Kompetent og engageret konsulent til virksomhedsrettet indsats for flygtninge

fuldtid
Kompetent og engageret konsulent til virksomhedsrettet indsats for flygtninge
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Genopslag

Vil du være med til at hjælpe de nye københavnere – aktuelt de fordrevne ukrainere – i job gennem en tværfaglig indsats?

Om jobbet
Du bliver tilknyttet en indsats i Jobcenter København, hvor vi med stort engagement og høj faglighed hjælper københavnske flygtninge og fordrevne ukrainere i job.

Vi kontakter virksomheder og formidler praktikpladser og job til flygtninge og ukrainere. Derudover understøtter vi flygtninge og ukrainere i forhold til at søge job og klare sig på det danske arbejdsmarked. Vores indsats sker i et tæt samarbejde med andre afdelinger og kolleger i Jobcenter København.

Indsatsen i Jobcenter København for flygtninge og fordrevne ukrainere varetages i flere forskellige afdelinger, der har hvert sit ansvarsområde. En afdeling står for selve modtagelsen af alle nyankomne til kommunen og varetagelse af specialiserede indsatser i den forbindelse. En anden afdeling står for myndighedsarbejdet, herunder arbejdspligt, og en særlig indsats for aktivitetsparate borgere. Den tredje afdeling, hvor denne stilling er ledig, varetager primært det virksomhedsrettede arbejde i form af en håndholdt formidlingsindsats.

Det er vigtigt, at du har lyst til at arbejde tværfagligt og jobrettet i forhold til såvel borgere som virksomheder. Du vil også skulle arbejde med borgere, der kan være både tæt på og længere fra at kunne varetage et ordinært arbejde. Det kan være en fordel, at du har erfaringer i forhold til at arbejde i et jobcenter eller med en virksomhedsrettet indsats for flygtninge og ukrainere, men det er ikke et krav. Hvis du er god til at tale med og motivere mennesker og virksomheder og samtidig kan arbejde inden for administrative og lovgivningsmæssige rammer og processer, så er du måske den, vi søger.

Dine primære arbejdsopgaver vil være at

  • finde job- og praktikåbninger på de københavnske virksomheder
  • forberede og afvikle holdforløb som en del af introduktionen af de nye københavnere til det danske arbejdsmarked
  • udvikle og tilpasse indsatsen efter det aktuelle behov hos flygtningene, ukrainerne og virksomhederne
  • arbejde tværfagligt og sparre med kollegerne om indsatsen med udgangspunkt i den konkrete målgruppe
Vi forventer, at du

  • er motiveret for at hjælpe flygtninge og fordrevne ukrainere i job
  • har erfaring med at samarbejde med virksomheder – gerne i forbindelse med formidling af job og praktikforløb til borgere
  • kan undervise borgere i hold og workshops med henblik på, at de får mest muligt ud af deres praktikforløb og opnår job
  • er konstruktiv også i en omskiftelig hverdag
  • har god og positiv energi, som bidrager til samarbejdet
  • er stabil og kan bidrage til sikker drift af vores kerneopgave
  • er indstillet på at indgå i et fagligt stærkt miljø, hvor sparring er en naturlig del af vores arbejdsdag
  • er resultat- og udviklingsorienteret og ambitiøs på din organisations vegne
  • har relevant erfaring med eller forståelse for ukrainere og flygtninges kultur og sprog kan være en fordel
  • behersker det danske sprog både på skrift og i tale
Vi tilbyder

  • en spændende stilling med udviklingsmuligheder i en organisation med dygtige og engagerede kolleger
  • muligheden for at bidrage til at videreudvikle vores organisatoriske profil med fokus på resultater, effekt, kvalitet og fleksibilitet
  • et godt arbejdsmiljø og en stærk samarbejdskultur
  • et udfordrende job med en stor kontaktflade
  • et onboardingprogram, som klæder dig på til dine nye opgaver
  • en intern uddannelse, der svarer til to grundmoduler af Diplom i Beskæftigelse
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og HK (underviser-/vejlederoverenskomst. Lønnen forhandles inden for rammerne af lokal løndannelse.

Der er tale om fastansættelse. Stillingen er på 37 timer om ugen og ønskes besat den 1. april 2026 eller snarest muligt.

Der vil blive indhentet referencer og straffeattest før et eventuelt tilbud om ansættelse.

Vil du vide mere?
Yderligere information kan fås ved henvendelse til afdelingschef Lars Trap Olsen på 23 25 10 14.

Ansættelsesstedet er Emdrupvej 72, 2400 København NV.

Jobcenter København – vi hjælper nyankomne flygtninge og familiesammenførte i job og uddannelse.

Du kan læse mere om Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen her: Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen | Københavns Kommune

Søg via linket senest søndag den 15. marts 2026
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 12 og 13.

Om Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen
I Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen (BIF) hjælper vi ledige københavnere i job, og vi støtter både ældre ledige og unge i at finde den rette vej til uddannelse. Vi skaber gode rammer for københavnske virksomheder og formidler arbejdskraft til dem. Vi arbejder for, at København er en by, hvor der er plads til alle, og støtter flygtninge og indvandrere i at finde en plads i fællesskabet. Vi er ca. 2.000 medarbejdere i BIF. Vores arbejde omfatter både den nære kontakt med borgere og virksomheder, og politisk arbejde og administration. Vi arbejder målrettet med vores trivsel, og vi har en kultur præget af høj faglighed, hvor der er plads til dine idéer og input.

Log ind