Er du studerende på en videregående uddannelse og interesseret i at arbejde i et akademisk miljø? Økonomisk Institut søger en studerende til Staben med tiltrædelse snarest muligt. Som studerende bliver du en del af instituttets administrative enhed og får mulighed for at arbejde tæt sammen med erfarne medarbejdere om løsning af primært praktiske opgaver.
Arbejdsopgaver Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Praktiske serviceopgaver, herunder opfyldning og oprydning i køkkener og kopirum
- Bidrage til klargøring og opsætning af IT‑udstyr
- At hjælpe til med løsning af praktiske og ind imellem administrative ad hoc‑opgaver for Staben, herunder assistance ved interne arrangementer og konferencer
Kvalifikationer Vi forventer, at du:
- Er studerende på en videregående uddannelse
- Er imødekommende, udadvendt og serviceorienteret
- Arbejder ansvarsbevidst, systematisk og har en god ordenssans
- Kan kommunikere klart og korrekt på både dansk og engelsk
- Har lyst til proaktivt at varetage praktiske opgaver som en del af den daglige drift
Vi tilbyder En fleksibel arbejdstid på gennemsnitligt 12 timer om ugen. Arbejdstiden tilpasses dine studier og eksamensperioder og aftales nærmere ved ansættelsen.
Løn- og ansættelsesforhold Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S) og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK/Stat) med indplacering som studerende.
Minimumstimelønnen er kr. 142,97 (1. november 2025-niveau).
Du vil blive lønindplaceret på baggrund af tidligere ansættelser.
For at blive ansat er det en forudsætning, at du er indskrevet og aktiv studerende ved en videregående uddannelsesinstitution.
Yderligere oplysninger Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til administrationschef Peter Flindt på tlf. 3532 3012.
Ansøgning Send din ansøgning vedhæftet indskrivningsbevis, karakterudskrift og CV
senest den 6. april 2026. Københavns Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund, til at søge stillingen.