Vil du bidrage til den grønne omstilling af elsystemet med skarpe økonomiske analyser og interessante udviklingsopgaver, som har høj politisk bevågenhed? I Energistyrelsen har vi brug for en dygtig økonom til udvikling af netvirksomhedernes regulatoriske rammer med henblik på at sikre tilstrækkeligt elnet til den grønne omstilling og den stigende elektrificering af energiforbruget? Om jobbet Vi søger en fagligt dygtig økonom, som har lyst til at arbejde med at fremme elektrificering og grøn omstilling i Danmark og EU. Du kommer til at bidrage til vigtige politiske sager og projekter i spændingsfeltet mellem teknik, jura og økonomi, herunder navnligt i forhold til de regulatoriske rammer for elnettet og elnetvirksomhederne. Du vil spille en vigtig rolle i initiativer, der skal fremtidssikre elnettet, fremme lagring og fleksibilitet samt sikre indpasningen af stigende mængder vedvarende energi i elsystemet. Stillingen giver således en unik mulighed for, at du kan sætte dit præg på fremtidens grønne elsektor.
Dine primære arbejdsopgaver bliver at: - arbejde med økonomiske analyser og fremskrivninger af investeringsbehov på elområdet, herunder navnlig i forhold til elnettet
- bidrage til udviklingen af den økonomiske regulering af private monopolselskaber
- føre tilsyn med netvirksomhedernes økonomi og finansielle kapacitet
- skabe gode rammer for elektrificering samt udnyttelse fleksibilitet og lagring i elsystemet
- bidrage til betjening af ministeren og Folketinget i tæt samarbejde vores departement.
- deltage i dialog med branchen og andre interessenter vedrørende sager på elområdet
Om os Du vil blive en del af Energistyrelsens elenhed, hvor vi arbejder med at udvikle elnettet og markedsrammerne for elsektoren i Danmark og EU. Vi beskæftiger os med rammerne for elsektoren, herunder hvordan et sikkert og fleksibelt elsystem kan understøtte den grønne omstilling. I enheden arbejder vi med mange aspekter af elsektoren, bl.a. elmarkedet, elforsyningssikkerhed og ikke mindst elnettets betydning for den grønne omstilling af energiforbruget i Danmark.
Om dig For at opnå succes i stillingen er det vigtigt, at du er en dygtig økonom som kan trives i spændingsfeltet mellem økonomi, regulering, jura og teknik i et område med politisk bevågenhed. Du forstår værdien i det tværfaglige samarbejde i forhold til både kollegaer og eksterne interessenter. Du løber med dine opgaver, men bidrage også aktivt i sparringen med kollegaer – så vi arbejder sammen, og lykkes som team. Vi forestiller os, at du har solide analytiske evner og har erfaring, eller ønsker at få det, særligt i forhold til økonomisk regulering. Du har endvidere gode formidlingsevner både i skrift og tale.
Vi lægger desuden vægt på, at du: - Er motiveret og har lyst til at bringe din økonomiske værktøjskasse i spil
- Har erfaring med tværfagligt samarbejde og gerne indenfor energiområdet
- Kan strukturere egne opgaver og er i stand til at samarbejde effektivt
- Har erfaring med koordination og at drive processer fremad
- Kan omsætte din viden i et kort og klart sprog på dansk, både mundtligt og skriftligt
- Har lyst til at arbejde i et politisk system og varetage embedsmandsrollen – også i relation til eksterne samarbejdspartnere
Vi anser det som en fordel, hvis du har erfaring fra en politisk styret organisation eller fra energibranchen, men nyuddannede kan også komme i betragtning.
Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelse og aflønning sker i henhold til den relevante overenskomst for akademikere i staten som fuldmægtig med rådighedsforpligtigelse eller konsulent afhængig af erfaring og kompetencer. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til enhedschef Lars Nielsen på telefon 3392 6874 eller teamleder Lars Martin Jensen på telefon 3392 7607.
Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Sådan ansøger du Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis inkl. karakteroversigt og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet senest den 4. januar 2026. Kandidater til stillingen skal være forberedte på evt. at skulle besvare en test i forbindelse med rekrutteringsprocessen.