Miljøstyrelsens arbejde med sagsbehandling af affaldstilsyn styrkes; kom og vær med!

fuldtid
Miljøstyrelsens arbejde med sagsbehandling af affaldstilsyn styrkes; kom og vær med!
  • MILJØSTYRELSEN
  • Lerchesgade 35, 5000 Odense C
Har du lyst til at blive en del af et team, der arbejder tæt sammen på tværs af faggrupper og håndterer sager med stor samfundsmæssig betydning? Så er det dig, vi søger til vores team i Miljøstyrelsen.

Vi mangler dig, der vil være med til at sikre ansvarlig håndtering af affald samt ordentlige tilsyn og rettidig sagsbehandling.

Vi søger kolleger til nyoprettede stillinger. Du skal være god til rutineprægede opgaver, effektiv, flair for at vurdere tal og en lyst til at skabe gode samarbejdsrelationer og arbejde tværgående. Alle stillinger er fastansættelser på fuld tid.

Din hverdag på kontoret kommer bl.a. til at byde på sagsbehandling af administrative affaldstilsyn. I din sagsbehandling vil du opleve, at nogle sager glider let over bordet og afsluttes, mens andre kræver mere grundighed og inddragelse af kolleger. Som sagsbehandler i dette team får du en central rolle i løsningen af vores kerneopgave og får mulighed for at skabe værdi gennem effektiv og korrekt håndtering af den daglige drift.

Det er ikke et krav, at du ved noget om affald eller affaldshåndtering, men det er vigtigt, at du er løsningsorienteret og kan lide at følge administrative processer fra start til slut.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med offentlig forvaltning. Vi forestiller os, at du er uddannet kontorassistent, jordbrugsteknolog eller lignende.

Din hverdag kommer til at bestå af eksempelvis:

  • Systematisk og administrativ sagsbehandling af høj kvalitet.
  • ”Læse” tal og sagsbehandle efter dem.
  • Være med til at skabe struktur, der kan gavne teamet og sagsbehandlingen.
  • Bevare fokus og motivation, også når du bliver rutineret i opgaverne.
  • Besvare generelle henvendelser og spørgsmål om affaldstilsyn samt betjene vores telefon og indbakke.
  • Selvstændig opgaveløsning, men også indgå i teamarbejde på tværs af forskellige fagligheder.
Opgaver i enheden og organisering
Enheden Affald og Data har godt 80 medarbejdere, fordelt under tre kontorchefer.

Affald og Data arbejder med at understøtte virksomheder, det offentlige og borgernes omstilling til en mere cirkulær økonomi, der kan bidrage til at mindske klimaaftrykket fra den danske affaldsproduktion og affaldshåndtering.

Det er en fælles ambition at skabe grobund for en sjov og spændende hverdag med en rig idékultur og en arbejdsplads med højt til loftet. Vi kerer os lige så meget for hinanden, som vi gør for miljøet.

Miljøstyrelsens team Styrket Affaldstilsyn arbejder ud fra politiske aftaler og en lovgivning, der trådte i kraft pr. 1. januar 2025. Vi har til opgave at styrke tilsynet med virksomheders håndtering og sortering af affald.

Vi tilbyder dig en stilling med mening
En stilling for dig, der brænder for at arbejde med sikker forvaltning, ikke kun i Statens, men også i miljøets tjeneste. Vi har fokus på at gøre en forskel i vores lille hjørne af embedsværket – i overensstemmelse med de politiske aftaler på området. Du kommer til at indgå i et team med op til 18 dedikerede medarbejdere – herunder flere andre sagsbehandlere.

Vi er en pendlervenlig arbejdsplads med flextid og mulighed for hjemmearbejde. Og vi gør en del ud af at skabe gode og motiverende rammer for arbejdet.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller Den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 Centralorganisation af 2010 (LC/CO10-fællesoverenskomsten) samt tilhørende organisationsaftale for jordbrugsteknologer/jordbrugsteknikere i staten samt forsøgsteknikere ved Aarhus Universitet.

Forventet startdato er den 1. maj 2026 eller efter aftale.

Tjenestestedet vil være i WoodHub i Lerchesgade 35, Odense C.

Ansættelsesområdet er Miljø- og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner.

Stillingerne er på fuld tid.

Vil du gerne vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte Tine Veng Basse på tlf. 21 31 96 49.

Sådan søger du stilllingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den 15. marts 2026. Vi forventer at holde samtaler i Odense den 19. og 23. marts 2026.

Log ind