Vil du være med til at løfte Banedanmarks licensstyring? Bliver du motiveret af at skabe overblik, styre komplekse licensaftaler og sikre, at vi bruger vores midler ansvarligt og transparent? Trives du i spændingsfeltet mellem forretning, drift og leverandører og med en bred kontaktflade både internt og eksternt? Så er du måske vores nye
License Manager i Banedanmark.
Om rollen Som License Manager får du en central rolle i arbejdet med at sikre, at Banedanmark udnytter sine softwarelicenser effektivt, compliant og økonomisk ansvarligt. Du har et tydeligt mandat til at skabe overblik, udfordre eksisterende aftaler og drive beslutninger på licensområdet i tæt samarbejde med ledelsen og organisationens interessenter.
Du har ansvar for, at vores licensportefølje er sund, veldokumenteret og løbende optimeret. Det gør du gennem solid compliance og governance, herunder tydelig dokumentation og efterlevelse af ISO 27001‑relaterede krav samt ved at styre hele licenslivscyklussen fra projekt til drift, inklusive true‑ups, tilkøb og løbende optimering.
Rollen kræver struktur, forretningsforståelse og evne til at skabe overblik, så Banedanmark har en forudsigelig og økonomisk ansvarlig licensportefølje.
Som License Manager arbejder du med en bred kontaktflade på tværs af serviceejere, forretningen, SAM‑funktionen, udbudsjurister og leverandører. Du omsætter forretningens behov til klare beslutningsgrundlag og understøtter ledelsen i beslutninger, der sikrer rettidige udbud samt tæt opfølgning på økonomi og forbrug.
Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø, hvor du får mulighed for aktivt at bidrage til Banedanmarks strategiske mål på IT‑ og governanceområdet.
Succes i rollen Du lykkes i rollen, når:
- Banedanmarks licensportefølje er veldokumenteret, compliant og efterlever gældende governance‑ og ISO 27001‑relaterede krav.
- Licensomkostninger er forudsigelige, gennemsigtige og løbende optimerede.
- Udbud og licensfornyelser gennemføres rettidigt og på et solidt beslutningsgrundlag.
- Ledelse og drift har et klart overblik over forbrug, risici og handlemuligheder på licensområdet.
“Licensstyring er ikke en administrativ disciplin hos os – det er et strategisk ledelsesværktøj. Jeg søger en License Manager, der tager ejerskab, skaber overblik og sikrer, at vi bruger vores midler ansvarligt og transparent. Du skal kunne samarbejde bredt, udfordre vaner og omsætte komplekse licensdata til klare beslutningsgrundlag for både ledelse og drift.” – Palle Bo Nielsen, IT‑driftschef Dine hovedopgaver - Strategisk licens‑ og porteføljestyring
Sætte retning for licens‑ og leverandørstrategi samt beslutte konsolidering og udfasning på baggrund af input fra Software Asset Managers. - Rådgivning og behovsafdækning
Rådgive forretningen og afdække behov på baggrund af indsigt i softwareporteføljen og organisatoriske krav. - Fornyelser og udbud
Planlægge og gennemføre licensfornyelser og udbud i samarbejde med udbudsjurister og relevante interessenter. - Administration og forbrug
Administrere licenser, leverandørportaler og overvåge forbrug. - Økonomi og indkøb (F2/SAP)
Varetage økonomistyring på licensområdet og indkøbsgodkendelser i F2 samt registreringer i SAP. - Sagsstyring og rapportering
Sagsstyring og rapportering i ServiceNow. - Leverandørstyring og opfølgning
Løbende dialog og opfølgning på leverandøraftaler, vilkår og forbrug.
Vi forventer, at du: - arbejder struktureret, har god forretningsforståelse og kan skabe overblik i en rolle med mange interessenter
- er erfaren i leverandørstyring og i dialog om aftaler, vilkår og forbrug
- trives i en bred samarbejdsflade og kan rådgive serviceejere og forretningen om licensanskaffelser
- har 3–5 års erfaring som License Manager eller software‑/licensspecialist
- har en relevant kandidatuddannelse inden for IT eller flere års praktisk erfaring på området
- har erfaring med licensstyringsværktøjer og komplekse IT‑landskaber
- har interesse for procesbeskrivelser samt governance og compliance, herunder dokumentation og ISO 27001‑relaterede krav
- kan sagsstyre og rapportere i ServiceNow og håndtere den administrative del af licenser og leverandørportaler
- kan varetage økonomistyring på licensområdet og indkøbsgodkendelser i F2 og SAP
- Behersker dansk og engelsk både skriftligt og mundtligt
Det er en fordel, hvis du kender ServiceNow, SAP og F2, og hvis du har forståelse for rammerne i offentlig myndighedsforvaltning (GØFIB).
Hvad kan du forvente af mig som chef Jeg er tydelig i retning og prioriteringer og er tilgængelig, når der er behov for sparring og beslutninger. Jeg giver plads til faglighed og ansvar og bakker op, når der bliver taget initiativ.
Din daglige ledelse varetages af en teamleder med personaleansvar (under ansættelse). Jeg er chef for sektionen og vil være synlig som overordnet leder og sparringspartner.
Jeg forventer, at du bidrager med faglig tyngde, udfordrer konstruktivt og tager ansvar for dit område og du kan forvente det samme den anden vej. Vi opnår resultater gennem samarbejde, tydelig opfølgning og fælles ansvar for stabile resultater og løbende udvikling.
Om teamet og sektionen Du bliver en del af Service & Governance, der er et team på ca. 14 medarbejdere, der arbejder med styring, kvalitet og forudsigelighed i den daglige IT‑drift. Vi fokuserer på klare og efterlevede processer, der sikrer stabil drift og mulighed for løbende forbedringer.
Service & Governance er placeret i Administrativ IT‑Drift, som har ansvar for stabil drift, modernisering, digital arbejdsplads, governance, licensmanagement og Software Asset Management samt de platforme, der understøtter organisationens arbejde. Du vil blandt andet have tæt samarbejde med Software Asset Management‑funktioner, drifts‑ og platformsteams samt forretning og økonomi/indkøb.
Løn Er du uddannet akademiker, ansættes du efter AC‑overenskomsten, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.
Ellers er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/SAMDATA, Danmark, med tilhørende protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark.
Stillingen er som udgangspunkt placeret i løngruppe 5.
Ansøgning og kontakt Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte IT‑driftschef Palle Bo Nielsen på telefon 40 32 28 09.
Send gerne din ansøgning og dit CV på dansk hurtigst muligt
For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stilling” og følger instruktionerne.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.