Beredskab Fyn er i udvikling – vil du med på holdet?
Beredskab Fyn har på strategisk niveau besluttet at gentænke opgaver som beredskabsplanlægning, krisestyring, civilbeskyttelse og totalberedskab på baggrund af det aktuelle trusselsbillede. Vil du være nøgleperson i arbejdet med beredskab i en funktion, der er afgørende for den daglige og fremtidige drift? Så er du måske vores kommende kollega.
Vi søger to konsulenter, der sammen skal styrke vores arbejde med beredskabsplanlægning, krisestyring og udviklingsopgaver på tværs af hele Beredskab Fyn og i samarbejde med kommuner og andre sektorer. Du bliver en central drivkraft i arbejdet om at sikre omsættelsen af planer til praksis, og derved være med til at skabe tryghed og sikkerhed for borgerne.
Om jobbet
Som konsulent kommer du til at arbejde bredt med opgaver, der understøtter hele beredskabets funktioner. Du bliver en del af et fagligt miljø, hvor du og din konsulentkollega skal supplere hinanden i opgaveløsningen.
Vi arbejder kontinuerligt for at styrke robustheden i vores ejerkommuner og forbedre kvaliteten af vores operative og forebyggende arbejde. Det indebærer bl.a. udvikling af nye metoder, øget brug af data og analyser samt en bred indsats inden for borgerrettet og organisatorisk beredskab.
Du får en central rolle i at opbygge, vedligeholde og videreudvikle beredskabsfaglige værktøjer og processer, der understøtter en robust og fremtidssikret organisation. Arbejdet er alsidigt og kræver både struktur, samarbejdsevner og lysten til at arbejde i spændingsfeltet mellem drift, udvikling og myndighedsansvar.
Dine arbejdsopgaver bliver hovedsageligt:
Beredskabsplanlægning og krisestyring
· Udarbejde, vedligeholde og kvalitetssikre beredskabsplaner, herunder kommunernes krisestyringsplan, action cards og indsatsplaner.
· Understøtte Beredskabsforum Fyn med deltagelse af kommunerne, kommunale samarbejdspartnere og interne fagområder.
· Bidrage til civilbeskyttelsesområdet og krisekommunikation, fx formidling af princippet om 3-dages kriseberedskab.
Tværgående samarbejde og politisk betjening
· Koordinere beredskabsarbejdet på tværs af organisationen og være tovholder for digitalt krisestyringssystem.
· Udarbejde notater, redegørelser og beslutningsoplæg til direktion og politisk niveau.
· Sikre anvendelse af fælles skabeloner og standarder herunder action cards og instrukser.
· Sikre håndtering af personoplysninger i overensstemmelse med GDPR og interne retningslinjer, herunder rådgivning om databeskyttelse, risikovurderinger og korrekt behandling af data i forebyggende og operative opgaver.
Data, kvalitetssikring og analyse
· Datahåndtering, kvalitetssikring og analyser på tværs af drifts- og myndighedsområder.
· Visualisering af data og udvikling af ledelsesinformation.
· Understøttelse af risikobaseret dimensionering af redningsberedskabet gennem analyse og datagrundlag.
Øvelser og læring
· Udvikle, gennemføre og følge op på øvelser – fra scenarieudvikling til evaluering.
· Omsætte evalueringer og hændelseslæring til konkrete forbedringer og standarder.
· Sikre dokumentation, journalisering og deling af læring på tværs.
Din profil
· Du tager ansvar og styring på processer, skaber fremdrift og følger op – også når der er mange aktører og tidspres
· Du kan lede på tværs: facilitere, prioritere, skabe beslutningsgrundlag og holde fokus på næste skridt
· Relationelt stærk og samlende – skaber samarbejde og ejerskab på tværs
· Initiativrig, selvkørende og vedholdende – skaber fremdrift under pres og i uklarhed
· Struktureret, analytisk og læringsorienteret – ser både helhed og væsentlige detaljer og omsætter data, risikovurderinger og evalueringer til handling
· En grundlæggende forståelse for regler og dokumentation i det offentlige er også en fordel – ellers forventer vi, at du hurtigt kan sætte dig ind i det.
· Klar formidler - du gør komplekse beredskabsplaner enkle og anvendelige i praksis – og du skriver klart og præcist.
· Grundlæggende forståelse for udvikling af planer, risikovurderinger, analyser og/eller håndtering af komplekse situationer.
Din baggrund
· Vi kræver ikke en bestemt uddannelse. Du har måske en relevant akademisk uddannelse, en beredskabsfaglig uddannelse eller en professionsbachelor som Katastrofe- og Risikomanager, eller du kommer fra en lignende stilling i en kommune, beredskabet, politiet eller anden stilling med erfaring i opgaverne.
Vi tilbyder
· En betydningsfuld rolle i en organisation med stor ledelsesmæssig og politisk bevågenhed.
· Et job med mening, variation og mulighed for at udvikle et vigtigt samfundsområde.
· En central placering i Forebyggende Afdeling med direkte reference til chefen for afdelingen.
· En stor berøringsflade i hele organisationen og et bredt netværk med eksterne samarbejdspartnere.
Om os
Beredskab Fyn er et fælleskommunalt redningsberedskab, der redder liv og skaber tryghed med et robust beredskab i Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Langeland, Nordfyns, Nyborg, Odense, Svendborg og Ærø kommuner.
Beredskab Fyn er Danmarks 3. største fælleskommunale redningsberedskab og servicerer 469.000 indbyggere.
I Beredskab Fyn arbejder vi med en involverende strategiproces, som skal tydeliggøre retningen for organisationens udvikling. Det er bl.a. målsætningen, at vi vil være en attraktiv arbejdsplads, der tiltrækker, fastholder og udvikler dygtige medarbejdere med de rette kompetencer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Aflønning sker efter gældende overenskomst og principperne om Ny Løn. Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til 'Hemmeligt'. Stillingen er på 37 timer om ugen. Primært arbejdssted er Åsumvej 35, 5240 Odense NØ.
Vil du vide mere?
Vil du høre mere om stillingen, kan du kontakte chef Mikael Enevold Pedersen på mikp@beredskabfyn.dk eller 2362 3993.
Ansøgning
Din ansøgning vedlagt CV og relevante beviser skal være os i hænde senest 22. marts 2026
Ansættelsessamtaler forventes gennemført den 25. marts 2026.
Forventet tiltrædelsesdato er den 1. maj 2026.