Medarbejder til Barselsteamet ved Forsvarets Personelkommando i Hjørring

fuldtid
Medarbejder til Barselsteamet ved Forsvarets Personelkommando i Hjørring
  • Personelkommandoen Hjørring kaserne
  • Arsenalvej 55, 9800 Hjørring
Manchet

Trives du med at yde god service både på telefon og skriftligt - og kan du lide at arbejde med administration, regler og refusioner?

Så er det måske dig vi har brug for i Forsvarets Barselsteam. Her vil du få ansvar for vejledning, administration og opfølgning på barsel for Forsvarets medarbejdere og deres chefer.

Om os

Sygdom- og Barselssektionen er en del af Personelkommandoen og er det centrale sted i Forsvaret, hvorfra al sygefraværsregistrering, dagpengerefusioner, barselsforvaltning samt støtte ved håndtering af langvarigt sygefravær foregår.

Vi er 28 medarbejdere i sektionen og vi er opdelt i 4 teams, hvor ét af dem er Barselsteamet.

Vi arbejder i faglige fællesskaber, hvor vi arbejder tæt sammen men der kan også være selvstændige og krævende opgaver.

Hos os er det mennesket og et bæredygtigt arbejdsliv som er i centrum, så du vil opleve fleksibilitet og mulighed for at aftale hjemmearbejdsdage ved behov.

Barselsteamets vigtigste opgave er at tilbyde rådgivning og vejledning til chefer og deres medarbejdere. Vi sætter en stor ære i at levere en høj kvalitet i opgaveløsningen og fungerer som specialister inden for området.

Om stillingen

Vores team består af en håndfuld dygtige og selvstændige medarbejdere, der håndterer mange forskellige opgaver vedr. administration af barsel for Forsvarets ansatte.

Dine opgaver vil blandt andet være:

  • Vejledning af chefer og medarbejdere om planlægning af barsel via telefon og mail
  • Gennemgang og bekræftelse af barselsaftaler
  • Indhentning af barselsrefusioner og opfølgning
  • Registrering af barsel i tidsstyringssystem
Barselsteamet har telefontid alle hverdage mellem kl. 08.00 og 11.00, og du vil komme til at indgå i en vagtordning med typisk én vagt om ugen.

Du vil også indgå i en turnusordning, hvor du vil komme til at modtage og registrere syge- og raskmeldinger fra Forsvarets ansatte. Dette foregår også via vores call-center alle ugens fem dage. Her vil du typisk have to til tre vagter pr. måned.

Vi tilbyder en hverdag med engagerede kolleger, hvor vi vægter fælles ansvar for opgaveløsningen højt, samt at det skal være sjovt at gå på arbejde.

Om dig

Vi forstiller os at du har en kontoruddannelse eller anden relevant uddannelse, som er suppleret med en efteruddannelse som gerne er inden for administration eller økonomi.

Vi ser også gerne, at du har erfaring med administration - gerne barselsadministration eller interesse for området.

Vi lægger vægt på, at:

  • god service er en selvfølge for dig
  • kommunikation falder dig nemt – både mundtlig og skriftlig
  • du kan lide at arbejde med lovgivning, regler og refusioner
  • du arbejder struktureret, er god til at dykke ned i den enkelte sag og kan prioritere dine opgaver selvstændigt med en positiv indstilling
  • du bidrager aktivt til teamet og sektionen
Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Hjørring.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Barbara Macdonald Arnskov på telefon 3069 6002 eller via mail: pkom-bma@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Louise Goul Avnegaard på telefon 3266 5838 eller via mail pkom-lga@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 29. juni 2026. Der afholdes 1. og 2. samtaler i henholdsvis uge 27 og 28. Oplys venligst i din ansøgning, såfremt der vil være udfordringer med at kunne deltage i en samtale på de angivne tidspunkter.

Stillingen ønskes besat den 1. september 2026 eller efter nærmere aftale.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, målrettet CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Personelkommandoen

Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere en 40 uddannelser og 25.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.

Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.

Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.

Se evt. mere om os på www.forpers.dk

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.forsvaret.dk



Log ind