Pædagog søges til Gårdbørnehaven Kaptajngården

fuldtid
Pædagog søges til Gårdbørnehaven Kaptajngården
  • Gårdbørnehaven Kaptajngården S/I
  • Vestergade 19, 5672 Broby

– hvor vi hver dag skaber gode, glade, lærerige og oplevelsesmættede dage omkring et godt børneliv med dyr, mad, natur, nærvær og nysgerrighed.

Forestil dig en arbejdsdag, hvor lam bliver født, kartofler graves op, børn ælter dej i køkkenet – og hvor du både støtter, guider og følger børnenes egne spor.

Drømmer du om et arbejde, hvor hverdagen ER virkeligheden. Hvor børnene er med i alt fra madlavning til dyrepasning og hvor ingen dage er ens? Så er Kaptajngården måske stedet for dig.

Vi er en gårdbørnehave, hvor omsorg, fællesskab og praktisk pædagogik går hånd i hånd. Vores motto er: “Børnene ved, hvad de har lyst til – vi ved, hvad de har brug for.”

Hvem søger vi?

Vi leder efter en pædagog, der møder børnene dér, hvor de er og som brænder for både relationer og hverdagens små betydningsfulde øjeblikke.

Du er én, der:

  • har et varmt, empatisk og tydeligt pædagogisk nærvær.

  • kan finde ro i en hverdag, der rummer spontanitet, faste gøremål og mindre struktur.

  • ser børns ressourcer, forskelligheder og udviklingsmuligheder.

  • kan navigere mellem leg, læring, praktiske gøremål og være nærværende.

  • er nysgerrig på børns interesser og kan skabe aktiviteter ud fra dem.

  • både kan sætte retning og give plads.

  • trives i et hus, hvor samarbejde og god kommunikation er nøglen til alt.

Det betyder meget for os, at du har blik for alle børn, hvem der har brug for et ekstra kærligt skub – og hvem der er i stand til at klare det på egen hånd.

Hvad bliver din rolle?

Du bliver en central del af teamet omkring de yngste børn og får ansvar for en god og tryg opstart i et tæt samarbejde med forældrene. Sammen med din nærmeste kollega er du med til at sikre, at nye børn mødes af et trygt, indbydende og fagligt stærkt miljø.

Du vil blandt andet:

  • lave mad med børnene én dag om ugen (vi sørger for grundig oplæring).

  • arbejde i køkkenhave og frugthave med børnene og følge årstidernes rytme.

  • fodre og passe gårdens dyr – og lære børnene om ansvar, omsorg og livets cyklus.

  • stå for praktiske opgaver som at reparere dyrefolde, fikse cykler eller lægge vasketøj sammen.

  • skabe aktiviteter, store som små, der kan fange børnenes nysgerrighed.

  • støtte børnene i at kunne vælge frit mellem at være ude og inde og flytte sig derhen, hvor behovet for voksne er.

  • have øje for dynamikken i børnegrupperne og skabe passende fællesskaber på tværs af alder.

Hos os møder du en hverdag præget af natur, nærvær og fagligt engagement – men også en hverdag, hvor planer kan ændre sig, hvis et lam er ved at blive født, hvis regnen giver vandpytter eller hvis børnenes leg går i en ny retning.

Hverdagen på Kaptajngården

Vi har ikke detaljerede dagsprogrammer – men vi har daglige holdepunkter samt strukturer og en kultur, der gør os stærke sammen.

Vi betragter os som ét hus og én børnegruppe! Eksempelvis skaber vi mindre fællesskaber dagen igennem, men vi spiser fælles frokost, vi taler sammen om planerne for dagen og vi hjælper hinanden, når dagen skifter retning.

Forældrene spiller ligeledes en stor rolle i vores hverdag!

Vi inviterer dem ind og byder velkommen med en kop kaffe. Vi prioriterer tid til samtaler, hvor relationer opstår og fælles forståelser skabes. Når forældrene er trygge, er børnene trygge.

Traditioner og arrangementer

Når efteråret kommer og dyrene slagtes, samles vi til kartoffelfest med børn og forældre – én af årets store begivenheder.

Vi arbejder desuden i perioder frem mod andre arrangementer og du skal derfor forvente aktiviteter uden for normal åbningstid.

Kollegaskab og kultur

Du bliver en del af et fagligt stærkt og varmt team bestående af:

  • 5 pædagoger

  • 6 pædagogmedhjælpere/fleksjobbere

  • 1 studerende

  • pedel

  • 1 pædagoguddannet leder

Vi prioriterer samarbejde, faglig sparring og gode relationer – og vi gør os umage både med børnene og med hinanden. Pædagogerne deltager desuden på skift i bestyrelsesmøder.

Kom og besøg os!

Vi vil meget gerne vise dig stedet og fortælle mere om hverdagen.

Kontakt Allan på 72 53 44 11, hvis du vil komme forbi eller har spørgsmål.

Send ansøgning, CV og eksamensbevis til: kaptajngaarden@fmk.dk

Samtaler afholdes løbende.

Kaptajngården er en selvejende daginstitution med op til 60 børn i alderen 2 år og 11 måneder til skolestart. Løn og ansættelse sker efter den kommunale overenskomst. Stillingen er på fuld tid. Der indhentes børne- og straffeattest.

Læs mere på vores hjemmeside eller lad dig inspirere af hverdagen fra vores Facebook.

Log ind