Vil du være med til at skabe tryghed, mening og små – men vigtige – sejre i hverdagen? I starten af 2026 flytter en ny borger ind hos os. Derfor søger vi en pædagog eller pædagogisk assistent, som har hjertet med i arbejdet og lyst til at være en del af et fagligt stærkt og omsorgsfuldt fællesskab.
Hos os bor 7 – snart 8 – voksne mennesker med betydelige og varige funktionsnedsættelser. De har alle brug for struktur, tydelighed og nærvær. Og de har brug for medarbejdere, der kan mærke dem – også når ordene mangler.
__________________________________________________________________________________________
En helt almindelig dag hos os Din dag kan begynde kl. 6.00 eller 7.00. Du møder ind, og huset er stille. Nattevagten giver en grundig overlevering – måske har en borger sovet uroligt, måske glæder en anden sig allerede til at skulle afsted i dagtilbud.
Morgenstunden handler om ro og genkendelighed. Nogle borgere har brug for god tid til at vågne, andre er klar med det samme. Du støtter i personlig pleje, morgenmad og dagens første struktur. Det kan være små ting – men de små ting er store her.
Flere af vores borgere er tilknyttet Dagtilbuddet Nordlys. For dem er en vigtig del af formiddagen at blive gjort klar og få en tryg overgang fra hjem til dagtilbud. Du er med til at skabe den røde tråd – både i forberedelsen om morgenen og i dialogen med medarbejderne i Nordlys. Det tætte samarbejde betyder, at vi deler viden, følger op og sikrer sammenhæng i borgernes hverdag.
For de borgere, der er hjemme i løbet af dagen, kan formiddagen byde på aktiviteter i huset, en tur mod stranden eller skoven eller måske praktiske gøremål, der giver mening for den enkelte. Måske kræver dagen ekstra tydelighed, fordi noget uforudset opstår. Her er det din ro, din faglighed og jeres fælles tilgang, der skaber tryghed.
Når borgerne vender hjem fra dagtilbud, handler det om at lande godt. Nogle har brug for ro, andre har brug for at dele dagens indtryk – også når det sker uden ord. Her er du med til at aflæse, støtte og skabe struktur i overgangen fra aktivitet til eftermiddag.
Starter du kl. 14.30 på aftenvagt, møder du dine kolleger til overlap. Her taler I om dagens stemninger, oplevelser fra Nordlys, succeser og det, der kræver særlig opmærksomhed.
Aftenen kan byde på hygge, en køretur i vores bus, en tur i skoven eller bare nærvær i sofaen. Aftenerne handler ofte om at lande dagen godt – om at hjælpe med at finde ro, struktur og forudsigelighed frem mod sengetid.
Vagterne er enten dag (7.00–15.00) eller aften (14.30–22.30), og du arbejder hver 2. weekend. Timeantallet aftaler vi sammen – vi ved, at arbejdsliv og privatliv skal hænge sammen.
Når sproget ikke er ord Flere af vores borgere har ikke et verbalt sprog. Derfor er vi opmærksomme på blikke, kropsspændinger, små lyde og ændringer i adfærd.
Det betyder, at vi ofte stopper op og taler sammen:
Hvad mon han prøver at fortælle os? Er det her tegn på uro – eller på behov for pause? Vi arbejder ud fra KRAP og et menneskesyn, hvor anerkendelse og respekt er grundstenen. Det gælder i mødet med borgerne – og i mødet med hinanden.
”Jeg elsker mit arbejde, for der er ikke noget mere meningsfuldt end at være med til, at vores søde borgere har et så godt liv som muligt. De fortjener at blive taget alvorligt og leve et værdigt liv”. Maiken, omsorgsmedhjælper i Hus 1 Vi har supervision hver tredje måned og prioriterer faglige refleksioner i hverdagen. For her er vi aldrig færdige med at lære.
Fællesskabet i huset På Engbo er vi en blandet medarbejdergruppe – både i alder, erfaring og baggrund. Her er pædagoger, pædagogiske assistenter, ufaglærte, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælper og sygeplejerske.
Vi bruger hinanden. Vi spørger hinanden. Og vi passer på hinanden.
”Det betyder alt, at vi passer på hinanden – ellers kan vi ikke passe på borgerne” Susanne; Social – og sundhedsassistent i hus 1 Vi har også tæt samarbejde med konsulenter, ergo- og fysioterapeuter og andre fagpersoner i centret. For vi ser det hele menneske – og vi ved, at kvalitet skabes i fællesskab.
Det, vi håber, du kommer med ... Du er uddannet pædagog eller pædagogisk assistent.
Måske har du erfaring fra specialområdet – måske ikke.
Det vigtigste er, at du:
- Kan bevare ro og tydelighed
- Tør stå i det komplekse
- Finder mening i de små fremskridt
- Er nysgerrig og refleksiv
- Ser personlig pleje som en naturlig del af opgaven
Hos os skal der være plads til at stille spørgsmål, dele tvivl og fejre succeser – også de små.
Vil du være med? Hvis du kan se dig selv i en hverdag med både struktur og spontanitet, faglige drøftelser og grin i personalerummet, gåture ved vandet og stille stunder med nærvær – så hører vi meget gerne fra dig.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Lykke Singerholm på 24 95 27 22.
Vi glæder os til at byde en ny kollega velkommen – måske er det dig.
Løn- og ansættelsesvilkår: Løn med afsæt i gældende overenskomst.
Vi indhenter straffeattest 10 år tilbage. Tiltrædelse er hurtigst muligt.
Samtaler afholdes løbende.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest den 23.03.2026