Naturmedarbejder med stærkt fokus på natur og biodiversitet

fuldtid
Naturmedarbejder med stærkt fokus på natur og biodiversitet
  • Natur og Vand
  • Østergårdstræde 1A, 4772 Langebæk
Bliv en del af Vordingborg Kommunes Naturgruppe
Vil du gøre en forskel for naturen og biodiversiteten? Kunne du tænke dig at arbejde i en kommune, der tager ansvar for forvaltningen og udviklingen af vores grønne omgivelser? Så kan du blive vores nye naturmedarbejder – én, der skal være med til at bringe kommunens ambitiøse natur- og biodiversitetsindsats videre, i tæt samarbejde med engagerede kollegaer og dygtige samarbejdspartnere.

Sådan ser vi dig
Vi søger en ny kollega, som gerne vil arbejde med myndighedsopgaver på naturområdet, og som har styr på både sin grundlæggende botanik og lovstoffet. Du har et hjerte, der banker for natur og biodiversitet og trives, når du får lov til at engagere dig i sagsbehandling, og planlægning og udvikling af nye løsninger.

Din faglige ballast kan være fra uddannelser som naturforvalter, biolog, , forstkandidat, skov- og landskabsingeniør eller en anden akademisk baggrund, hvor planlægning og et systematisk blik på opgaverne indgår naturligt. Du har ideelt kommunal erfaring med myndighedsbehandling, gerne efter naturbeskyttelsesloven – særligt §3 – samt kendskab til Habitatbekendtgørelsen. Vi forstiller os at du har en bred faglighed og kendskab til de forskellige lysåbne naturtyper, habitatnaturtyper, arter og tilstandsvurdering af disse, samt deres sammenhæng med omgivelserne.

Du trives med skrivebordsarbejde og myndighedsarbejde som det primære – dog kommer gummistøvlerne på, og arbejdet udføres i felten i forbindelse med sagsløsning. Derfor står grundlæggende botanisk forståelse – samt et ønske om at udbygge den, højt på vores ønskeliste.
Desuden trives du med administrative opgaver, herunder også komplekse opgaver som kræver at man fordyber sig i bekendtgørelser og lovpraksis og finder vej til den bedste løsning.

Du kan tale med både borgere og kollegaer i øjenhøjde, og du forstår at arbejde indenfor et område med politisk bevågenhed, samt forstår betydningen af dialog og inddragelse i både daglig drift og sagsbehandling. Du trives i at skrive klart og formidle fakta forståeligt, ligesom du er struktureret, tager ansvar, og altid nysgerrig efter at lære nyt og spille kollegerne gode.

Dine opgaver og ansvarsområder
Som naturmedarbejder bliver du en del af Naturgruppen, i Team Natur og Vand, hvor du sammen med engagerede kolleger løser mange forskellige opgaver. Du skal især stå for sagsbehandling inden for naturbeskyttelseslovens §3, håndtere andet myndighedsarbejde bl.a. habitatvurderinger af Natura 2000-områder og Bilag IV-arter, samt generel oplysning til borgere om natur i vores kommune.

Det får du hos os
Vi tilbyder dig et job i en kommune, hvor natur, biodiversitet og grøn omstilling er en del af vores DNA. Du bliver del af et dedikeret team, hvor samarbejde, tværfaglighed og fælles faglig udvikling er i højsædet. Opgaverne er varierede, og du får gode muligheder for både personlig og faglig udvikling gennem sparring – både i teamet og med andre fagområder i organisationen. Vi har et uformelt og udviklingsorienteret arbejdsmiljø, hvor der er plads til både initiativ, humor og fordybelse.

Nu har vi til huse i Langebæk, forventet i løbet af efteråret 2026 samles alle administrative medarbejdere på det nye rådhus i Vordingborg centrum, tæt på offentlig transport og byens handlemuligheder.

Stillingen er på fuld tid – 37 timer om ugen – og tidsbegrænset til tre år med mulighed for forlængelse.

Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og aftales med den relevante forhandlingsberettigede organisation.

Kontakt og mere information
Har du spørgsmål eller ønsker du at høre mere om jobbet og Vordingborg Kommunes visioner på naturområdet, er du velkommen til at kontakte teamleder for Natur og Vand, Pernille Sørensen på telefon 23 61 76 09 eller e-mail perso@vordingborg.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!

Ansøgningsfrist
1. april 2026. Ansættelsessamtaler forventes at finde sted d. 9. april 2026. Under samtalen vil du blive bedt om at løse en opgave, der er naturfaglig, herunder den relevante lovgivning.

Ansættelsesdato
Snarest eller 1. juni 2026

Vordingborg Kommune

Vordingborg Kommune er en attraktiv og moderne arbejdsplads beliggende i Danmarks vildeste natur. Her langs Danmarks længste kystlinje mellem historiske købstæder og stærke fællesskaber er vi omtrent 4000 ansatte, der arbejder for at gøre vores kommune til et endnu mere grønt og attraktivt sted at bo og leve.

Vi har fokus på, at hverdagen skal hænge sammen og tilbyder rammerne om et liv i balance. Her får du mange kvadratmeter for færre penge, du kommer tæt på kysten, i spektakulær natur – med et meningsfuldt job. Så kom og vær med!

 

Log ind