Leder af Sundhedsplejen – Lyngby-Taarbæk Kommune

fuldtid
Leder af Sundhedsplejen – Lyngby-Taarbæk Kommune
  • Sundhedsplejen
  • Jernbanepladsen 22, 2800 Kgs. Lyngby
Vil du stå i spidsen for en engageret og fagligt stærk sundhedspleje?

Vores mangeårige leder af sundhedsplejen har besluttet at gå på velfortjent pension. Vi søger derfor en visionær og handlekraftig leder, som i samarbejde med dygtige medarbejdere og kollegaer på børne- og familieområdet kan fastholde og videreudvikle vores sundhedspleje med særlig fokus på den systematiske tidlige opsporing og støtte til børn, unge og familier i kommunen.

Om stillingen
Som leder af sundhedsplejen får du det overordnede ansvar for ledelse, udvikling og drift af vores kommunale sundhedspleje. Du bliver en del af Børne- og Familieafdelingen og refererer til afdelingschefen. Børne- og Familieafdelingen er en del af Center for Social Indsats.

I sundhedsplejen skal du lede og samarbejde med en faglig koordinator, et dedikeret team af 16 sundhedsplejersker og en administrativ medarbejder. Sundhedsplejerskerne arbejder som selvtilrettelæggere. Du kommer til at arbejde tæt sammen med myndigheds- og udførerfunktionerne på det specialiserede børneområde, hvor Sundhedsplejen er organiseret.

Sundhedsplejen arbejder ud fra en mentaliserende tilgang til familierne og bruger screeningsredskaberne ADBB, AIMS og PUF. Vi lægger vægt på tidlig og systematisk opsporing af sårbarheder hos gravide og forældre og tilbyder grupper i tæt samarbejde med psykologer og familiebehandlere fra Familiecenteret.
Vi tilbyder klinikkonsultation, ammekonsultation, ekstra indsats til præmature, Marte Meo forløb og indsats til overvægtige skolebørn. Sundhedsplejen deltager i Kommunens tværfaglige distriktsteams på skoler og daginstitutionsområdet.

Sundhedsplejen står overfor at skulle implementere sundhedsstyrelsens anbefalinger om niveauinddeling, og der skal blandt andet udvikles og implementeres vigtige faglige værktøjer og systematik til at understøtte de nye arbejdsgange med udgangspunkt i den tidlige forebyggelse i sundhedsplejen.
Fokus er på styrkelse af den tidlige opsporing og det tværfaglige og tværprofessionelle samarbejde på tværs af hele børne- og ungeområdet.

Derudover ønsker vi at styrke brugen af kvantitative data som baggrund for udvikling og nye initiativer.

Vi søger en leder, der:
  • Er uddannet sundhedsplejerske, evt. med master- eller kandidatoverbygning
  • Gerne har ledelseserfaring fra en lignende funktion i en politisk ledet organisation
  • Har et stærkt personligt engagement, samt evne til at lede, inspirere og engagere medarbejderne
  • Har en mentaliserende tilgang til personaleledelse og er nærværende i hverdagen
  • Er strategisk tænkende og samtidig har blik for den daglige drift, herunder behovet for arbejdsgange og systematik
  • Forstår og kan arbejde med datadrevet ledelse og udvikling – fx i forhold til økonomi og demografi
  • Har stærke samarbejdsevner og fokus på at fastholde og videreudvikle den høje faglighed i sundhedsplejen
  • Er visionær, vægter fælles faglige visioner og kan sætte en faglig retning med mål for sundhedsplejen

Vi tilbyder:
  • En lederstilling på et helt centralt velfærdsområde, hvor vi har muligheden for at gøre en betydningsfuld forskel i det helt tidlige forebyggende arbejde
  • Et stærkt fagligt miljø og engagerede medarbejdere
  • Et børne- og ungeområde med høje ambitioner for dialogen med borgerne og det tværfaglige samarbejde
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling – bl.a. gennem ledernetværk og ledelsessparring
  • En arbejdsplads med fokus på trivsel, arbejdsglæde og høj kvalitet i opgaveløsningen

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid og aflønnes efter gældende overenskomst. Ansættelse er betinget af tilfredsstillende straffe- og børneattest.

Tidsplan og procedure for ansættelsesprocessen
Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket. Der sendes kvittering og øvrig korrespondance til den mailadresse, ansøgningen er sendt fra.

Ansøgningsfrist er mandag den 19. januar 2026 kl. 23:59

Første samtalerunde forventes afholdt den 27. januar 2026 og anden samtalerunde den 3. februar 2026.
Der vil efter en konkret vurdering eventuelt blive gennemført tests mellem første og anden samtale.
Der indhentes referencer efter nærmere direkte aftale med slutkandidater.
Forventet tiltrædelse 1. april 2026.

Vil du vide mere?
Kontakt
  • afdelingschef Bodil Øster (23 22 72 16 / boo@ltk.dk)
  • faglig koordinator Mette Axelsen (21 66 99 30 / mta@ltk.dk)

I Center for Social Indsats har vi erfaring for, at mangfoldighed er en styrke, og vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset køn, alder og etnicitet til at søge.

I Lyngby-Taarbæk bliver du del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner i en organisation med ca. 4.000 medarbejdere, der alle arbejder med det fælles mål – at skabe værdi for borgere og erhvervsliv. Vi lægger vægt på god ledelse, trivsel, faglige og personlige udviklingsmuligheder, kreativitet og nytænkning samt balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejdere hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.

 

Log ind