Økonom til økonomifunktionen i Neurocentret/Rigshospitalet – når økonomi og data skal skabe værdi for patient og sammenhæng i sundhedsvæsenet Vil du bruge dine analytiske kompetencer i et job, hvor dit arbejde gør en reel forskel – både for den enkelte patient og for sundhedsvæsenet som helhed? Rigshospitalet er i gang med en markant transformation, hvor hospitalets rolle i sundhedsvæsenet skærpes, hvilket betyder at vi arbejder målrettet mod at tage et større ansvar i behandlingskæden på tværs af landet. Det stiller høje krav til prioritering, overblik og økonomisk indsigt, både i den enkelte kliniske afdeling, i Neurocentret og på Rigshospitalet samlet set.
I Neurocentret søger vi derfor en økonom, der kan omsætte tal og data til beslutningsgrundlag, som understøtter både ledelsen og afdelingernes mål.
Om stillingen Du arbejder i krydsfeltet mellem økonomi, aktivitet og ledelse og bidrager til, at ressourcer anvendes dér, hvor de skaber mest mulig værdi for patienter og samarbejdspartnere. Du vil bl.a. blive sparringspartner for afdelingsledelser i centret, men vil også få opgaver der går på tværs af centrale stabe, RH centre og afdelinger i Neurocentret fx budgetoverholdelse m.m.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- Følge op på og kvalificere afdelingernes økonomi- og aktivitetsstyring
- Udarbejde prognoser og analyser, der understøtter prioriteringer og beslutninger
- Administration og vedligeholdelse af økonomiske data og rapporter
- Bidrage til udvikling af økonomistyring og ledelsesinformation i overensstemmelse med Rigshospitalets strategiske retning
- Udvikling af ledelsesinformation til centerledelse og afdelingsledelser
- Samarbejde tæt med afdelingsledelser, centerledelse og centrale økonomifunktioner
- Løse ad hoc-opgaver som analyser, budgetsager og ledelsessparring
Om dig Du har en relevant økonomisk uddannelse og nogle års erfaring fra en større offentlig organisation, privat virksomhed som fx revisionsbranchen eller lignende.
Du har en stærk økonomisk faglighed og trives i et miljø, hvor:
- Du skal se sammenhænge på tværs og forstå helheden – ikke kun tallene
- Dialog, tillid og samarbejde med ledere er en central del af opgaven
- Der er behov for både struktur, analytisk skarphed og pragmatisme
- Du har stærke kompetencer i Excel. Erfaring med Power BI og/eller SAP er en fordel
- Du arbejder selvstændigt og målrettet, men trives også i samarbejdet med andre
Vi tilbyder - En meningsfuld stilling med tæt kobling til hospitalets kerneopgave
- Engagerede, interesserede og fleksible kolleger
- Et bredt og varieret opgavefelt i et højt specialiseret og fagligt stærkt miljø
- Stor indflydelse på, hvordan opgaverne løses og udvikles
- Et engageret team med høj faglighed, åbenhed og humor
Du bliver en del af et mindre team på 5, hvor vores fælles opgave er at levere økonomisk indsigt, der gør det muligt for ledelserne at træffe kloge prioriteringer – til gavn for patienterne, medarbejderne og det samlede sundhedsvæsen.
Du kan læse mere om Neurocentret her:
https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/neuro/Sider/default.aspx Vil du vide mere? Er du interesseret i yderligere information, er du velkommen til frem til 12. marts 2026 at kontakte centerøkonom Kim Pedersen på telefon 2178 7143 og fra 13. marts 2026 kan sekretariatsleder Mariann Kofoed kontaktes på telefon 2441 7250.
Praktisk information: Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst.
Ansøgningsfrist: 22. marts 2026 Ansættelsessamtaler afholdes fredag d. 27. marts 2026 Eventuel 2. samtale vil være mandag d. 30. marts 2026 Om Neurocentret Neurocentret tager sig af patienter med sygdomme i nerve, hjerne og rygmarv. Det omfatter akutte og elektive patientforløb med udredning af sygdomme, medicinsk behandling, operationer, og genoptræning. Neurocentret har afdelinger placeret på Blegdamsvej og Valdemar Hansens Vej i Glostrup. Mange patienter er i kontakt med flere afdelinger, og i centret ser vi det som en unik mulighed for at understøtte det sammenhængende patientforløb. Vi prioriterer tæt tværfagligt- og ledelsessamarbejde og et nært samarbejde med patienter og pårørende. Vi ønsker at skabe optimale forløb fra vi modtager den akut syge patient til den højtspecialiserede neurorehabilitering, og samtidig have sigte på patientens levede liv efter behandling. Neurocentret er kendetegnet ved et stort fagligt engagement, forskning af høj kvalitet i alle faggrupper og høj patienttilfredshed. Vi har gennem det seneste år arbejdet målrettet med flere strategiske pejlemærker som Værdibaseret Sundhed, kvalitetsudvikling, patient- og pårørende inddragelse m.m. Neurocentret har 8 afdelinger: - Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi
- Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme
- Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelser
- Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader
- Afdeling for Bedøvelse, Smerter og Respirationsstøtte
- Afdeling for Bedøvelse og Intensiv behandling
- Afdeling for Krisepsykologi
- Region Hovedstadens respiratorordning (RHO)