Drømmer du om en meningsfuld hverdag på en arbejdsplads der arbejder for den globale grønne omstilling? Og har du interesse og kompetencer for økonomistyring og controlling? Så har vi jobbet til dig! Bliv en del af Globalt Energisamarbejde Som Controller vil du indgå i vores team for økonomi- og ressourcestyring, hvis fornemmeste opgave er at understøtte økonomistyringen af vores portefølje af internationale energiprogrammer. Globalt Energisamarbejde har pt. 21 partnerlande, hvor 100 gode kolleger arbejder for en grønnere fremtid.
I Globalt Energisamarbejde arbejder vi for at bidrage til at accelerere den globale grønne omstilling igennem arbejdet med vores internationale samarbejdspartnere. Vores fagligheder spænder bredt, men fælles er, at vi brænder for at føre de danske erfaringer på energiområdet ud til nogle af verdens største CO2-udledere.
Hos os vil du blive en del af et spændende internationalt arbejdsmiljø, hvor vi brænder for vores fagområde og for at bidrage til de rammevilkår, der er nødvendige for at sikre en bæredygtig energisektor. Du vil opleve en meningsfuld hverdag i et center, der er under stor politisk bevågenhed og gør en markant forskel for den globale grønne omstilling.
Du vil i stillingen som Controller indgå i vores dygtige team bestående af 6 medarbejdere, der sammen danner et stærkt fagligt fællesskab, hvor vi tilbyder en stejl læringskurve indenfor offentlig økonomistyring af tilskudsfinansierede projekter. Vi har en solid faglig base, er ambitiøse og passioneret - og så har vi et stort fokus på at understøtte og sparre med hinanden.
Om jobbet I stillingen skal du arbejde med styring af internationale projekter med høj politisk relevans. Du vil - i samarbejde med teamlederne for landene - have ansvaret for økonomi- og projektstyring på programniveau. Samlet set omsætter Globalt Energisamarbejde årligt for ca. 200 mio. kr.
Dit primære ansvarsområde vil være at understøtte vores teamledere med programadministration, herunder budgetstyring, programrapportering samt andre tværgående opgaver. Du vil samtidig få mulighed for at arbejde med styring af programmer under den grønne danske udenrigspolitik samt opnå forståelse for udviklingsbistand.
Dine samarbejdspartnere er mange, og du vil bidrage til en bred vifte af opgaver, men dine primære arbejdsopgaver indebærer:
- Økonomistyring af både bevillings- og tilskudsfinansierede programmer
- Udgiftsopfølgninger
- Rapporteringer til eksterne parter
- Økonomiske analyser og rapporteringer i bl.a. Power BI
- Ledelsesrapportering
Du vil også arbejde med en række øvrige opgaver såsom opdatering- og vedligehold af styringsværktøjer og projektstyringsmodul samt opdateringer og udvikling af vores generelle interne økonomistyring, bl.a. i Power BI. Derudover vil du skulle understøtte strategiske beslutninger.
Hvilke kompetencer kræver jobbet? For at blive en succes i jobbet, er det afgørende, at du arbejder struktureret og formår at holde overblikket over dine projekter samt evner at prioriterer i dine opgaver. Samtidig kræver stillingen, at du er professionelt udadvendt, og at du arbejder serviceminded og løsningsorienteret.
Det er afgørende, at du har gode samarbejdsevner og kan indgå i tværfagligt samarbejde med både interne- og eksterne samarbejdsparter med forskellige kulturelle baggrunde.
Vi forestiller os endvidere, at du har:
- Flair for tal og stærke Excel kompetencer
- Erfaring med økonomi- og projektstyring
- God til at omsætte tal til både skrift og tale, herunder gode engelskkundskaber
- Interesse for internationalt samarbejde
- En relevant videregående uddannelse (f.eks. cand.oecon., cand.merc., cand.polit.)
I staten anvendes økonomistyringsprogrammet Navision, har du erfaring med dette eller lignende, vil det være en fordel, men ikke et krav. Du har endvidere interesse for dansk energipolitik og –regulering.
Du kan både være nyuddannet eller have erfaring fra en controller-funktion, som økonomipartner eller lignende.
Løn- og ansættelsesvilkår Der er tale om en fuldtidsstilling med ansættelse hurtigst muligt eller senest d. 1. juni. Ansættelse og aflønning sker i henhold til overenskomsten for akademikere i staten, enten som fuldmægtig eller konsulent. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til Teamleder Emma Mostgaard Larsen på telefon +45 33 92 75 20 eller souschef Simon Fløe Nielsen på telefon +45 33 95 58 02
Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Sådan ansøger du Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet
senest den 7. april 2026. Der afholdes samtaler i uge 15/16.
Der vil løbende blive afholdt samtaler. Kandidater til stillingen skal være indstillet på evt. at skulle udarbejde en case og/eller en test i forbindelse med rekrutteringsprocessen.