Vil du være med til at skabe livsdygtige, robuste og trygge børn i et hus, hvor naturfaglighed, tillid, legemiljøer og relationer er i fokus? Og tiltaler det dig at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor vi løfter i flok og altid passer på hinanden? Så søger børnehaven i Børnehuset Nansensgade to pædagoger, som skal indgå i tæt samarbejde med andre ambitiøse og dygtige pædagoger. Ansættelse er fra den 15. april 2026 eller snarest derefter.
Børnehuset Nansensgade ligger i hjertet af København og er en integreret del af det levende ressourcestærke fællesskab i Nansensgade-kvarteret.
Vi er et stort hus, men du må ikke lade dig forskrække heraf. Alle etager rummer tre stuer, som i det daglige ”lukker sig om sig selv”. Vi bryster os af dobbelt så mange kvadratmeter pr. barn, som loven foreskriver.
Vi har egen gymnastiksal, motorikrum og generelt bare rigtig meget plads, som understøtter gode betingelser for f.eks. at kunne arbejde i små grupper.
Vi har travlt, men vi elsker at gå på arbejde, og vi lover, at du hos os vil blive del af et fantastisk arbejdsfællesskab med fokus på hjælpsomhed, ærlighed, humor og høj faglighed.
Vi er en blandet medarbejdergruppe, som både rummer en del nyuddannede pædagoger (tidligere studerende) og en del erfarne pædagogiske medarbejdere – herunder nogle med 28 års anciennitet.
Om dig Vi søger dig, som møder børnene med nærvær, glæde og autencitet. Du brænder for pædagogik, og du kan se dig selv arbejde i små grupper, hvor vi ud fra fælles pædagogiske principper understøtter nære relationer blandt voksne og børn, børnefællesskaber og gode legebetingelser.
Du har interesse for naturen og ønsker og kan se dig selv i at være med til at udvikle vores naturfaglige profil.
Du har lyst til at indgå i tæt samarbejde med dine kollegaer, og ikke mindst ser du dig selv som sparringspartner til husets forældre. Netop det trygge og tillidsfulde forældresamarbejde er et af vores kendetegn.
Du arbejder målrettet med den styrkede pædagogiske læreplan og trives med udeliv og bruger naturen aktivt i det pædagogiske arbejde.
Om os Børnehuset Nansensgade er en del af Klynge IBØ C (Område Indre By/Østerbro) og består af seks vuggestuer og fem børnehavestuer samt en udflytterafdeling, som ligger tæt på Klampenborg Station. Her skiftes vores fem børnehavestuer til hver femte uge at nyde omgivelser med skov og hav.
Vi har igennem de sidste år været del af det naturfaglige science pædagogiske forskningsprojekt Navada, som finansieres af Novo Nordisk. I det nye år deltager to af vores medarbejdere i et udviklingsforløb, som lægger grunden for en diplom-model.
Vi har åbent alle hverdage fra kl. 7.00-17.00. Hver fredagmorgen serveres forinden arbejdstid hjemmebagt morgenbrød i køkkenet, og hver fjerde fredag mødes vi alle til fælles kage i middagsstunden.
Læs mere her
Børnehuset Nansensgade Vi håber at høre fra dig.
Ansættelsesvilkår Ansættelse sker efter gældende overenskomst.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Bilag Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Yderligere oplysninger Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Bettina Klein på 2037 6496 eller klyngeleder Rikke Sjøgren på 2348 7659.
Søg via linket senest onsdag den 1. april 2026 Samtaler afholdes løbende.