Mandlig social- og sundhedsassistent til Sikringsafdelingen i Slagelse

fuldtid
Mandlig social- og sundhedsassistent til Sikringsafdelingen i Slagelse
  • Region Sjælland
  • Grønningen 15, 4200 Slagelse

Er du mand, og har du lyst til at gøre en forskel på Sikringsafdelingen?

Vi søger en ny kollega – ikke bare en ny ansat, men en mandlig social- og sundhedsassistent, der har lyst til at bidrage med faglighed, nærvær og menneskelighed i et felt, som mange har en mening om, men som få virkelig forstår.

På Sikringsafdelingen under Retspsykiatrien arbejder vi med nogle af de mest komplekse og sårbare patienter i psykiatrien. Afdelingen har en særlig sikkerhedsnormering, som kræver tilstedeværelse af mænd i alle vagter – jf. dispensation fra Sundhedsstyrelsen. Derfor søger vi specifikt en mandlig kollega til denne stilling.

Et meningsfuldt arbejde i rolige omgivelser

Sikringsafdelingen er præget af struktur og ro – men opgaven er stor. Vores patienter har brug for tydelighed, stabilitet og relationer, der bygger på tillid og respekt. Vi arbejder recovery-orienteret, hvilket betyder, at vi ser patienten som mere end sin diagnose. Vi understøtter håb, mening og muligheder – også når livet er svært. Vi er til stede, både i de gode stunder og i de svære, og vi tror på, at alle har potentiale for udvikling.

Hvis du vil have et indblik i vores hverdag, anbefaler vi DR’s dokumentar om Sikringsafdelingen. Den giver et ærligt billede af både udfordringerne og det meningsfulde i arbejdet.

Din rolle som social- og sundhedsassistent

Du bliver en vigtig del af et fast tværfagligt team. Du får ansvar for pleje- og behandlingsopgaver, og du bliver daglig kontaktperson for patienterne. Du er med til at skabe en hverdag, der giver mening og sammenhæng, og være med til, at hverdagen hænger sammen for dem, vi er her for.

Vi arbejder tæt sammen – både med patienterne, deres pårørende og hinanden. Vi ved, at det kan være sårbart og komplekst at være pårørende til en patient på Sikringsafdelingen, og derfor prioriterer vi inddragelse og dialog højt. Vi afholder blandt andet pårørendeaftener, hvor vi skaber rum for samtale og forståelse.

Et stærkt fællesskab og et trygt arbejdsmiljø

Hos os er du aldrig alene. Vi kender hinanden godt – også på tværs af afsnit. Vi griner sammen, støtter hinanden og tager arbejdsmiljøet alvorligt. I 2025 har vi startet refleksionsseancer om belastningspsykologi, som giver plads til faglig og personlig udvikling.

Vi ved, at retspsykiatrien kan virke overvældende udefra. Men vi lover dig: Det giver mening. Du får en grundig introduktion, en mentor og tid til at lære. Og du får kolleger, der står klar til at tage godt imod dig – både fagligt og menneskeligt.

Faglig udvikling og specialisering

Som ny medarbejder skal du gennemføre en intern sikkerhedsuddannelse af 16 dages varighed, som giver dig en solid grundforståelse for arbejdet på Sikringsafdelingen. Når du har gennemført uddannelsen, opnås et sikkerhedstillæg.

Derudover har du mulighed for at søge optagelse på KUA – et kompetenceudviklingsforløb for social- og sundhedsassistenter med speciale i psykiatri. Uddannelsen strækker sig over 25 dage og giver dig mulighed for at styrke din faglighed og specialisere dig yderligere inden for psykiatrisk pleje og behandling.

Rammer for stillingen:

Stillingen er på 37 timer i blandede vagter med weekendvagt hhv. hver 14. dag. Vi arbejder med individuelle ønsker til vagtplanen, med adgang til KMD WEB.

Stillingen er til besættelse pr. 1. juni 2026, eller efter aftale. Vi afholder samtaler fredag den 17. april 2026, her vil du møde et ansættelsesudvalg bestående af medarbejdere og ledere.

Vi lønner efter gældende overenskomst.

Læs mere om Sikringsafdelingen her: Sikringsafdelingen - Midt- og Vestsjællands Hospital

Er du nysgerrig – eller bare lidt interesseret – så ring eller skriv til:

  • Charlotte Nielsen tlf. 2445 5697 eller cln@regionsjaelland.dk
  • Mads Quistgaard tlf. 2182 3290 eller mkq@regionsjaelland.dk

Vi glæder os til at læse din ansøgning og dit CV, og møde dig til en uddybende samtale.

Midt- og Vestsjællands Hospital - for os handler det om mennesker

Vi arbejder hver dag for, at patienter og borgere får gode, trygge og sammenhængende forløb på tværs af somatik, psykiatri, kommune og almen praksis.
Vores ambition er at være et nytænkende hospital, hvor vi gør en forskel for de mennesker, der har brug for os.

Vi tror på, at åbenhed og frihed skaber nytænkning i dagligdagen, og hos os er læring og faglig nysgerrighed en del af hverdagen. Derfor har vi fokus på såvel tryghed og udviklingsmuligheder, balance mellem arbejde og fritid og en veltilrettelagt onboarding.

Vi har et særligt fokus på forskning på tværs af somatik og psykiatri, multisygdom og kroniske, medicinske lidelser samt sårbare børn, unge, familier og kvinder. Vores mission er nemlig at blive førende indenfor de sygdomme, der kendetegner befolkningen i vores område.

Vi mener, at ny viden skal omsættes til praksis, så patienter og borgere får gavn af vores forskning. Forskningen understøtter desuden vores faglige miljøer og sikrer et godt uddannelsesmiljø for både studerende og yngre læger.

Alt dette er med til at skabe et hospital, hvor de mennesker, vi møder oplever høj kvalitet og sammenhæng.

Vil du være med til at gøre en forskel for patienter, borgere, pårørende og kollegaer – så glæder vi os til at høre fra dig.

Om Midt- og Vestsjællands Hospital

Midt- og Vestsjællands Hospital dækker et opland på ca. 230.000 borgere. Vi er omkring 5.000 ansatte fordelt på 19 afdelinger, har 766 sengepladser og huser 12 professorer. Hvert år byder vi cirka 2.700 studerende og elever velkommen i et stærkt fagligt og tværprofessionelt miljø.

Log ind