at programmets opbygning og struktur pt. er under revision, herunder fsva. samarbejde med andre aktører i koncernen.
Om dig Vi lægger vægt på, at du har erfaring fra det militære chef- eller lederniveau og har arbejdet med både efterretninger og operationer, herunder operationsplanlægning.
Du har kendskab til Forsvarets operative opgaveløsning og de krav til et situationsbillede, som operationer i hele Kongeriget og dets nærområde afføder fra Forsvarets stabe og enheder.
Det er en fordel, hvis du tidligere har arbejdet i FE, og hvis du kan trække på erfaringer fra internationalt samarbejde og tidligere tjeneste i mere end en af Forsvarsministeriets styrelser eller i departementet. Det er en tillige en fordel, hvis du har kendskab til de sensortyper, som kan levere input til dannelsen af et samlet situationsbillede.
Vi forventer, at du kan demonstrere styrker inden for strategisk ledelse, tværgående ledelse og relationel ledelse. Du skal kunne omsætte FE’s strategiske retning til konkrete handlinger og leverancer.
Du skal kunne sparre med og bidrage til opgaveløsningen hos dine chefkolleger i andre dele af FE. Derudover skal du kunne skabe rammer for medarbejdere og chefer i afdelingen, som understøtter et godt arbejdsmiljø og motiverer gennem udfordring, feedback og handling.
Du forstår at uddelegere ansvar, men har samtidig en god fornemmelse for, hvornår opgaverne kræver din opmærksomhed eller opfølgning.
Du er helhedsorienteret, og har en stærk eksekveringsevne. Du er handlekraftig, beslutningsdygtig og evner at håndtere krydspres i en politisk styret organisation.
Du har stærke kommunikative kompetencer og er stærk til at opbygge og vedligeholde relationer og netværk herunder med blik for interessevaretagelse. Du er proaktiv og nytænkende i udvikling af løsninger og processer og udfordrer gerne velkendte forretningsgange - altid med respekt for andres faglighed og særlige viden.
Det er ikke et krav, men en klar fordel, hvis du har erfaring med program- og/eller projektledelse.
Du skal beherske både mundtligt og skriftligt engelsk på forhandlingsniveau.
FE prioriterer lederudvikling Der er tale om chefstilling. Derfor forventer vi, at du både kan og vil udvikle dig i et samarbejde med din afdeling og dine chefkolleger. God ledelse er forudsætningen for at være en attraktiv arbejdsplads. Både for nuværende og fremtidige medarbejdere. Derfor har FE fokus på lederudvikling.
Vi har et fælles ledelsesgrundlag med tilhørende rolle- og kompetence-beskrivelser. Ledelsesgrundlaget retter sig mod alle ledelsesniveauer i organisationen. Det adresserer balancer i ledelse: Strategisk ledelse vs. driftsledelse, relationel ledelse vs. faglig ledelse og tværgående ledelse vs. linjeledelse.
Ledelsesgrundlaget har udgangspunkt i fire ledelsesværdier:
- Vi arbejder som ét FE
- Vi udfordrer og udvikler os.
- Vi tager ansvar og eksekverer.
- Vi transformerer FE.
Som kandidat til en lederstilling i FE vil du få et indblik i vores fælles ledelsesgrundlag. Vi arbejder med ledelsesgrundlaget lige fra udvælgelsesprocessen og hele vejen i en karriere som leder i FE. Bliver du ansat som leder i FE, kan du forvente en løbende lederudvikling - lige som vi også forventer af dig, at du udvikler dig løbende.
Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten og fastsættes som udgangspunkt på åremål. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiver finansieret pension.
Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.
Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.
Stillingen er ledig til besættelse den 1. juni 2026 eller hurtigst muligt.
Dit daglige tjenestested er: København Ø
Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.
Som militært ansat skal du endvidere kunne opfylde forsvarets helbredskrav til deltagelse i internationale missioner samt kunne bestå fysiske tests i henhold til forsvarets krav. Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte den lokale HR-partner ved FE på
21443@ddis.dk Hvis du har spørgsmål til løn- eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent ved Personelkommandoen Tina Nielsen på telefon 3266 5973.
Ansøgningsfristen er d. 6. april. Samtaler forventes afholdt fra uge 16.
Forud for en evt. 2. samtale kan du forvente, at skulle gennemføre en personlighedstest.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Du kan læse mere om FE på https://fe-ddis.dk, hvor du blandt andet kan få et mere detaljeret indblik i FE’s opgaver og værdier samt yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.