Selvom vi har pædagoger på alle vores fem grupper, så kan vi altid ønske os nogle flere uddannede medarbejdere. Derfor søger vi en pædagog til vuggestuen og en medhjælper til en flyverstilling i huset. Da vi er et hus med høj faglig kvalitet, ønsker vi at have flere dygtige medarbejdere ansat – og kan også tilbyde nyuddannede en god start på deres pædagogkarriere. Så hold jer ikke tilbage med at søge. Lidt om os Vi brænder for kerneopgaven og vægter både arbejdsglæde og trivsel højt, hvilket ses i vores trivselsundersøgelse og flotte pædagogiske tilsynsrapport. Du vil blive en del af et arbejdsfællesskab, hvor din indsats bliver værdsat, og hvor der er fokus på et sundt arbejdsmiljø med psykologisk tryghed i personalegruppen.
Lyngholmen åbnede i 2020, og er en lille institution med to vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. Institutionen er beliggende i den nye bydel Engholmen tæt ved Fisketorvet og tæt på den nye metrostation Enghave Brygge. Vi er en del af Klynge G i VVK i Københavns Kommune, og vi arbejder sammen med de seks andre dagtilbud i vores område, hvor vi har fælles overordnede mål, har netværk på tværs, sampasning i lukkedagene, fælles bestyrelse og fælles MED-udvalg m.m.
Vores pædagogiske arbejde i praksis Vi arbejder altid med at styrke børnenes kompetencer gennem udviklende læringsmiljøer og har i år og næste år fokus på de fysiske læringsmiljøer og det pædagogiske personales deltagelse i børneinitieret leg samt samling på stuerne. Vores arbejde tager afsæt i forskning om udvikling af inspirerende læringsmiljøer og kvalitetsudvikling i dagdagtilbud. Vi planlægger, evaluerer og justerer løbende de tiltag, vi sætter i gang. Derfor får du god mulighed for at byde ind med din viden og dine idéer.
Vi arbejder ud fra pædagogiske didaktiske overvejelser, der understøtter det mangfoldige børnefællesskab. Hver gruppe har faste stuemøder ugentligt, og alle pædagoger har ligeledes forberedelsestid en gang om ugen. Desuden har børnehaven fællesmøde hver anden uge, vuggestuen en gang om måneden og børnehaven og vuggestuen har fællesmøde en gang om måneden.
Det gør, at vi udvikler pædagogikken i Lyngholmen sammen og sikrer, at der bliver fyldt masser af faglighed ind i hverdagens rutiner og aktiviteter.
Vi forventer, at du - er uddannet pædagog eller medhjælper og har lyst til at gøre en forskel for vores børn – vi ønsker altid at udvikle os, og det skal du have mod og lyst til
- er nysgerrig og finder glæde og udviser engagement, nærvær og autenticitet i samværet med børnene
- er fagligt funderet
- har en idé om, hvad du vil med børnene, så de lærer hele dagen og får udfordret deres potentialer
- har samarbejdskompetencer og kan bidrage til planlægning og struktur
- er fleksibel og stabil
- har lyst til at være en del af et udviklende arbejdsfællesskab
Vi tilbyder - en arbejdsplads i udvikling, hvor du kan være med til at bidrage til den faglige kvalitet
- gode kollegaer, som vægter det professionelle arbejdsfællesskab højt
- tid til forberedelse af de pædagogiske aktiviteter og arbejdet med bl.a. dialogprofiler, sprogtrappe og handleplaner
- faglig sparring bl.a. ved 1:1- samtaler med pædagogisk leder tre gange om året
- faglig sparring i netværk på tværs af klyngen
- en engageret forældregruppe, som tager del i deres børns institutionsliv, trivsel og udvikling
- højt humør og god stemning i huset
Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesforhold er efter gældende overenskomst.
I forbindelse med ansættelserne indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.
Stillingerne er op til 37 timer om ugen med ansættelse den 1. april 2026 (med start den 7. april, da vi har lukket 1.april) eller hurtigst muligt derefter. Vi venter gerne på den rigtige pædagog/medhjælper.
Vil du vide mere? For yderligere information se Lyngholmens
hjemmeside eller kontakt pædagogisk leder Dorthe Holm på 21 56 46 92. Du er også altid velkommen til at komme forbi og se stedet.
Sammen med din ansøgning og dit CV bedes du vedhæfte uddannelsesbevis (v. pædagogstilling) samt andre relevante dokumenter.
Søg via linket senest lørdag den 21. marts 2026 Vi holder samtaler i uge 13.