Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab søger en erfaren programchef til større portefølje

fuldtid
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab søger en erfaren programchef til større portefølje
  • Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
  • Slotsholmgade 12, 1216 København K


Vil du stå i spidsen for den strategiske styring af flere komplekse bygge- og anskaffelsesprojekter, der understøtter Danmarks samfundssikkerhed og beredskab? Og har du dokumenteret erfaring med at drive store projekter fra idé til færdigt resultat, på tværs af organisationer, myndigheder og private leverandører?

Så har du en spændende mulighed for at søge stillingen som programchef i Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Vi er i fuld gang med at opbygge en ny kapacitet til at håndtere en ambitiøs portefølje af større byggeprojekter og søger en erfaren profil, der kan tage styringen fra dag ét.

Om Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab har i et tæt samarbejde med de ansvarlige sektorer ansvaret for at forebygge, modstå og håndtere større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der udfordrer samfundets grundlæggende funktioner – uanset om det er cyberangreb, sabotage, spionage eller ekstreme vejrhændelser. Ambitionen er at samtænke beredskab, krisestyring og robustgørelse på tværs af sektorer, så vores samfund står stærkere – både til hverdag og under kriser.

Ministeriet består af departementet og to faglige styrelser: Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskabsstyrelsen.

Din rolle og dine opgaver

Som programchef får du det daglige ansvar for ledelse og koordinering af en bred portefølje af bygge- og anskaffelsesprojekter på ministerområdet, som vi organiserer i flere programmer. I samarbejde med kollegaer og eksterne samarbejdspartnere er du tovholder på det samlede arbejde fra idéfasen til færdigt resultat og omsætter den strategiske retning til konkrete planer, milepæle og resultater, og du sikrer, at programmerne og underliggende projekter hænger sammen og bevæger sig i den rigtige retning.

Du får en central rolle i at iværksætte og drive arbejdet, herunder inden for:

  • Overordnet styring af programmerne og underliggende projekter, herunder opfølgning på fremdrift, økonomi, risici, sikkerhed og kvalitet.
  • Samarbejde og løbende koordinering inden for de enkelte projekter samt andre myndigheder, rådgivere og private leverandører.
  • Styring af kontrakter og forventningsafstemning med eksterne parter.
  • Analyser, tekniske undersøgelser, behovsafdækning, vurdering af projektmateriale samt kvalitetssikring.
  • Udarbejdelse af beslutningsoplæg, statusrapporter og styringsgrundlag til ledelsen i departement og styrelser.
  • Bidrag til udvikling og professionalisering af koncernens samlede tilgang til projekt- og programledelse.
Du vil indgå i et team med engagerede kolleger i vores styrelser og departementet på Slotsholmsgade i København K. Du får en varieret arbejdsdag, hvor komplekse faglige udfordringer, tæt tværorganisatorisk samarbejde og korte såvel som lange tidshorisonter er en naturlig del af hverdagen.

Om dig

Du har en uddannelse inden for ingeniørvidenskab, arkitektur eller en anden relevant akademisk baggrund. Det vigtigste er, at du har alsidig og dokumenteret erfaring med ledelse af større, komplekse bygge- og/eller anskaffelsesprojekter. Vi forventer minimum 5 års relevant erhvervserfaring med succesfuld styring af større programmer i en offentlig eller privat kontekst.

Vi forventer desuden, at du:

  • har solid erfaring med program- eller porteføljeledelse og er vant til at agere på tværs af organisatoriske grænser og navigere i samspillet mellem myndigheder og private leverandører.
  • har erfaring med udbudsprocesser, kontraktstyring og leverandørstyring – gerne i en statslig kontekst.
  • kommunikerer klart og præcist, mundtligt og skriftligt, og formår at tilpasse dit budskab til forskellige målgrupper.
  • er ambitiøs, beslutningsdygtig og trives med ansvar i en travl hverdag med mange sideløbende opgaver.
  • er sikkerhedsbevidst og har erfaring med sikkerhed og sager med en høj grad af fortrolighed.
Som person lægger vi vægt på, at du er:

  • En holdspiller, der ved, at det bedste resultat oftest opnås gennem tæt samarbejde.
  • Selvkørende og trives med at løse opgaver med stor selvstændighed.
  • Ansvarsbevidst og kan lede programmerne sikkert i mål.
  • Løsningsorienteret og evner at håndtere tekniske udfordringer i et dynamisk miljø.
  • Helhedsorienteret og kan se sammenhængen mellem byggeri og sikkerhed.
Ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem staten og Akademikerne (AC-overenskomsten) eller anden relevant overenskomst, afhængig af uddannelsesbaggrund. Indplacering kan ske som chefkonsulent afhængigt af kvalifikationer. Stillingen er på fuld tid.

Tiltrædelse snarest muligt.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes.

Ansættelsesområdet er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, departementet, Slotsholmsgade 12, 1218 København K. Du skal forvente en del rejseaktivitet ligesom du skal forvente arbejdsdage på andre af koncernens lokaliteter bl.a. i Birkerød.

Vil du vide mere

Har du lyst til at vide mere om stillingen, herunder løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte os på telefonnr. 24672478.

Din ansøgning

Send din ansøgning, CV og eksamensbevis senest den 16. april. Du søger stillingen ved at klikke på "Søg stillingen" i opslaget og udfylde ansøgningsformularen.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, og vi indkalder derfor løbende til samtale.

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab opfordrer alle interesserede uanset race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse til at søge.



Log ind