Pædagogisk leder til Specialtilbud Autisme, Afdeling Låsby

fuldtid
Pædagogisk leder til Specialtilbud Autisme, Afdeling Låsby
  • Specialtilbud Autisme Låsby
  • Skolevej 10, 8670 Låsby
  • Trives du med at lede dig selv og andre i et højt specialiseret og komplekst felt?
  • Har du modet og evnen til at støtte, vejlede og udfordre?
  • Har du viljen til at arbejde for at børn og unge med autismespektrumforstyrrelser (ASF) får de bedst mulige forudsætninger for et godt og selvstændigt liv?

Så vil vi meget gerne møde dig!

Specialtilbud Autisme søger en kompetent pædagogisk leder, der sammen med afdelingslederen vil få det samlede ansvar for 50 fagligt dygtige medarbejdere og 78 skønne elever på Afdeling Låsby.

Afdeling Låsby/LÅS, som er en afdeling på Låsby skole, er det mest vidtgående af to tilbud for børn og unge med ASF i Skanderborg Kommune. Ofte har eleverne komorbide diagnoser som f.eks. ADHD, angst, OCD samt nedsat kognitivt funktionsniveau.

Som pædagogisk leder er dine opgaver sammen med afdelingslederen at sikre den daglige drift, at fastholde den positive udvikling af specialpædagogikken og ikke mindst at være en involverende leder for medarbejderne. Heldigvis får du kompetente samarbejdspartnere i bl.a. vores to pædagogiske konsulenter, skolens øvrige ledere og deltagerne i kommunens nyoprettede videnscenter på området.

Du kan finde flere oplysninger om stillingen og vore forventninger til vores nye afdelingsleder i job- og personprofilen.
Her står også mere om rekrutteringsprocessen.

Hvis du har spørgsmål om jobbet, eller har lyst til at besøge skolen, er du meget velkommen til at kontakte enten afdelingsleder Sara Hulgaard på telefon: 21 15 60 97 eller skoleleder Jesper Frandsen på telefon: 87 94 26 62 / 24 83 89 40 eller på e-mail: jesper.frandsen@skanderborg.dk.

Ansøgningsfristen er den 30. november 2025 kl. 23.59, og vi håber at byde vores nye kollega velkommen 1. februar 2026.

I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.

 

Log ind