Overlæge indenfor peritoneal-dialyse, Nyresygdomme, AUH

fuldtid
Overlæge indenfor peritoneal-dialyse, Nyresygdomme, AUH
  • Region Midtjylland
  • Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus

En stilling som overlæge med primært ansvarsområde indenfor peritoneal-dialyse er ledig til besættelse 1. april 2026 på Nyresygdomme, Aarhus Universitetshospital.

Nyresygdomme er en nefrologisk specialafdeling, der varetager alle medicinske nyresygdomme på såvel hoved- som højtspecialiseret niveau. Der modtages primært specialepatienter, men også en mindre andel af alment medicinske patienter fra Fælles Akut Afdelingen.

Afdelingen dækker alle højtspecialiserede funktioner i Region Midt samt nogle højtspecialiserede funktioner for Region Nord.

Afdelingen har tilknyttet to dialysesatellitter i hhv. Randers og Horsens og her indgår afdelingens speciallæger i den tilhørende udetjeneste (1-3 dage pr. måned).

I afdelingen er vi ca. 160 ansatte, heraf 25 læger fordelt på 14 speciallæger (inkl. cheflæge, lærestolsprofessor, 2 professorer og 4 afdelingslæger). Afdelingen er derudover normeret til 8 HU-læger, 4 I-læger, 2 KBU-læger. Efter behov indgår også uklassificerede stillinger. Det påhviler overlægen at deltage i uddannelsen af disse læger.  Herudover deltager overlægen i undervisning af medicinstuderende samt afdelingens eget personale.

Afdelingens forskningslaboratorium ledes af klinisk lærestolsprofessor i nefrologi. Der er tilknyttet 2 professorer, 6 lektorer, postdocs, ph.d-studerende og forskningsårs-studerende. Overlægen forventes at have forskningsaktivitet og der er mulighed for assistance fra forskningssekretær, projektsygeplejersker og bioanalytikere.

I det kliniske arbejde er lægerne opdelt i teams, der hver arbejder med delopgaver inden for nefrologien med henblik på at sikre et højt kvalitetsniveau i behandlingen. Da kroniske patienter tilknyttet Nyresygdomme har fast kontaktlæge, skal overlægen besidde brede nefrologiske kompetencer, samt overblik over egen viden og evt. behov for konsultation af kolleger med andre fagkompetencer.

Overlægen vil indgå i ledergruppen, der aktuelt består af 7 overlæger, klinisk lærestolsprofessor, cheflæge, chefsygeplejerske og 3 oversygeplejersker. 

Nyresygdomme tilbyder et højt fagligt niveau. Vi prioriterer et godt samarbejdsklima både internt i afdelingen, men også med samarbejdsafdelinger, på tværs af regionen og nationalt. Vi prioriterer uddannelse og forskning samt tværfaglig opgaveløsning for at skabe de bedste patientforløb.

Kvalifikationer

Stillingen ønskes besat med en speciallæge i nefrologi. Kendskab til peritonealdialyse vil være en fordel.

Ansøgere bedømmes ud fra følgende kriterier

Den medicinske ekspert

  • Arbejdsområdet dækker hele afdelingen incl. patienter tilknyttet afdelingens 2 dialysesatellitter, og ansøgeren skal derfor kunne varetage undersøgelse og behandling af såvel indlagte som ambulante patienter.
  • Speciallægen skal kunne varetage funktioner i Fælles Akut afdelingen.

Kommunikator

  • Ansøgeren skal have kommunikative kompetencer, som kan sikre en optimal patientbehandling.
  • Ansøgeren skal have evne til at formidle viden til afdelingens læger, sygeplejersker og sekretærer samt øvrigt personale.

Samarbejdende funktion

  • Ansøgeren skal kunne samarbejde tværfagligt og tværorganisatorisk - såvel i som uden for organisationen.
  • Ansøgeren skal medvirke til at skabe en kultur med ligeværdighed mellem personalegrupperne, respekt for andres faglighed, samt bidrage til samarbejde internt og eksternt.

Leder/administrator

  • Ansøgeren skal besidde lederevner, som sikrer øvrigt personales engagement og involvering i veldrevet afdeling og udvikling.

Sundhedsfremmende funktion

  • Ansøgeren skal deltage aktivt i afdelingens tiltag indenfor sundhedsfremme.

Akademiker

  • Ansøger skal have dokumenteret forskningserfaring på ph.d.-niveau og aktiv forskningsindsats.
  • Ansøgeren skal selvstændigt initiere forsknings- og udviklingsprojekter inden for afdelingens prioriterede forskningsområder.
  • Ansøgeren skal kunne varetage vejledning af yngre læger og medicinstuderende i relation til klinisk og eksperimentel forskning.
  • Ansøgeren skal i det daglige arbejde og på eget initiativ undervise afdelingens yngre læger og studerende i kliniske problemstillinger.

Professionel

  • Ansøgeren skal optræde professionelt.

Vagt 

Stillingen har vagt på tjenestestedet med efterfølgende vagt fra bolig. Vagtlaget består af minimum seks læger fordelt på HU-læger, afdelingslæger og overlæger. Overlægen vil typisk maksimalt have 2 vagter pr. måned

I forbindelse med vagt i Nyresygdomme deltager overlægen i vagtfællesskab med Fælles Akut Afdelingen i tidsrummet kl. 15.00-17.00.

Løn- og ansættelsesforhold 

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til aftale vedrørende overlæger indgået mellem Danske Regioner og FAS. 

Bedømmelsen vil ske på baggrund af ansøgers oplysninger om egne kompetencer indenfor hver af de 7 kompetenceområder. Ansøger skal forholde sig til de 7 kompetenceområder og dokumentere kvalifikationer indenfor disse kompetencer i vedhæftede.

Microsoft Word - Bilag 2 Gennemgang af speciallægens roller (rm.dk)

Hvis du har lyst til at høre yderligere om afdelingen, er du velkommen til at kontakte cheflæge, ph.d., MPA, Stinne Kvist på stikvi@rm.dk eller på 7845 2400/4046 0339.
 
Ansøgning fremsendes elektronisk, inklusiv dokumentation for kompetencer inden for de 7 lægeroller.

Ansøgningsfrist er den 15. januar 2026.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 17. februar 2026.

 

 

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Log ind