Materielgast eller lager- og logistikoperatør søges til CMS i Frederikshavn

fuldtid
Materielgast eller lager- og logistikoperatør søges til CMS i Frederikshavn
  • Center for Skibssikkerhed, Søværnets Skoler
  • Jennetvej 342, 9982 Ålbæk
På Center for Maritim uddannelse og Skibssikkerhed (CMS) Bangsbo søger vi en lager og logistikoperatør, til et spændende og udfordrende job, der kan samarbejde og koordinere med leder, kollegaer, instruktører og elever.

Dine vigtigste opgaver bliver at forvalte, bestille, opbevare og vedligeholde materiel korrekt jf. opstillede krav og interne procedurer og ikke mindst klargøring af materiel, våben, ammunition og sikre at biler er klar til afhentning

Om os
Vi understøtter, at Søværnets medarbejdere og Reserven gennem hele karrieren fleksibelt kan udvikle deres viden og kompetencer – så vi alle står forbundet og forpligtet i løsningen af Søværnets opgaver.

Vi uddanner og træner Søværnet til at løse de unikke opgaver, Søværnet har. I vores uddannelser omsætter og træner vi det, der bliver efterspurgt i den skarpe ende, og sikrer dermed en konstant kobling til praksis.

I dag gennemføres en række fleksible uddannelser om bord på Søværnets enheder, og med Seariders til understøttelse af Danish Safety And Readiness Check.
Vi fungerer som indgangsporten til Søværnet via Søværnets Basisuddannelse og Basisomskoling til Søværnet, mens efteruddannelserne primært omfatter, håndvåben, Maritime Force Protection, sanitet og redningsmidler på Bangsbo, fartøjstjeneste på flådestationen samt brand-, havari-, CBRN-tjeneste på Hvims.

Materielelementet er en del af vores uddannelsesstøttesektion, og stillingen forrettes med udgangspunkt på Center for Maritim uddannelse og Skibssikkerhed Bangsbo, hvor også elementlederen sidder. Materielelementet har som hovedopgave at sikre, at vores faglærere og elever har det materiel, herunder våben, ammunition og køretøjer, som er nødvendigt til at gennemføre uddannelsesvirksomheden.

Om stillingen
Som vores nye lager og logistikoperatør bliver du en del af uddannelsesstøttesektionen, i det element som udfører materielstøtte. Du bliver kollega med en militær elementleder, to andre militære materielgaster og på materielelementet ved Hvims en militær korporal og tre civile medarbejdere.
Materielelementet på Bangsbo står for driften af våben-, ammunitions-, materiel- og bordingkælderen, puljebiler, fejlmeldinger til Etablissement- og Terrænkommandoen, samt varetager ”Materiel-desken”, hvor elever og instruktører kan hente materiel til undervisningen i form af kontorartikler mv.

Du får også en række administrative opgaver:

  • Fremstilling af publikationer, bestille/ afskrive materiel i SAP, mønstringer, sørge for opfyldning,
    bestillinger af kontorartikler mv.
  • Varetage LTS-materiel ved eftersyn, og materiel som anvendes ved REFA, herunder redningsmidler,
    gummibåde og lign.
  • Forvaltning af CMS våbenkælder og ammunitionsdepot med udlevering/modtagelse af
    våben/ammunition, klargøring af materiel til udlevering, bestilling/afskrivning af ammunition.
  • Være med til at koordinere våbeneftersyn, samt rekvirere våbenmekanikere i SAP PM.
  • Koordinering af vedligehold/ og mindre reparationer på fx LTS materiel.
  • Forvaltning af materieldepotet, hvor materiel skal pakkes og udleveres til instruktører.
  • Holde øje med datoudløb og forvalte i SAP myndighedsbeholdning med bestilling og afskrivning af
    materiel.
  • Arbejde i Outlook og kontrolpostkasserne, sende og registrere e-mails, og håndtere
    bestillingerne.
Materielelementet har også en del puljebiler tilknyttet, hvor opgaverne er varetagelse af kørebøger, fejlmelde biler, koordinere og bookning på ”delebilen”, kørsel til syn mv.

Vi tilbyder dig et meget varieret job med store muligheder for udvikling. Du bliver løbende tilbudt uddannelsesforløb med kurser og efteruddannelse, hvor vi tager udgangspunkt i din baggrund og ønsker.

Om dig
Som beskrevet indeholder stillingen mange og meget forskellige opgaver, der alle trækker på dine evner til at samarbejde, tage selvstændigt initiativ og være forudseende.
Stillingen kræver, at du kan anvende en computer og de systemer som forsvaret anvender til materielhåndteringen. Stillingen vil være både administrativt og fysisk fordelt i løbet af en arbejdsdag.

Det er vigtigt, at du har lysten og evnen til at lære, og lære fra dig. Det kan være af den erfaring, og viden du får ved os, eller allerede har fra Forsvaret eller en anden virksomhed, fx et af forsvarets værksteder.
Du skal kunne arbejde selvstændigt, men endnu vigtigere, du skal være en del af en arbejdsplads, hvor rigtig mange opgaver løftes i fællesskab.
Du er en positiv og engageret medarbejder, som kan arbejde selvstændigt og har sans for orden, struktur og er stolt af at kunne levere et godt resultat.

Vi ønsker en kollega som:

  • Kan arbejde med SAP FORMAT, (MM og PM) som er det system som anvendes til bestillinger og afskrivninger, returneringer, samt når der skal rekvireres vedligehold til det materiel vi har.
    Det kan evt. være med erfaring fra tidligere stilling som forsyningsassistent, ”burmand”, eller lagerlogistik arbejde. Har du ikke erfaring med SAP, skal vi nok uddanne dig.
  • Kan arbejde med Microsoft Office pakken, herunder Outlook, Word og Excel.
  • Har eller skal have uddannelse i farligt gods ADR kapitel 1.3 som chauffør og pakke/modtager.
  • Kan håndtere og prioritere flere opgaver på samme tid uden at tabe overblikket.
Opfylder du kun nogle af ovenstående punkter, skal du ikke lade dig afskrække, det kan være, at det netop
er din profil, vi søger.

Du har kørekort til personbil og kan oppebære det i hele ansættelsesperioden.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er også slået op militært

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for rengøringsassistenter, sanitører, specialarbejdere og visse erhvervsuddannede m.fl. i staten mv. (3F).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Bangsbo, Frederikshavn.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte elementleder Jesper Storm Nielsen på telefon 7285 3255 eller mail 4E-CMS-US20@MIL.DK eller chef for uddannelsesstøtte-sektionen Jan Hesthaven Jensen på telefon 2020 0146 eller mail 4E-CMS-CHUS@MIL.DK.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Katrine Glyngbo på telefon 3266 5542. Jeg er ikke til at træffe i perioden 20. december 2025 til og med 4. januar 2026

Ansøgningsfristen er den 13. januar 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. marts 2026 eller snarest muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Log ind