Medarbejder til bygningssyn og strategisk vedligeholdelsesplanlægning

fuldtid
Medarbejder til bygningssyn og strategisk vedligeholdelsesplanlægning
  • Ballerup Kommune
  • Hold-An Vej, 7, 2750 Ballerup

Vil du være med til at sikre fremtidens kommunale bygninger? Brænder du for at arbejde med bygningers tilstand, drift og udvikling, og har du blik for både detaljen og helheden? Så er det måske dig, vi søger til en stilling med fokus på bygningssyn og strategisk vedligeholdelsesplanlægning i Ballerup Kommunes Center for Ejendomme.

Dine vigtigste opgaver
Du bliver en central aktør i arbejdet med at sikre en koordineret og langsigtet vedligeholdelse af kommunens bygninger. Du vil stå for udarbejdelse, opdatering og prioritering af vedligeholdelsesplaner og sikre, at vores ejendomsportefølje understøtter kernevelfærden – hvad enten det er skoler, daginstitutioner eller kultur- og idrætsfaciliteter.

Du bliver ikke alene om opgaven, for ud over dig er der yderligere en vedligeholdelsesplanlægger, som du vil have et tæt parløb med. Du bliver herudover del af et tværfagligt team, hvor samarbejde, faglighed og fælles ansvar vægtes højt.

Du vil i jobbet få en bred kontaktflade med både brugere, kolleger og samarbejdspartnere, og du bliver en vigtig del af det daglige samarbejde på tværs i hele kommunen.

Dine opgaver vil bl.a. være:

  • At gennemføre bygningssyn samt prioritere vedligeholdelsesindsatser i samarbejde med driften
  • At udarbejde og opdatere årlige vedligeholdelsesplaner for kommunens bygninger
  • At udvikle supplerende metoder til bygningssyn
  • At rådgive og kvalitetssikre i forhold til bygningsdata og tilstandsvurderinger
  • At bidrage til budgetlægning og økonomisk overblik over vedligeholdelsesbehov
  • At koordinere med brugere og samarbejdspartnere
  • At bidrage til udvikling af strategier for koordineret bygningsdrift, herunder energioptimering
  • At udvikle og vedligeholde Dalux FM
  • At prissætte vedligeholdelsesopgaver ved hjælp af Sigma udregninger.

Dine kompetencer
Vi forventer, at du:

  • Har en byggeteknisk baggrund – fx som bygningsingeniør, bygningskonstruktør, håndværker, maskinmester eller lignende
  • Har erfaring med vedligeholdelse, drift og/eller styring af bygninger – gerne fra den offentlige sektor
  • Er analytisk stærk og har forståelse for både teknik, økonomi og strategi
  • Kan kommunikere klart og troværdigt – både skriftligt og mundtligt
  • Er struktureret, grundig, nysgerrig og har lyst til at arbejde i en politisk styret organisation
  • Har erfaring med at samarbejde med rådgivere, entreprenører og lignende.

Det får du hos os

  • Et spændende og meningsfuldt job i en kommune med ambitioner for den fysiske bygningsmasse
  • Gode kolleger og et stærkt fagligt miljø
  • Fleksibel arbejdstid
  • Fleksible arbejdspladser og mulighed for at arbejde hjemme når det passer med opgaverne
  • God pensionsordning og personalegoder med bl.a. en fantastisk kantine og fitnessrum samt en aktiv personaleforening
  • Central beliggenhed med kort afstand til S-togsstation og bus samt gode cykelstier.

Hvem er vi
I Center for Ejendomme er vi samlet ca. 120 medarbejdere. Vi er netop nu i gang med en omorganisering, hvorefter vi vil være organiseret i følgende afsnit: Teknisk Service, Teknik & Vedligehold, Byggeri, Strategi & Udvikling samt Stab. Teknisk Service er placeret på vores materielgård, mens øvrige afsnit er placeret på rådhuset.

Du bliver en del af Teknik & Vedligehold i Center for Ejendomme, hvor der vil være 16 medarbejdere, der arbejder med energioptimering og vedligeholdelse af kommunens ejendomsportefølje.

Vil du vide mere
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte vedligeholdelsesplanlægger Jonas Larsen på telefon 21 63 19 42. 

Læs mere om Ballerup Kommune som arbejdsplads på job.ballerup.dk

Ansættelsesproces og løn

Ansættelsesdatoen er den 1. juni 2026 eller snarest muligt.

Vi forventer at holde 1. samtaler den 16. april 2026 og 2. samtaler den 22. april, så sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Stillingen er som udgangspunktet på 37 timer og er en fast stilling.

Ansøgningsfrist: 6. april 2026

Vi tilbyder løn og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst efter principper om lokal løndannelse og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Ballerup Kommune har røgfri arbejdstid. Læs mere her

Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, handicap, religion, seksuel orientering eller etnisk baggrund til at søge job hos os.

Send din ansøgning online. Klik på ”Ansøg” nedenfor og vedhæft din ansøgning, CV og uddannelsesbevis.

Vi glæder os til at møde dig.

 

Log ind