Laserduel nørd med interesse for simulationssystemer søges til Simulationssektionen

fuldtid
Laserduel nørd med interesse for simulationssystemer søges til Simulationssektionen
  • Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelsen ved FPS Ballerup
  • Lautruphøj 8, 2750 Ballerup
Er du klar til en spændende og udfordrende stilling, hvor du præger fremtiden for Forsvarets drift og udvikling samt anskaffelser af simulationssystemer?

Om os

Vi er et lille team på 6 i en sektion i rivende udvikling. Her hos os vil du indgå i et team med engagerede og kundefokuseret medarbejdere der drives af at levere simulationsmateriel til uddannelse af soldater.

Simulationssektionen har ansvar for studie/udvikling, anskaffelse, implementering, drift og udfasning af simulationsmateriel primært til støtte for Hærens uddannelse og træning. Dette kræver en bred og serviceminded tilgang til opgaven samt et dybt kendskab til de tekniske facetter og anvendelsesformål af særligt laserduel systemerne. Det kræver lyst til at søge videreuddannelse og viden både på simulationsudstillinger i USA og Europa, samt at holde kontakt til vores leverandører, over hele verden.

Omgangstonen hos os er ganske uformel og bygger på en tillidsbaseret tilgang til selvstændighed, ambition om høj faglighed og soldaten i centrum.

”Jeg prioriterer, at udvikle og fastholde dygtige medarbejdere og du har stor indflydelse på din egen arbejdstids- og ferieplanlægning. Sektionens filosofi er frihed under ansvar og balance mellem arbejde og familie/fritid” – major Alex Voss, sektionschef.

Om stillingen

Som vores kommende laserduel nørd bliver du ansat som teknisk sagsbehandler med ansvar for Hærens vigtigste og nyeste simulationssystemer, der står foran en ny og hidtil uset epoke.

Du vil indgå i en eller flere projektorganisationer, hvor du bidrager til eller deltager i ledelse af projekter vedrørende anskaffelser og udvikling af andre og nye simulationssystemer.

Derudover vil du:

- Bidrage til udarbejdelse af drifts- og udviklingsplan for nye kapaciteter samt deltage i drifts og brugergrupper ad hoc

- Støtte chefen i udarbejdelse og vedligeholdelse af kapacitetsudviklingsplanen (KUP)

- Støtte øvrige sagsbehandlere med SAP teknisk og realfaglig forståelse fra de interne metoder og evt. fra den operative ende af Forsvaret.

Om dig

Vi forestiller os, at du er uddannet elektronikmekaniker eller lignende. Du har et dybt kendskab til det laserduel faglige og simulationstekniske område. Har du en militær baggrund fra tidligere der sætter dig i stand til at træde ind i stillingen og virke med det samme, er det en fordel.

Du tør tage ansvar og besidder et solidt fagligt fundament og har stor erfaring med simulationssystemer og kender deres kompleksitet indgående.

Du er først og fremmest drevet af lysten til at have ansvaret for at drive implementering og senere udviklingen på fagområdet Laserduel simulation i LIVE træningsdomænet.

Du trives med at være Hærens kontaktperson i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse på det nyeste og mest avancerede træningssystem. Du håndterer med lethed SAP i din hverdag som dit primære administrative værktøj.

Det er en fordel, hvis du også er nysgerrig på viden om Artificial Intelligence (AI) og Virtual reality (VR) – for her ligger fremtiden og venter på at blive udforsket.

Ansættelsesvilkår

Bemærk at stillingen er slået op både civilt og militært.

Du vil blive ansat og aflønnet i henhold til den enhver tid gældende relevante overenskomst.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Major Alex Voss på telefon 4177 9476.

Har du spørgsmål til civile løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Julie Cramer-Palmquist på telefon 3266 5848.

Ansøgningsfristen er den 23. marts 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. maj eller efter aftale.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet, og vi administrerer op mod 10 milliarder kroner årligt af det samlede forsvarsbudget. Vi har ansvaret for det samlede forsvar og beredskabs materiel- og IT-systemer, så det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer alt materiel og IT lige fra kampvogne, krigsskibe og kampfly til computere, kabler og knapper.

Vi er ca. 2.500 civile og militære medarbejdere fordelt over hele Danmark, og vores hovedkvarter ligger i Ballerup.

Log ind